Når man skriver så godt som Flemming Chr. Nielsen, matematiker, journalist, forfatter, oversætter med meget mere, kan man komme af sted med meget. Næsten også med at skrive sine erindringer i en frit associerende og løst causerende form, hvor digressioner mødes og skilles og for det allermeste overbeviser om deres indre nødvendighed. Men ikke altid.
Det er ikke Flemming Chr. Nielsen selv, der står i centrum af erindringerne, men derimod de mennesker, han har mødt på sin vej fra bibliotekaren og bogbinderen i barndommens Brørup til daværende og fremtidige aviskoryfæer som Bent Jensen, Kurt Westergaard og Jørgen Hübertz Schleimann, hvis frisindsmotto og 96 dage på Jyllands-Posten iført slidt taske og gårsdagens Le Monde bliver skildret svært underholdende.
LÆS OGSÅ: Mor som missionær i sin familie
Men størst indtryk gjorde dog Jens Kruuse, der foruden sin uforlignelige pen stod søm- og nagelfast på retten til at være anderledes. Og det vakte en dyb genkendelse hos den overstuderende galmandssnakkende arbejderdreng fra Brørup, der barndommen igennem var blevet advaret imod at læse for meget og altid havde følt sig udenfor blandt meget andet og ikke mindst i disciplinen spring over hest. I det aarhusianske publicistmiljø fandt han imidlertid ligesindede og kunne drage et genkendelsens suk og i sin egenskab af redaktør for det über-intellektuelle tidsskrift Exil desuden indkassere et brev fra selveste Jean-Paul Sartre.
Flemming Chr. Nielsen er bedst i de personlige afsnit, hvor han lader fortællingen om barn- og ungdom fungere som (forståelses)ramme for portrætterne af idolerne af de mennesker, der har været med til at danne ham, som han har spejlet og genkendt sig selv i, og som inviterede ham med indenfor i det fællesskab, som han ellers altid havde befundet sig smerteligt langt udenfor.
Man kan sagtens slå sig hårdt på den noget onkelagtige tone af kaminpassiar, der ligger som en tung sky af imaginær cigarrøg over Flemming Chr. Nielsens erindringer, men selv de mest forslåede vil givetvis også kunne fornøjes over hans indiskutabelt overlegne pen, der i høj grad er det, der bærer erindringerne hjem:
At studere matematik er omtrent som at ligge i en Dybbøl-skanse i tiden fra den 7. til den 18. april 1864. Dagligt er der kammerater, som falder. Vi ser dem aldrig siden. Specielt før og efter en eksamen plaffes de ned i geledder, og krigslazarettet er det nærliggende Aarhus Seminarium på Trøjborgvej 82. Dér lå de i fire år, inden de humpede ud som folkeskolelærere. Vi, der overlevede på Matematisk Institut, var de stædige, de matematisk lidenskabelige og børn af arbejderklassen, for som arbejderbørn havde vi det almuesind, der gjorde, at vi ikke kunne skydes ned.