At samle tre noveller, hvoraf to har været trykt før i henholdsvis et tidsskrift og en antologi, lyder ikke som verdens mest ambitiøse bogprojekt, men mere som en gang litterært pibeudkrads. Men Jens Smærup Sørensens lille novellesamling ”Hendes nye dag”, som forlaget Gyldendal også har udsendt som sin julebog, er meget vellykket.
De tre historier har vidt forskellig ”setting”, men de er alle bygget omkring en hovedperson, der er presset op imod en grænse, på vej ind i et ukendt land. Han eller hun raser og tvivler, stritter imod, holder dom over sig selv og andre, men tiden lader sig ikke rulle tilbage.
I ”Mesotheliom” (det lægelige fagudtryk for lungehindecancer) følger vi en ældre mandlig journalist gennem hans sidste levedage på et hospice; i ”Hendes nye dag”, bogens hovedstykke og ny-skrevne tekst, er vi sammen med 62-årige Hjørdis, der netop har ladet sig pensionere fra sin tandlægeklinik og skal finde sig til rette i sin nye tilværelse; ”Imvas”, der har stået i antologien ”Gennem den kulsorte sky” fra Kristeligt Dagblads Forlag, følger en af Jesu tilhængere i dagene efter korsfæstelsen og er inspireret af vandringen til Emmaus fra Lukasevangeliet, 24.
En mere eller mindre påtvungen forandring for en hovedperson er vel nok det mest fortærskede motiv i novellegenren i nyere tid, men Smærup formår at omgive sine personer med en atmosfære af intens uro og uforudsigelighed, hvor det virker, som om mange forskellige ting kan finde sted på tærsklen mellem det kendte og det ukendte. Den dødsmærkede journalist er ganske vist én vej vist, men han er uforudsigelig at følge på sine sidste meter, hvor han både dækker sig ind bag hårdkogt galgenhumor og griber ud efter selv de mindste strå af menneskelig omsorg, anerkendelse, kontakt og mening med det hele. Og hvis man så blot endnu en dag eller to kan få skrevet et par linjer…
På overfladen tager den ny-pensionerede Hjørdis det roligt, men inden i er hun ved at gå i vild panik over alle de blanke dage, der ligger og venter forude i et liv, hvor både ægtemanden og den voksne søn rejser meget og ikke har vanvittig hårdt brug for hende. Ganske vist har hun fyret havemanden og går til gymnastik, men hvor langt rækker det? Og så er der den gamle gymnasiekæreste Hans-Georg, der er blevet enkemand og melder sig på Facebook med højstemte kærlighedserklæringer. Skal resterne fra hendes hidtidige liv bare finde hinanden i ”en ny struktur” (en vending hun kredser både ironisk og febrilsk omkring), eller skal hun gå efter et helt nyt liv? Er den slags overhovedet muligt?
I den sidste tekst troede Ben Jaakov faktisk, at han havde foretaget det store opbrud ved at følge Jesva, men nu er alle håb knust efter korsfæstelsen. Og han smider sig desperat og fortvivlet ned i sit gamle liv igen med hor, druk og vold. Men så forlyder det fra nogle af de andre, at de har set ham, at de har spist sammen med ham. Hvad betyder det? Kan alt være tabt og så alligevel ikke, selvom det ikke er det gamle liv og det gamle håb, der kommer igen, men et helt nyt håb?
Der er masser af grøde og forvirring og greb efter en ny tid i Smærups tre tekster. Måske bevæger det store regnestykke sig hastigt imod sit facit, men endnu udestår der mellemregninger, og ingen kan vide, hvad de måtte indeholde af skæve brøker og uendelige tal.