Her sætter vi den store scene op, siger Michael Bojesen og peger ud over pladsen foran Torvehallerne.
Københavns markedsplads danner en kulisse af økologisk overskud og specialiteter på glas, men der kommer også en sødlig dunst af sommervarme grøntsager akkompagneret af bramfrie stemmer fra håndværkere og grønthandlere.
Et sted for enhver. Og enhver er netop den målgruppe, Michael Bojesen gerne vil ramme, når Copenhagen Opera Festival for femte gang holdes i København fra den 28. juli til den 4. august i år.
Vi har en tendens til at putte alting i kasser. Operaen hører til i en kasse, mange har valgt at kalde finkulturel, elitær og eksklusiv, som kræver et forudgående kendskab. Men vi vil gerne bringe operaen ud til folket. Mere og mere til flere og flere, siger Michael Bojesen og slår gavmildt ud med armene.
52-årige Michael Bojesen, der har været dirigent for DR Pigekoret, initiativtager til Sangens År, vært ved Malko-dirigentkonkurrencen og dommer i DRs tv-program Maestro, overtog direktørrollen sidste efterår. Og siden festivalens åbning i 2009 er antallet af festivalens arrangementer, samarbejdspartnere og publikummer blevet stadig flere og flere.
Festivalens program består i år af 21 forskellige arrangementer, der bliver opført tilsammen 48 gange i løbet af ugen og spænder fra kongelig opera over fælles morgensang til internationale kunstnere i stjerneklasse. Ud over, at der under festivalen løbende er otte forskellige, gratis operaarrangementer foran Torvehallerne, bliver Menottis Gammeljomfruen og tyven for eksempel opført i Arbejdermuseets festsal.
Samme sted vil der også være operabingo med Keld og Hilda som værter. Her kan man vinde en opførelse af sin yndlingsarie eller en arie to go.
Jeg ønsker mangfoldighed i festivalen, hvilket dybest set går ud på at tage operaen ud af de velkendte rammer og putte den ind i nogle sammenhænge, vi ikke forventer. Dermed kan man få et andet perspektiv på opera. Hele byen vil emme af sang, og folk kan sågar selv træde op og synge på en scene hernede, siger Michael Bojesen og peger på pladsens lidt mere afsidesliggende krog.
LÆS OGSÅ:Amerikansk aften fra kyst til kyst i Koncert-huset
Michael Bojesen ønsker ikke at missionere, men at finde frem til nogle sjove koncepter, uden at der bliver slået knude på hverken arrangører eller arier i forsøget på at lave de mest spektakulære begivenheder, fortæller han.
Det er i virkeligheden lidt som diskussionen om, hvordan man får flere til at gå i kirke. Vi vælger at møde folk på gader og stræder uden at gå på kompromis med den kunstneriske integritet. Operafestivalen skulle gerne være et supplement, ikke en erstatning for de etablerede operahuse, vi allerede har. Ligesom man kan vælge at lave en ungdomsgudstjeneste med guitar, uden at det behøver at betyde, at der skal gå guitar i alle gudstjenester, siger han.
Men selvom Michael Bojesen afviser, at operakulturen nødvendigvis skal være for alle, står han alligevel ved, at den er sund for alle.
For med til den almene dannelse hører en bevidsthed om den kultur, vi er rundet af. Og den indbefatter blandt andet den klassiske musik, mener han.
Der ligger et rodnet under os, som vi skal gøres bevidste om. I takt med globaliseringen, hvor vi bombarderes med indtryk alle steder fra, er det endnu vigtigere at gøre sig klart, hvad det er, man står på, siger han og fortsætter:
Når vi har den bevidsthed, er vi også meget tryggere ved at åbne os for omverdenen, tror jeg. Når vi derimod er angste for det fremmede, bunder det i, at vi ikke er tilpas rodfæstede i vores egen bevidsthed om, hvem vi er som mennesker. Og den bevidsthed er klassisk musik og de danske sange en del af.
Michael Bojesen er selv vokset op i et hjem med klaver på arbejdernes ø, Amager.
Hjemmets første lp var tre klaversonater af Beethoven, men ellers var det mest De ringer, vi spiller, der blev lyttet til.
Jeg har altid haft en rod i den danske middelklassekultur, mens jeg har været og arbejdet inden for den klassiske musik. For det har altid irriteret mig, når noget blev for forudsigeligt og eksklusivt. Jeg kan ikke lide, når noget er ekskluderende, siger han.
Samtidig er er det en del af det at være menneske, at vi er opmærksomme på ikke kun at røre os fysisk, men også lade os berøre følelsesmæssigt, understreger Michael Bojesen. Og det kan vi blive af opera, hvor de store følelser som kærlighed, død, glæde og sorg er på spil.
Du ville aldrig i en bog bruge 20 sider på at udpensle en karakters død. Men det accepterer man i operaen. Og det er enormt fedt, siger han og griner selv lidt ad det paradoksale ved sit udsagn.
Jo, for vi har jo brug for den fordybelse. Vi har brug for, at tiden står stille. Alle i den vestlige kultur zapper rundt og får glimt af alt muligt. Vi får mange forskellige indtryk fra mange forskellige steder. Men operaens langsomme fortælleform giver os en ro, vi i den grad har brug for, siger Michael Bojesen.
Han husker selv, hvordan det var almindelig praksis at lade en gudstjeneste vare halvanden time, da han begyndte som kirkesanger i begyndelsen af 1980erne. I dag er der ingen institutioner, der tør lade en begivenhed strække sig over mere end en time, bemærker han.
Men jeg tror, vi vil se en modreaktion på det. Folk, der overhovedet ikke er religiøse, er begyndt at gå ad pilgrimsruten i Spanien i ugevis. Fordi de har brug for at finde ro og tid til eftertanke, siger han og fortsætter:
Jeg mener sådan set ikke, vi skal dvæle ved fortiden og bekymre os om fremtiden, men leve her og nu. Men vi har stadig brug for eftertanke, før vi pisker videre til nye udfordringer. Og inden for operaen, hvor man på en langsommelig måde kan være i et univers, der sætter følelserne i gang, får man rum til eftertanke. Derfor er min ambition fremadrettet mere og mere til flere og flere. For mig at se kan det slet ikke blive stort nok, siger han.