Opera hjælper Lotte Heise gennem dagen

Radioværten Lotte Heise blev født til lyden af Wagner, og siden har hun elsket opera, som hun også bruger som ”selvmedicinering”. De sidste år har hun også formidlet sin musiklidenskab gennem det populære operaprogram ”Bravo” på P2

Lotte Heise er vært på operaprogrammet ”Bravo”, hvor hun kun spiller den musik, som hun selv godt kan lide. Her er hun på jagt efter gode cd’er i DR’s diskotek.
Lotte Heise er vært på operaprogrammet ”Bravo”, hvor hun kun spiller den musik, som hun selv godt kan lide. Her er hun på jagt efter gode cd’er i DR’s diskotek. Foto: Leif Tuxen.

”Meget, meget godt!”, udbrød Lotte Heises mor for nylig fra sin kørestol under en operakoncert i Trinitatis Kirke, da en sopran lige havde sunget sig smukt gennem en svær arie. Sådan gjorde moderen også under en friluftskoncert med ”Cosi fan tutte” i sommers. For selvom hun efter en blodprop ikke længere kan klappe, kan hun heller ikke klappe i. Og slet ikke når hun hører noget, hun synes, er godt.

”Sådan er jeg også opdraget til at klappe, når en opera er god og råbe ’buh’, når den er skidt,” siger Lotte Heise, der også altid lader lytterne vide, hvad hun synes i det populære operaprogram ”Bravo”.

I radioprogrammet har hun bevidst sat sit taletempo ned, så alle kan følge med, men da vi mødes i DR Byen, snakker hun nærmest som en LP, der er sat på dobbelt hastighed, for hun både taler og tænker hurtigt, som det nogle lystigt kalder en ”180-pige”, der både har en højde og en IQ omkring 180.

Selv sørgede Lotte Heises ingeniørfar, der i øvrigt var med til at opfinde verdens første computer for Siemens i München, for at måle de fem børns intelligens, da de var små, og som den førstefødte levede lille Lotte op til faderens fulde tilfredshed ved at ligge på den pæne side af Mensa-grænsen. Men faderen var ikke kun til teknik og rationalitet, han havde også et svagt punkt for opera – især for Mahlers musik, og moderen og faderen mødtes faktisk til operafestivalen i Bayreuth, hvortil bryllupsrejsen også gik.

”Det kunne være skønt, hvis jeg også var lavet der, men det passer ikke helt med matematikken. Ellers skulle jeg være født efter 11 måneders graviditet. Til gengæld blev jeg nærmest født midt i Wagners ’Valkyrien’ – i en optagelse fra netop Bayreuth. For da min ingeniørfar nøgternt kunne se, at det var ved at være tid til, at jeg skulle fødes, udbrød min mor, at hun altså lige ville høre basbarytonen Hans Hotter synge færdig. Så det kan være, at det er derfor, at jeg er blevet så mærkelig,” griner Lotte Heise.

Senere blev forældrene skilt, mens Lotte Heise kom til at bo hos sin mor i Gadevang ved Hillerød nord for København, og selvom pengene var små for Lotte Heises mor, sørgede hun for, at børnene kom ofte i operaen, og det var også det eneste, der blev spillet derhjemme.

”Jeg troede slet ikke, at der var noget, der hed P3, da jeg voksede op. Jeg hørte kun opera og klassisk musik. Og fra jeg var helt lille, blev jeg taget med i Det Kongelige Teater, hvor man dengang kunne få billetter til 4-6 kroner, i det vi kaldte ’Knalderiet’. Jeg tror, at jeg var fem år, da jeg hørte Wagners ’Tristan og Isolde’ første gang. Jeg kedede mig ikke et sekund, for min mor havde forklaret mig handlingen som et eventyr. Sådan satte hun mig ind i alle de store værker, og jeg kedede mig i det hele taget aldrig, når vi var i operaen. Det var i de gyldne år, så jeg voksede op med alle tidens store operastjerner. Det var et eventyr.”

