Prøv avisen
Bog

Opdragelse i Guds navn

4 stjerner
Bogen er inddelt i seks kapitler, der beskæftiger sig med begreber som autoritet, ånd og krop, og Carsten Hjorth Pedersen øser af lang erfaring fra den danske undervisningsverden. Han værdsætter en del af opgøret med gammeldags autoritet, men samtidig er det hans overbevisning, at barnet i centrum-ideologien har taget overhånd. Foto: Nima Stock/Ritzau Foto

I strømmen af bøger med råd til det moderne menneske foreslås det nu, at et barn skal opdrages med bevidsthed om Gud som myndighed. Det er tiltrængt

Der er efterhånden så mange stemmer, der kredser om det samme ærinde, at der må være noget om snakken. Vi begynder for alvor at begribe behovet for en dybere forankring i livet, end mange tilsyneladende mærker nu, og seneste opfordring til besindelse kommer fra lærer, lektor i pædagogik og daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut, Carsten Hjorth Pedersen. Med bogen ”Skift fokus” beskriver han sit syn på opdragelse, og det centrale budskab er, at Gud og næsten skal bringes tilbage som afgørende pejlemærker.

Bogen er inddelt i seks kapitler, der beskæftiger sig med begreber som autoritet, ånd og krop, og Carsten Hjorth Pedersen øser af lang erfaring fra den danske undervisningsverden. Han værdsætter en del af opgøret med gammeldags autoritet, men samtidig er det hans overbevisning, at barnet i centrum-ideologien har taget overhånd. I stedet vil han introducere Gud som overordnet autoritet for både den voksne og for barnet, så begge har et kompas at styre efter. Og som han siger: ”Jeg undskylder ikke for min introduktion af Gud. Han er ikke en biperson. Han er hovedpersonen. Også i opdragelsens rum.”

Det er klar tale, og Carsten Hjorth Pedersen anlægger en eksplicit kristen og dermed ganske anden vinkel end psykolog Svend Brinkmann og andre, der for tiden ønsker at hjælpe til forankring, men ikke medregner Gud i ligningen. Hermed adresserer bogen en af vor tids vigtigste diskussioner. Hvad skal det moderne menneske stå fast i, alt imens verden flyder, og de fleste opdrages i et rum, hvor det religiøse ikke ses som afgørende i menneskelivet? Hertil bidrager Carsten Hjorth Pedersen med vigtige pointer, idet han hævder, at vi står i en åndskamp, hvor mennesket igen skal lære at rette fokus hen på næsten gennem en lydighed over for Gud. Her er det afgørende, at den voksne selv har en så frimodig tilgang til kristendom, at han eller hun kan fortælle barnet, at Gud er vores fælles autoriet, og at evangeliet om Jesus er vores kilde til næring. Kun af den vej kan dyder som selvbeherskelse, trofasthed, solidaritet og vilje til tilgivelse seriøst slå rod, og den voksne skal selv gå forrest.

Forfatteren har en fin forståelse for, hvordan mennesket får hjælp til at navigere i livet, når det har det etisk absolutte at rette sig efter, mens det ser medmennesket som målet. Når denne orden forvitrer, kommer opdragelsen til at mangle formål, hvormed målstyring og kontrol tager over. Når det grundlæggende mål forsvinder, begynder vi at måle alt. God pointe. Undervejs udfolder Carsten Hjorth Pedersen et klædeligt forbehold over for den anerkendende pædagogik, som han mener, ikke i tilstrækkelig grad erkender de destruktive kræfter i mennesket. ”Der er ingen garanti for harmoni i opdragelsen, men for realisme,” skriver han som en central tanke, der især giver mening i en kristen anskuelse og inddragelse af begrebet synd.

Bogen kunne godt have været lidt klarere struktureret, og det er svært at adskille kapitlerne fra hinanden. Afsnittet om krop skiller sig dog ud, fordi forfatteren her får mulighed for at udfolde sine tanker om Jesus som helt menneske, forholdet til skaberværket og det abstraktes problem i en digital tidsalder. Her bliver det meget klart, hvad der sker, når mennesket hele tiden tager udgangspunkt i sig selv og gradvist kommer for skade at erstatte ydmyghed med selvbevidsthed.

Carsten Hjorth Pedersen er helt klar over, hvordan mange vil reagere på hans forsøg på at forene pædagogisk indsigt med kristen tro. ”Næsten alle i vores grundtvigsk-liberale-socialdemokratiske land reagerer nemlig med myrekryb,” som han skriver. Han tilføjer, at det gør han egentlig også selv. Som de fleste danskere er han opdraget til at forsage opstyltet fromhed, og derfor lægger han vægt på, at dette ikke e etr fromhedsprojekt, men en opfordring til at genvinde et perspektiv, hvor mennesket dannes i forhold til noget større fremfor i et indadvendt forhold til sig selv. Det er sund kristen fornuft set herfra, men prisen er høj for at tænke på den måde.

Det koster læsere, for mange får netop myrekryb, og ikke meget er i dag mere upopulært end at ville kombinere opdragelse og kristendom. Carsten Hjorth Pedersen spiller med åbne kort, men man mærker samtidig, at han har haft kvaler med at finde balancen, og det er lidt svært at gennemskue, hvem bogen er skrevet til. Målgruppen defineres som ”kristne forældre”, men hvem er det? Er det kulturkristne og dermed meget bredt defineret, eller er det gruppen af mere bekendende kristne, hvilket pludselig gør henvendelsen smal? Det står lidt uklart, og denne bog kunne være gjort endnu mere frimodig ved at hævde sin gyldighed for alle, der begynder at ane, at vi i livet og i opdragelsen af vore børn mangler en retning, der peger udover os selv. Carsten Hjorth Pedersen gør dog et yderst velkomment forsøg på at inddrage kristendommen som en del af svaret på nutidens spørgsmål, og det forsøg skal nødvendigvis gøres. Myrekryb eller ej.