Universitetsansatte skyr gerne voldsomme debatter i medierne. Men ikke Marianne Stidsen, der i sin tid som lektor på Nordiske Studier ved Københavns Universitet skrev og udtalte sig under overskrifter som “Derfor er Metoo en terrorbevægelse” og “Woke-bevægelsen er vor tids totalitarisme”.
Kritikken af identitetspolitikken, som hun formulerede i aviser og udgivelser, gjorde hende til en paria i akademiske kredse, hvor hun også blev mødt af plagiatanklager. Sidste år sagde hun sin stilling op i protest.
Hvor der kan siges og menes meget om Stidsens fremturen det ene og det andet sted og om forløbet, der førte til opsigelsen, så er der kun grund til at glæde sig over hendes essaysamling “Da Ariadne lærte Theseus at danse”. En velvalgt titel, som sigter til den græske mytologi, hvor Ariadne, inden helten Theseus begiver sig ind i Minotauros' labyrint, giver ham en garntråd. Med den i hånden ved han, at han kan finde ud igen, og bevæger sig derfor lettere og friere ind i det ukendte, det uhyrlige.
Sådan fungerer skønlitteraturen også i Stidsens øjne. For hende er tidens måder at læse litteratur på – som politiske, sociale og identitetspolitiske ytringer – forfejlet. Hun mener, man bør gå mere eksistentielt til værks, og at bøger kan hjælpe en i livets irgange. At romaner, digte og noveller er en zone, et felt, læseren kan bevæge sig ind på og møde tilstande, vilkår og stemninger, som slet og ret er menneskelige.
Som i essayet om Ole Sarvig (1921-1981), der “givetvis er en af de danske forfattere i efterkrigstiden, som mest eksplicit har tematiseret angstfølelsen”, der er “et antropologisk vilkår på godt og ondt” og altså ikke udelukkende er styret af ydre faktorer. Og Sarvig havde både blik og sprog for angsten. Her fra “Vild angst”: “Mørket synger omkring mig/langt og vidt./Er en stor mund af mørke,/hvor der spilles på et enkelt instrument”.
For Sarvig blev modsvaret troen, en meget personlig form for kristendom, og at læse ham, skriver Stidsen, er at træde ind på angstens felt og mærke ham – og sig selv.
På sådanne måder indkredses kunstens dannende potentialer i flere af bogens 31 tekster. Gennem redegørelser for æstetik og tematik og via tanker om humanisme og litteraturteori. Og ikke mindst med læsninger af forfattere fra 1800-tallet og fremefter. Med dem griber hun også om tidens politiserende og socialkonstruktivistiske ånd og slår et slag for litteratur som litteratur. Og altså som den Ariadne-tråd, læseren kan benytte i det moderne liv. Som en art sjælens GPS.
Man behøver ikke være enig med Stidsen for at få udbytte af essaysamlingen, der når vidt omkring, og hvor hendes uforholdsmæssigt store frygt for tidens identitetspolitiske strømninger holdes i kort snor. Men indimellem slippes den løs. Som da hun skriver om nu afdøde Pia Juul (1962-2020) og længselsfuldt om 1980’ernes “kulturklima, hvor det ikke handlede om at råbe højest og mest skingert og om at være mest forurettet”.
Den slags ord fremstår paradoksalt nok præcis sådan: højtråbende, skingre, forurettede. Og hele to essays om svenske og omstridte Horace Engdahl synes også ude af proportioner, og mon ikke han får så meget plads, fordi han også er ugleset og en medkombattant i kampen mod tidens politiske og identitetspolitiske vindmøller og vindbøjtler?
I den kamp allierer Stidsen sig også med den borgerlige litterat og hereticaner Bjørn Poulsen. Han skrev ”Idéernes Krise i Åndsliv og Politik” i 1961 og pegede på faren ved den intellektuelle venstrefløjs fokus på litteraturens politiske budskaber og manglende interesse for litterære kvaliteter, “for det æstetiske og eksistentielle”.
Det er til at forstå, hvorfor Stidsen ser et lys i Poulsen. For hende er det nye årtusinde også martret af ”hververe” – for nu at bruge Poulsens gamle ord – som er overalt i litteraturens miljøer og spænder litteraturen for egne ideologiske og identitetspolitiske vogne.
Om det står så slemt til, er i sidste ende en holdningssag. Men det ændrer ikke ved, at der er meget godt at komme efter og tænke over i “Da Ariadne lærte Theseus at danse”, der lever flot op til sin undertitel. For det er virkelig “En moderne dannelsesbog”, og selvom Stidsen har svært ved at aflægge sig den umusikalske akademiske lingo, og dermed nå helt derop, hvor essay-genren bliver en kunstform, så er der vitaminer at hente her. For alle med en læselampe og mod på engagerede perspektiver på litteratur, læsemåder og livsanskuelser.
Marianne Stidsen: Da Ariadne lærte Theseus at danse. 480 sider. 259 kroner. Forlaget Arabesk.