Skæbnen førte også Lotte Heise nærmere operaen, da familien flyttede til Frederiksberg, da hun var 12 år. For i samme opgang på Gammel Kongevej boede operastjernen Ib Hansen.

”For mig ville det svare til, at en teenagepige i dag var flyttet ind i samme opgang som Justin Bieber, for Ib Hansen var mit største idol, som jeg nok også var lidt forelsket i. Men vi blev venner, så han gav os ofte nogle af de gode billetter, men han hadede, hvis jeg for eksempel gjorde ham opmærksom på, at han ikke havde sunget godt i anden akt. For tidligt kunne jeg høre, når noget var godt eller skidt. Jeg ønskede mig også billetter til ’Ringen’ i Malmø i konfirmationsgave. Det ville jeg hellere have end en stor fest. Og der mødte jeg DR’s operaanmelder Hans Georg Lenz, som jeg gik i rette med, fordi jeg mente, han havde taget fejl i en anmeldelse, så han spurgte mig ud om alt muligt. Dengang var jeg 12 år gammel, og han kaldte mig ’hende den høje, tynde pige, der ved så meget’, da han havde min mor med i sit program, så det er jo sjovt, at jeg i dag selv laver radio om opera,” siger Lotte Heise, mens hun viser os rundt i DR’s musikalske skatkammer i diskoteket, hvor over en million cd’er og plader stadig står parate til at blive hevet ud fra de loftshøje reoler.

”Ad, heavy metal!”, udbryder hun, da fotografen vil have hende til at trække en tilfældig cd ud, men Lotte Heise kender flere operaindspilninger end de fleste, og derfor kan hun også fylde sit program med musik, hun elsker. Hvor formidlingen af den klassiske musik tidligere også var præget af vidende medarbejdere, har en lytter sagt, at hun har ført operaprogrammet fra videnskab til lidenskab, og tusindvis af danskere hører med hver uge, når hun fører danskerne ind i operaens verden.

”Jeg kan ikke køre bil, fordi jeg ikke har noget kørekort, så jeg møder hele tiden mennesker, og jeg får at vide mindst to gange om dagen, at folk elsker ’Bravo’. Og jeg bliver altid så glad, når jeg møder lyttere i Varde, Tarm, Rønne eller banegården i Middelfart, der altså bare lige vil fortælle, at de er glade for ’Bravo’.”

Det kan man også se på gulvet i det lille rum ved siden af musikredaktionen, som Lotte Heise kalder ”slikdepotet”, fordi det også er fyldt med operaplader. Her er der lige er ankommet to papkasser fyldt med operaplader fra en lytter, som syntes, at Lotte Heise skulle arve lytterens afdøde brors mange operaplader.

”Det er jo både sødt og skønt, og jeg er sikker på, at jeg kan finde nogle gode cd’er her til programmet. Kasserne kommer tydeligvis fra en passioneret samler. Men mange af de andre lyttere sætter aldrig deres ben i Det Kongelige Teater, men de kan mærke passionen gennem programmet. Og det er da fantastisk, hvis jeg på den måde kan være med til at åbne opera som genre for flere mennesker.”

Foto: Leif Tuxen

Hvad er det, der gør opera til noget særligt for dig selv?

”Der findes ikke nogen genre, hvor man bliver så overvældet som opera. Teater og ballet kan også være smukt, men i løbet af en operaforestilling kan jeg sommetider nå at græde fire gange. Opera taler direkte til følelserne, og man får derfor også mest ud af opera, hvis man lader sit intellekt blive hjemme i den forstand, at handlingerne jo tit er lidt søgte. Der er nogle, der elsker hinanden, og så er der en anden, der også elsker kvinden, og så går det galt. Men hvis man omfavner det, er der intet, der kan røre en som opera, hvor de bedste sangere kan have et lille element af gråd i stemmen. Det synes jeg ikke, at betontenoren Pavarotti havde. Han sang smukt, da han var ung, men hans senere koncerter rørte mig for eksempel ikke på samme måde, som når jeg har hørt ’Domingo’ eller gamle optagelser med Jussi Björling. Sådan afhænger det hele altid af udførelsen. Det behøver ikke være teknisk fejlfrit, men hvis det er sunget uden nerve og talent, rører det mig heller ikke.”

