Prøv avisen

Op og ned med Cirkusrevyen

REVY: Der er lidt for langt mellem de suveræne numre i årets Cirkusrevy. Men de er der

Sidste år vendte Lisbet Dahl tilbage til Cirkusrevyen som instruktør med den mest sprudlende revy i årevis. Og den skulle så gentages i år - kunne man jo håbe på. Men forventningerne bliver ikke fuldt ud indfriet. Mellem de rigtig gode numre er der en hel del alt for slidt genbrug, som Henrik Lykkegaards polske cirkusfamilie, som hverken kan få penge ud af publikum eller nummeret til at køre, og Carl-Erik Sørensens »store vise«, som Claus Ryskjær ødelægger med vilje for Lisbet Dahl.

Selv en Carl-Erik Sørensen kan altså have lidt løsere håndled. Men for en mand, der har skrevet hen ved halvdelen af revyens numre, er det egentlig tilgiveligt. For i den anden ende af skalaen står han også for nogle af aftenens klart morsomste og skarpeste tekster. To af dem med Ulf Pilgaard som fortolker. Først som Dronning Margrethe med flagrehår og lilla peignoir, der skodder cigaretter i et kroneaskebæger, mens hun digter på en moderligt fræk bryllupssang til kronprinsen og hans Mary. Sådan en rigtig familiær én, der også handler om hele familien: om Henrik, »der sad på et slot og hang/lisså mopset som sidste gang«, mens Otto Brandenburgs gamle sømandssang om pigerne i alle havnene passer vældigt til Frederiks fortid. Stor jubel på rækkerne!

Politisk skarpere er visen om den nydelige havemand, der vil skabe et pragtsamfund ud fra samme principper, som man skaber en prydhave - for »det skal ku' svare sig«, mener han, og det kan hverken handicappede eller flygtninge. Frem med lugejernet!

Indtil det 20. nummer i revyen ville applaus-målinger have udnævnt balletten til højscorerne: I et par ualmindeligt elegante og moderniserede swingnumre er de tættest på at vælte teltet i hujen og bravo-klap. Men så dukker den klassiske og alligevel svære politikerparodi op. Kurt Ravn blev Poul Schlüter, Ulf Pilgaard var en skøn Poul Nyrup Rasmussen, og nu kommer Henrik Lykkegaard til som en ekstremt kontrolleret, roligt forklarende og fuldstændig urokkelig Anders Fogh Rasmussen »Bag facaden«, som Carl-Erik Sørensen har kaldt nummeret med et ironisk hip til DR's dokumentar. For med den velkendte rolige, let jyske, meget insisterende stemme, fortæller Anders Fogh, at han alene vandt krigen over irakerne, at han da godt vil give plads, men kun »til eftersnakkerne«.

Nummeret bæres allermest af Henrik Lykkegaards suveræne karakteristik - kunne vi ikke snart få ham tilbage på den almindelige teaterscene også? - men som den intelligente tekstdrejer får Carl-Erik Sørensen ikke alene brugt nogle af Foghs faste vendinger til at gøre figuren genkendelig, men i nye sammenhænge, får de også helt nye (bi)klange.

Et sikkert revynummer. Men på den gode måde. Der er stadig noget at komme efter i Cirkusrevyen 2003. Men Ulf Pilgaards havemand kan godt beskære teksttræet til næste år og få bugt med de tyndeste grene og vildskud - det vil ku' svare sig.

Cirkusrevyen 2003. Instruktør: Lisbet Dahl. Kapelmester: James Price. Koreografi: Niclas Bendixen. Scenografi: Nina Schiøttz. Bakken. Til 23. august.

kultur@kristeligt-dagblad.dk