”Jeg hader ikke livet - jeg hader verden,” skrev Michael Strunge i 1983. Han tog som bekendt sit eget liv blot 27 år gammel og er blevet til myten om den unge, følsomme digter, der er fremmed i verden og fuld af længsel.
I liv og digtning kritiserer han materialismen, småborgligheden, den selvforherligende 60'er-generation og den undertrykkende fornuft, idet han synger om drømmene, friheden, de udskudte og kærligheden. Han var på én gang en stærk eksponent i offentligheden for en gruppe unge punkere i begyndelsen af 80'erne og en særdeles sårbar ung mand. Gang på gang måtte han på psykiatrisk hospital. På et tidspunkt fik han også diagnosen maniodepressiv, men om det forklarer så meget, står hen i det uvisse.
Mens Strunge levede, blev han værdsat af det litterære parnas og udstyret med priser og treårigt legat fra Statens Kunstfond. Hans digte solgte dog til hans store skuffelse kun i få eksemplarer, og først efter hans død er hans ”Samlede digte” solgt i henved 40.000 eksemplarer og er kommet i et nyt oplag hvert andet år. Det er mange, og det fortæller om en ganske usædvanlig popularitet. Men Strunge har også en stærk ungdommelig appel. Der er oprør og smerte i hans digte, men også vilje og højt humør.
Der skal nok være interesse for journalisten Peter Rewers' biografi ”Michael Strunge. Digning og virkelighed”, selvom det ikke er den første biografi om digteren og heller ikke den ultimative. Tilbage i 2001 udkom Knud Munks biografi. Den fik ordentlig skældud, fordi den var for kedelig og pedantisk og slet ikke levede op til den storslåede Strunge og ikke formåede at demonstrere hans format.
Hvad Munks biografi ikke kunne, forsøger Rewers' bog at råde bod på. Det er i og for sig ikke fordi den bringer helt epokegørende nyheder - så vidt jeg ved en hurtig jævnføring kan se. Men Rewers har haft adgang til flere personlige kilder i form af breve og notater, og så har han haft mulighed for at snakke med tre af Strunges nære, nemlig kæresten Cæcilie Brask og vennerne Klaus Høeck og Anne-Marie Mai. Det har gjort det muligt for ham at skildre de sidste døgn og de sidste timer meget tæt og intenst. Og særdeles dramatisk. Vi ved jo, hvor det bærer hen ad. Vi ved, at han vil springe i døden fra sin fjerdesals lejlighed i et vanvittigt forsøg på at gøre sig fri, men kan alligevel ikke lade være med at håbe, at det alligevel ikke sker.
Rewers skriver:
”Omkring klokken ti om formiddagen søndag den 9. marts 1986 vristede Michael Strunge sig fri, gennembrød soveværelsesvinduet og sprang, styrtede, steg, dalede, svævede, faldt, fløj, hvirvlede de fire etager mod jorden. Og døde ved ankomsten.”
”Døde ved ankomsten”. Det lyder som en morbid joke, og den er ganske malplaceret. Andre gange er Rewers til gengæld tårevældende patetisk. Andre gange igen er han blot mikrofonholder og driver det ikke meget videre end Knud Munk.
”At beskrive et menneske er at reducere det,” bemærker Peter Rewers indledningsvis. Det er et vilkår, men det er også en nødvendighed, hvis man vil forstå et menneske. Uden at skære bort og ind til benet, uden at anlægge et synpunkt og en fortolkning duer det slet ikke, for så går det hele op i detaljer, og beskrivelsen bliver lige så uoverskuelig som livet selv.
Rewers vil reducere mindst muligt, og det er både godt og skidt. Godt er det, at man kommer omkring i alle mulige kroge af Strunges liv, for Rewers har gjort en grundig research. Skidt er det, når man skal høre om, at Johannes Møllehave har været vikar på den skole i Hvidovre, som Strunge gik på - vel at mærke før Strunge begyndte i skole. Og skidt er det, hvis det synspunkt, der skal styre læseren og Rewers gennem fremstillingen, ikke står krystal klart. Vil man følge Strunge så tæt som muligt, står man også i fare for at miste overblikket.
Rewers' udgangspunkt er, at man gennem en grundig research og en spekulativ rekonstruktion af begivenheder også kan gengive essensen af et andet menneske og bevare det i skriften. En skrift og en stil, der så at sige mimer den portrætteredes sprog. Faren i den fremstilling er, at Rewers projicerer sig selv over i Strunge og forveksler livet med sin egen projektion og rekonstruktion. Og faren er, at Rewers falder igennem sprogligt. Og det gør han. Han vil gerne lege med sproget og lade det sprudle, og det gør han med et væld af bogstavrim og metaforer. Havde han kunnet tæmme sin lyst, kunne det være godt, for en gang imellem er det fint, men han overgør det og bliver til mere Strunge end Strunge selv.
Det er ikke, fordi vi ikke ser en masse af Strunge i Rewers' biografi. Her er gengivet alt lige fra skolestile til breve til kærester og venner, og der er rigeligt at fordybe sig i for læseren. For eksempel er det interessant at følge, hvordan digtervennen Peter Laugesen både kan rose og være kærlig-kritisk. Rewers har haft adgang til en guldgrube af breve, som han også tit citerer i fuld længde. Men Rewers har altså også givet sig selv lov til at spekulere i, hvordan Strunge har opfattet begivenhederne. Denne identifikation og tildigtning vil skabe nærhed, men den brydes af, at Rewers alligevel er forsigtig og konstant tager sine forbehold og skriver, at det nok, formentlig, sikkert, velsagtens var, som han forestiller sig.
Rewers' greb som forfatter og digter er biografisk og samtidshistorisk. Han vil forstå, hvordan Strunge på én gang var en funktion af sin opvækst og sin tid, og hvordan han reagerede på disse forhold i og uden for sin digtning. Ikke mindst det biografiske bruges som en nøgle til at forstå digtene, der da også er tæt vævet ind i Strunges liv. At digte var livet for ham. Og begge dele handlede om stil og attitude. Strunge var, som man kan se af de righoldige illustrationer, god til at sætte sig selv i scene og posere. Han var til tider så selvoptaget, nærtagende og paranoid, at ekskæresten i et brev sætter ham på plads og skitserer nogle menneskelige proportioner for ham.
Men Strunge har også haft nok at se til med sig selv, som det fremgår af biografien. Ikke mindst hans gentagne depressioner og indlæggelser viser dette. Hvad der kan ligge bag depressionerne, kommer man kun antydningsvis på sporet af. Hans psykoterapi beskæftiger sig med et anstrengt forhold til forældrene - især moderen. Men det kommer Rewers aldrig i bund med. Her holder han sig tilbage og fortolker ikke, selvom det dog er underligt, at Strunge skulle have så mange aggressioner i forhold til forældrene, når man ellers har fået skitseret en barndom, der ser temmelig normal ud.
Rewers' fortjeneste er at skildre et menneske og en digter, der er på vej hele tiden. På vej til at finde sig selv og finde sig til rette i en verden, der ikke vil, som han vil, og som ikke lever op til drømmene.
bach@k.dk