De seneste år har Lotte Heise også selvmedicineret sig med opera.

”Jeg har konstante smerter på grund af gigt, så hvis jeg for eksempel skal gå op til stationen, ved jeg, at det kommer til at føles som at gå på glasskår 1,8 kilometer. Det er jo ikke til at holde ud. Derfor plejer jeg at høre et Wagner-værk, hvor alle hornene blæser, fordi jeg så bliver så optaget af musikken, at jeg glemmer smerten. Sådan kan musik bruges til meget. Jeg gør også rent til musik og hører musik, når jeg er ked af noget, og når jeg rigtig skal koncentrere mig om noget, sætter jeg altid Bach på, for det er så matematisk rent skrevet, at det nærmest føles, som om at man nulstiller sig selv, når man lytter til det. Jeg elsker Bach, men Strauss kan man for eksempel ikke gå og høre i baggrunden. Det kræver al ens koncentration. Sådan er musik også meget forskellig. Ellers får man hjerneflimmer.”

Da moderen efter sin blodprop for nogle år siden boede en periode hjemme hos Lotte Heise, var musikken også med til at binde dem sammen, for kærligheden til operaen har de altid delt, selvom de for eksempel har hvert sit syn på Gud. ”Som barn blev jeg slæbt rundt i alle landets kirker, hvor hun fortalte mig, hvad kalkmalerierne betød. Hun troede bare ikke på Gud selv, men derfor måtte jeg jo gerne tro, hvad jeg gør. Det har jeg faktisk altid gjort. Og da min mor blev syg, syntes jeg også, at det var rimelig nice, at der var en Gud at snakke med. Jeg har et meget barnligt forhold til Gud, og jeg kan sige til ham: ’Jeg ved godt, at du har Syrien og alt det der, men hvis det kunne lade sig gøre, må du gerne lige kigge herover.’ Og de sidste to gange, hvor jeg har bedt på den måde, har det faktisk virket,” siger hun og lyser op i et smil.

”Jeg beder ikke til Gud hver dag, men jeg tror, at jeg tænker på ham hver dag. Når man hører morgenandagten på P2, er det jo også lidt svært ikke at komme til at tænke på Gud, men Gud gennemsyrer jo mange af de værker, jeg lytter til. Jeg elsker Bachs ’Matthæuspassionen’ og hans juleoratorium, og jeg elsker Händels ’Messias’. Mine tvillingedrenge hører også klassisk musik, og da de var mindre, var de ret glade for ’Messias’, men da det blev påske, satte jeg også ’Matthæuspassionen’ på, men da de var fem år, kom Christian hen og sagde: ’Mig og Joakim har talt sammen, og vi vil ikke høre det der, for det er hele tiden sørgeligt.’ For det er jo fuldstændig rigtigt, den er én lang klagesang. Det, syntes jeg, var fedt. Og sådan har mine drenge også deres smag. Nu er de jo voksne, men vi går stadig til koncerter sammen,” siger Lotte Heise og tilføjer, at familietraditionen med at sige sin ærlige mening om musik også er fortsat for sønnerne ind i voksenlivet.

”Forleden var jeg inde og se ’Frozen’ med min søn Joakim, der er totalt Disney-fan, men han syntes, at vi skulle gå i pausen, fordi det var på dansk, og argumenterede med, at det ville svare til, at vi skulle høre ’Ringen’ med dårlige sangere. Og sådan bliver jeg også irriteret, hvis sangere synger dårligt. De skal jo helst synge meget, meget godt.”