Vinklen er spids og bliver serveret allerede i titlen. Det skal handle om fællesskabet. Både det private og det professionelle, men mest det sidste, nemlig om den danske folkeskole og om skoleleder Rani Hørlycks tanker om samme.
Hun står i spidsen for Søndervangsskolen i Aarhus, hvor 96 procent af eleverne er tosprogede, men hvor det er lykkedes at fordoble deres karaktergennemsnit samt skabe større trivsel og mindske fravær ud fra det enkle princip, at et stærkt fællesskab kan rumme alle børn og deres forældre.
Bogen falder i fire dele: Rani Hørlycks første fællesskaber, der handler om hendes opvækst som indisk adoptivbarn i Aarhus; det professionelle fællesskab som leder på Søndervangsskolen; om læring og trivsel og en skole for alle og endelig om den danske folkeskole og fællesskabets fundament.
Den første del om barn- og ungdom skal formentlig tjene til at vise, hvordan Rani Hørlycks fællesskabsfølelse blev vakt, men der bliver kradset forsvindende lidt i overfladen, som for eksempel når hun kigger tilbage på barndommen og ser ”en lang varm sommer med sol og ingen væsentlige skyer på himlen” eller på årene på lærerseminariet, der ”var gået glat, og ingen talte længere om hudfarve”, men måske kunne de mere rosenrøde dele af fortællingen med fordel være tryktestet lidt undervejs.
Bogen er blevet til i et samarbejde med journalist Mette Korsgaard, der i et enkelt sprog skifter mellem at fortælle og citere sine kilder, primært Rani Hørlyck, men også en række af folkene omkring hende. Den konstruktion bliver en kende tung i længden med de mange ”fortæller Rani” og ”husker daværende pædagog” – og med de mange gentagelser af Rani Hørlycks mantra: Hvad får Mohammed ud af det her?
Hendes mål er børnenes læring og trivsel, mens alt andet er midler til at nå dette mål – og at det er sådan, det forholder sig, er man aldrig i tvivl om, for det får vi at vide mange gange, præcis som at hun er arg modstander af at transportere børn væk fra lokalområdet og af specialklasser, og at hun har en stor kærlighed til folkeskolen samt en urokkelig tro på fællesskabet. Det er på alle måder opbyggeligt og egentlig ikke til at sætte en finger på, og der er ingen, der efter endt læsning kan være i tvivl om, at Rani Hørlyck vil fællesskabet og den danske folkeskole, og at sidstnævnte er heldig at have hende.
Men som bog betragtet går ”En skole for alle” på mange ben i sin bestræbelse på både at diskutere blandt andet læring, integration og pædagogik og samtidig levere en skitse til en biografi om en kvinde. På under 200 små sider. Det bliver i længden for ukritisk og gentagende, det bliver mere refererende end debatterende, og selvom det er svært ikke at sympatisere med Rani Hørlycks holdninger, som de øvrige interviewede da også flittigt gør det, sidder man alligevel tilbage med en fornemmelse af, at bogen ville have vundet ved at invitere skeptikerne ind.