Prøv avisen

Ondt i sjælen

Thomas Boberg debuterer med en flakkende og fascinerende roman

Flakker hedder Thomas Bobergs første roman. Selvom titlen er efternavnet på bogens hovedperson, der bærer fornavnet Robert, er det naturligvis et særdeles symbolsk navn. For i romanen møder vi den modernistiske prosas arketypiske helt, som han findes i utallige variationer fra Johannes V. Jensens Mikkel Thøgersen til Hermann Hesses Steppeulv:

Den rastløst flakkende, hjemløse, fortænkte og fortvivlede ener, der ikke evner at binde sig til nogen eller noget i tilværelsen, og som i et og alt føler sig fremmed i den sociale midte. Og det er faktisk ret modigt gjort af Thomas Boberg at prøve kræfter med dette traditionsrige romankoncept.

Går man til Bobergs roman for at finde et bud på, hvordan forskellige samfundsgrupper agerer, eller hvordan det moderne samfund har udviklet sig, bliver man selvsagt skuffet. Her har vi samme enkle skelet som i spleen-romanerne fra starten af det 20. århundrede.

I Flakker møder vi to isolerede personer ved navn Robert og Markus, der begge har en traumatisk barndom bag sig, og begge er for-drømte, fordrukne og målløse som voksne.

På et tidspunkt i deres liv har de begge været vildt forelskede i romanens centrale kvindeskikkelse, Miriam, der modsat de to mandlige sociale tabere er blevet en særdeles succesfuld dokumentarjournalist.

Derudover er der en række bifigurer som den voldelige narkosmugler Elo og den psykopatiske fotograf Gerhard. Men hverken hovedpersonerne eller bifigurerne udgør nogen sammenhængskraft i værket, for der sker mildest taget meget lidt med personerne på de 320 sider, og erkendelsen af, at tilværelsen er meningsløs og fuld af falske illusioner, findes uantastet fra den første side til den sidste hos alle personerne.

Alligevel er Bobergs roman særdeles fascinerende. Hengiver man sig således til værkets lystfyldte labyrint af sidehandlinger og lyriske stemningsbilleder, får man virkelig noget for pengene.

Og her viser Boberg sig også som den eminente rejsebogsforfatter, som han manifesterede sig som i trilogien om Latinamerika fra 1996-2003. Man får indgående beskrivelser af rumænske gadebørn, der sniffer benzin, af afrikanske flygtninge, der lever under eksistensminimum i Barcelonas undergrund, og af unge israelere, der efter års militærtjeneste ter sig skruppelløst som turister i det fattige Sydamerika. For blot at nævne nogle af romanens mange snapshots, der virkelig gør indtryk.

Dernæst må man fremhæve Flakker for det, som dens forfatter er mest berømt for, nemlig at være en fremragende lyriker.

Sammenligner vi Flakker med, hvad der ellers udkommer på dansk, kan man roligt sige, at denne roman giver de fleste andre prosaværker baghjul. Den lange roman er således fyldt med små prosadigte, som sagtens kunne være trykt i andre sammenhænge, og som i sig selv er hele romanen værd.

Lyt blot til denne perle: Forelskelse. Det er en form for sindssyge, siger nogen. Javel, ja! En lille forårspsykose. Men den skaber scenerier, den får øer i havet til at smelte sammen til en. Det er os, siger den forelskede. To små øer i det store tomme blå hav, og der ligger vi, og så kommer der et undersøisk skælv, og så falder vi brutalt sammen og bliver til en. Det rene vanvid, men jeg skal love for, det skaber billeder. Af svimmelhed og lykke. Af store visioner og galopperende dødsangst.

Som før sagt savner man lidt mere handling og plot i bogen. Og så alligevel: Den slags var de store prosamodernister fra det tidlige 1900-tal ret ligeglade med. Så jeg tilgiver gerne Boberg og anbefaler denne mærkelige og fascinerende roman.

Thomas Boberg: Flakker. Roman. 320 sider. 299 kroner. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk