Op omkring Island med stram sikkerhedssele

Michael Böss’ rejsedagbog om Island er halvt vellykket: Den er såre kulturhistorisk, men ikke særlig kunstnerisk

Historikeren Michael Böss anfører, at Island ligger i fysisk og mentalt spændingsområde mellem kontinenter, tider og kulturer. Her beundrer turister geyseren i Stokkur. –
Historikeren Michael Böss anfører, at Island ligger i fysisk og mentalt spændingsområde mellem kontinenter, tider og kulturer. Her beundrer turister geyseren i Stokkur. – . Foto: Polfoto.

Mellem den postmoderne hovedstad Reykjavik, hvor alle er flotte, smarte og taler bedre engelsk end danskerne, og byen Hvolsvöllur, hvor mange af de islandske slægtssagaer foregår, er der kun godt 100 kilometer. Reykjavik har et museum for moderne kunst, Hvolsvöllur har et sagamuseum (med det lidet traditionelle navn ”Sagacenter”).

Der er ikke ret langt, og man kan således nå begge på en eftermiddag – nyt Island og gammelt Island. Derfor er turen selvfølgelig også oplagt for historikeren Michael Böss. Han hævder nemlig indledningsvis, at Island ligger i fysisk og mentalt spændingsområde mellem kontinenter, tider og kulturer. Island mellem Europa og Amerika, mellem tradition og modernitet.

Eller: Det hævder han, men faktisk dokumenterer det meste af hans kulturhistoriske rejsebog, at skellet mellem tradition og modernitet ikke er så skarpt, som man måske skulle tro. Det minder det traditionelle sagacenter med det fjollet-moderne navn jo også om.

Det, Böss lærer, er nemlig, at der ”i middelalderen fandtes mennesker, der minder om os selv”. Det gør han ved at vise, at der ikke er afgørende forskel. Gennem rimeligt levende genfortællinger af sagaerne hævder Böss, at middelalderen slet ikke er så langt væk, som vi tror, for i både den og hos os moderne oplever man social tvetydighed, eksistentiel usikkerhed og ustabile identiteter.

Tanken om at vise sammenhængen mellem tradition og modernitet er relevant og tiltalende, men argumentet optræder dog i bogens løb noget svækket. Eksempelvis kan Böss påpege den lighed, at hverken sagaerne eller enkelte moderne romaner ”bruger tid på at psykologisere”, og at begge perioder var brydningstider. Med denne type argument kan man få alt, virkelig alt, til at passe sammen.

Samtidig flytter Böss reelt snarere blot modernitetshændelsen tilbage til middelaldertiden, sådan at det var dér, ”vi” blev moderne. Det er ikke at ophæve skellet mellem tradition og modernitet – det er at flytte det.

Man kan mene, at dette er en irrelevant diskussion, når nu der er tale om en rejsebog. Men ganske prisværdigt vil Michael Böss være meget mere end blot en turistguide, og det, at Böss og denne anmelder kan være uenige om sligt, er jo i sig selv tænksomt godt gået af en rejsebog.

Som kulturhistorie betragtet fungerer bogen fornuftigt som en indføring i det islandske univers. Alle glade rejsende har her fået en læselig introduktion til håndskriftsagen, til Islands selvstændighedskvaler gennem tiderne og til nationalistiske kvaler før og efter finanskrisen.

Bogen er på sin vis bedst, når den er ”kedeligt” faktuel og historisk oplysende. Men det er tydeligt, at Böss også har kunstneriske ambitioner med bogen, idet den har løbende eksplicitte referencer til Martin A. Hansens ”Rejse paa Island”, som blev til efter rejser med maleren Sven Havsteen-Mikkelsen, der kaldes ”maleren” i bogen. På samme måde kalder Böss sin rejsefælle – hustruen – for ”vejlederen”.

Som kunst betragtet er bogen ikke ret vellykket. Fortællerstemmen er ofte en velfriseret og ufarlig skoledreng, der finder ting ”helt unikke,” ”meget specielle” og så fremdeles, og mange af museumsbesøgende bliver trættende, fordi de både sprogligt og indholdsmæssigt udgøres af lange referater af udstillingerne med konklusioner a’ la: ”Størst indtryk gjorde…”. Ufarligheden består her i, at læserens største indtryk er en overinteresseret fortæller, der aflægger referat til mor eller lærerinden.

Den består også i uchokerende bekendelser som denne: ”Det er blevet tid til en tilståelse. Bag mit ønske om at tilbringe en sommer på Island lå der noget så primitivt som en mandedrøm, nemlig at krydse det islandske højland i en stærk, firehjulstrukken bil.” Med sådan en bekendelse er fortællerstemmen nu snarere typen, der kører træls familievolvo med snærtsiddende sikkerhedssele.

Bogen er som indføring i Islands kulturhistorie overhovedet ikke dårlig, og denne anmelder bærer med glæde denne bog med næste gang, snarere end Lonely Planet. Men som kulturhistorisk dokument i egen ret vil den få det svært.