Prøv avisen

Tv-psykolog har skrevet højaktuel og brugbar forældre-guide til børns digitale liv

5 stjerner
Der er i bogen mange praktiske eksempler og konkrete råd, herunder hvilken skærmtid man bør acceptere i hvilken alder, og hvordan man tackler de uundgåelige konflikter, der opstår, når man som forældre tager upopulære beslutninger.

Al magt til forældrene, fristes man til at udbryde efter endt læsning af denne guide til forældre med børn i den digitale verden

Skærme fylder meget i børns dagligdag, hvilket ikke nødvendigvis er godt. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd udgav i maj et notat om viden om opdragelse. Her kunne man konstatere, at ”børn i Danmark er blandt de europæiske børn, der bruger mest tid foran forskellige typer af skærme”, og at forbruget af tid på skærme fortsat er stigende. Det gælder i særlig grad de større børn og teenagere, og iblandt disse især drenge. Den seneste nationale skolebørnsundersøgelse viste således, at 68 procent af 11-årige drenge bruger mindst to timer dagligt på at spille computerspil. Endnu mere tankevækkende bliver tallene, når man ved, at der er en signifikant sammenhæng mellem skærmtid og ensomhed for de 15-årige.

Man må derfor kalde Ulla Dyrløvs nye bog ”Få styr på dit barns digitale verden. Guide til det gode onlineliv” for højaktuel. Ulla Dyrløv er psykolog og kendt fra tv-programmer som ”Aldrig for sent” og ”Petra”. Hun har også læst mange af de nyeste forskningsrapporter om børn og computere og er utvetydig i sin bog: Selvfølgelig skal man begrænse børns brug af skærm. Det er bekymrende, når hun fortæller, at hvis hun spørger forældre, hvad deres børn kan lide at gøre sammen med dem, så ”griner [de] ofte lidt nervøst og bliver flove over ikke at komme på noget”.

Det skyldes blandt andet, at mange forældre bruger en tablet som en digital sut, så de kan få fred. Ulla Dyrløvs bog er samtidig også et opgør med aftalekulturen i opdragelsen:

”Når forældre indgår aftaler med deres børn, lægger de en del af ansvaret fra sig og over på børnene. Det kommer til at virke, som om den voksne og barnet er lige gode om det, hvis det hele går i fisk – og det er ikke i orden.”

Forfatteren bruger en del plads på at forklare, at forældrene er ene om det fulde ansvar for opdragelsen. Børnene behøver såmænd hverken at være enige i forældrenes beslutninger eller at forstå baggrunden for dem. Man kan og skal ikke undgå konflikterne. Det er såre simpelt, skriver psykologen: ”Vi fødes uden eksekutive funktioner,” og det varer længe, inden børn kan overskue konsekvenserne af deres handlinger. Det er derfor, forældre har det fulde ansvar.

Opdragelsesansvaret er ikke gratis, for med opgaven følger, at man er tvunget til at være en god rollemodel for barnet. Hvis reglen er, at der ikke må være mobiler tændt under aftensmaden, så kan det ikke nytte noget, at forældrene selv har dem liggende på bordet. Dyrløv formulerer det enkelt:

”Hvis du forsøger at lære dit barn en adfærd, som du ikke selv følger, sender du blandede signaler, som forvirrer dit barn.”

Problemet, synes hun, er, at forældre er blevet mere utydelige og usikre i forhold til opdragelse end tidligere, og det gør det svært for børnene at stole på deres beslutninger. Omvendt giver forfatteren også meget brugbare anvisninger på, hvordan man som forældre skal engagere sig i børns digitale verden. Det kan ikke nytte noget, at man ikke aner en dyt om for eksempel Counterstrike, Fortnite, World of Warcraft eller Grand Theft Auto, hvis ens barn spiller det hele tiden. Som far eller mor kan du ikke ignorere noget, som dit barn bruger et anseeligt antal timer på. Du skal vide noget om det, så du kan forstå, hvad det går ud på, og hvilke frustrationer dit barn kommer ud for i spillene. Og så du kan følge med i, hvad barnet taler om.

Der er i bogen mange praktiske eksempler og konkrete råd, herunder hvilken skærmtid man bør acceptere i hvilken alder, og hvordan man tackler de uundgåelige konflikter, der opstår, når man som forældre tager upopulære beslutninger. Der er en klar modsætning mellem forfatterens tilgang til teknologien i familien og en række langt mere positive stemmer i den offentlige debat, der ønsker så meget teknologi og skærm som muligt i skolerne og mellem barnehænder. Dette berøres ikke i bogen, men er klart et emne, som det kunne være interessant at belyse. Undersøgelser tyder på, at indlæring via skærm er dårligere end via papir, og man kan have stor forståelse for de skoler, der samler mobiler sammen i starten af skolen, så lærere ikke skal konkurrere med for eksempel Messenger, Snapchat eller Instagram, når de skal undervise. Men som sagt, det kunne være et relevant emne at kaste sig over i bøger, der rakte ud over dem, der professionelt havde med børn og undervisning at gøre.

Det eneste, man kan klage over i bogen, er layoutet. Mange pointer er skrevet med hvid skrift på en lysebrun baggrund. Det er, selv med god belysning, utroligt svært at læse og giver en vældig dårlig læseoplevelse. Det kunne forlaget godt have gjort bedre. Men ud over det vil jeg anbefale alle forældre at læse bogen. Ikke at man altid behøver at være enig med forfatteren, men debatten og diskussionen er vigtig. Og tager man ikke stilling til tingene, så bliver resultatet nemt, at det er barnet, der tager føringen.