Omstridte præsterober med guldtråd og kunstnersignatur

En ny udstilling på Esrum Kloster om messehagler viser de hellige kapper med fokus på kunst og kunsthåndværk. Messehaglernes stigende popularitet er udtryk for, at kirker nu vil tilbyde en sanselig helhedsoplevelse, mener ekspert

Per Kirkeby har designet fire nye messehagler til Frejlev Kirke i Nordjylland, blandt andet denne hvide hagel, der bruges til festdage som dåb og påske. –
Per Kirkeby har designet fire nye messehagler til Frejlev Kirke i Nordjylland, blandt andet denne hvide hagel, der bruges til festdage som dåb og påske. –. Foto: Poul Ib Henriksen.

Et særligt fænomen inden for liturgiske klæder nåede et spektakulært højdepunkt, da den italienske biskop Domenico Mogavero i 2011 fik designet fire nye messehagler i silke til indvielsen af en lille katolsk kirke på Sicilien. Skaberen var den berømte haute couture-designer Giorgio Armani.

Herhjemme er menighedsråd rundt om i landet endnu ikke gået så vidt som til at bestille præstens klæder hos udenlandske modeskabere. Til gengæld har flere danske kunstnere kastet sig over opgaven med at give deres bud på en hellig kappe eller præstens hagesmæk, som kritikere gennem tiden har kaldt den. Det kan man se eksempler på på særudstillingen Messehagelen, kirken og kunstneren på Esrum Kloster i Nordsjælland, hvor der vises hagler helt tilbage fra 1600-tallet, men også nyere skabt af blandt andet Per Kirkeby, Peter Brandes, Puk Lippmann, Maja Lisa Engelhardt og dronning Margrethe.

LÆS OGSÅ: Biskop hylder Gud med designer-messehagel

Udstillingen skal afspejle en klar tendens i dansk menighedsrådsliv, forklarer Thomas Thulstrup, direktør for Esrum Kloster og leder af udstillingen:

Vi valgte at tage fat i messehaglen, fordi der er mange kunstnere i dag, som bliver spurgt, om de vil tegne en messehagel, og det er et rigtig godt eksempel på, at kirken og kunsten får stadig mere at sige hinanden. Der har været et overraskende stort udvalg at vælge imellem, fordi mange menighedsråd i de senere år har fået syet en smuk messehagel designet særligt til kirken af en lokal eller landskendt kunstner. Samtidig ønsker flere, at haglerne indgår som en del af totaludsmykningen i kirken som det blandt andet kan ses med Per Kirkebys nye hagler til Frejlev Kirke, som han selv udsmykkede i 1990erne, siger han.

Fra et menighedsråd får den idé, at det gerne vil have en smuk messehagel, til præsten kan vise den frem, går der som regel tre års tid. Vil man have klæderne fremstillet i Danmark, bliver det ikke helt billigt, faktisk en hel del dyrere end designermessehaglen fra Italien med et prisleje fra 70.000 til 250.000, forklarer Lizzi Damgaard, brodøse og daglig leder af Selskabet for Kirkelig Kunst.

LÆS OGSÅ: Vendekåbe til præster

Tendensen de seneste 30-40 år har været at spørge kunstnere om at designe haglen, fordi kunsten repræsenterer det ypperligste. Men det er ikke alle, der lige har råd, og så søger de fondsmidler, spinker og sparer. Nogle får lokale frivillige til at sy. Eller også ender det med et impulskøb af noget stangtøj lavet i udlandet.

Et eksempel på et køb af messehagel, der ikke gik helt godt, kan Inge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd, berette om:

I Lindevang Kirke på Frederiksberg fik vi for nylig nye messehagler i silke. Inden da havde vi fået lavet en smuk grøn kappe i tykt vævet uld med kunstnermotiv. Men af en eller anden grund havde ingen tænkt på, at den grønne farve, jævnfør kirkekalenderen, kun kan anvendes om sommeren! Det duede bare ikke, fordi vores præst var ved at omkomme af varme. Men man havde simpelthen ikke tænkt over det. Når kapperne generelt er så dyre, er det ret vigtigt at huske, hvilken årstid de skal bruges til, siger hun.

Ser man messehaglen i kulturhistorisk perspektiv, er den i virkeligheden et levn fra katolicismen, forklarer arkæolog og tekstilforsker Anne Hedeager Krag.

Den stammer fra oldkirken, hvor messehaglen var fremstillet af silke med guldtråde og meget stærke farver, fordi kirkerummet ikke var oplyst. Og når bisper og konger skulle ses udenfor på lang afstand, skulle de have stærke farver på for ligesom at stråle.

Efter Reformationen blev messehaglen lidt ildeset i de danske kirker. Ikke desto mindre overlevede de, modsat i Norge, Sverige og Nordtyskland. I 1700-tallet vendte kapperne stærkt tilbage, oftest med den lidende Kristus polstret ud i stoffet bagpå. Men med grundtvigianismens fremkomst i 1800-tallet blev den spraglede messehagel igen upopulær:

På Grundtvigs tid bar mange præster en messehagel i ensfarvet rød velour med et kors på, og den udgave findes i talrige landsbykirker rundt omkring. I grundtvigske kredse blev det ikke anset for godt at bruge messehagler, da det opfattedes som noget højkirkeligt noget, der ikke passede til den danske folkekirke. Men det har ændret sig markant i løbet af de seneste halvtreds år.

Også Tidehvervsbevægelsen har før haft det svært med udsmykning som messehagler, forklarer Lisbeth Smedegaard Andersen, forfatter og teolog.

I Tidehvervsbevægelsen var alt, hvad der smagte af katolicismen, noget, man vægrede sig mod, og man var meget betænkelig over for menighedsrådenes pyntesyge. Dengang havde man en asketisk tilgang til kirkegang og kirkerum, som folkekirken nu er ved at bevæge sig væk fra.

Flere af de nyere messehagler på udstillingen i Esrum har et ganske abstrakt udtryk for eksempel Per Kirkebys messehagel til Frejlev Kirke. Den øgede interesse for en særegen messehagel behøver dog hverken markere pyntesyge eller en tilbagevenden til katolicismen, mener Lisbeth Smedegaard Andersen.

LÆS OGSÅ: Ribes messehagler er inspireret af Brorson

Det er et udtryk for, at vi er mere opmærksomme på det spirituelle og sanselige. I den protestantiske kirke var det tidligere kun ordet, der talte, og man forsømte alt, hvad der havde med følelser og sanselighed at gøre. At vi begynder at se for eksempel lysmesser igen, er et ønske om at komme det i møde. Og det er ganske klart også det, der ligger bag ønsket om en smuk messehagel.

Med lyd, lys og stemning gør man kirken nærværende i dag. Og gennem messehaglens farver signalerer præsten forandring, mener hun:

Det er ikke kun med ord, man kan vise, at nu går vi ind i en ny tid. I dag skal gudstjenesten være en helhedsoplevelse, og derfor ser man også flere præster, der anvender messehaglen uden for højtiden.

At messehaglerne rent faktisk bliver brugt, afspejles også i udstillingen på Esrum Kloster. I løbet af udstillingsperioden må kuratorerne nemlig pille et par af haglerne ud af deres montrer på Esrum Kloster dog kun for et par dage, før de igen kan betragtes i al deres glans.