Prøv avisen
Opera

Opera på den gammeldags facon

4 stjerner
Askepot bliver sunget af den engelske sopran Victoria Simmonds. Foto: Eric Richmond/Polfoto

Den Jyske Operas forestilling i Sønderborg med Askepot må blive en succes på sin danmarksturné

Den sprudlende ouverture til Rossinis opera ”Askepot” blev spillet for åbent tæppe i fredags ved Den Jyske Operas premiere i Alsion i Sønderborg.

Allerede ved synet af scenebilledet fik man en forventning om at komme til at opleve en traditionel bel canto-iscenesættelse uden såkaldte opdateringer i form af elektronisk grej midt et Biedermeier-møblement eller hagekorssvingende nazister, der som følge af instruktørens fantasi havde forvildet sig tilbage til begyndelsen af 1800-tallet. Og konceptet blev holdt hele vejen igennem.

På den måde blev forestillingen i dobbelt forstand en rejse tilbage i tiden: dels til perioden i begyndelsen af 1800-tallet, hvor handlingen udspiller sig, dels til den operapraksis for nogle årtier siden, hvor iscenesætterne endnu havde betænkeligheder ved at tilsidesætte anvisninger fra komponist og librettist.

I modsætning til Grimms eventyr (for ikke at tale om den kære Disney-version) bor Rossini-Askepot sammen med sine to forfængelige og forfærdelige stedsøstre alene hos deres far, der lyder navnet Don Magnifico – men tanken om noget magnifikt ved skikkelsen bliver punk teret allerede, da han, fint fremstillet og sunget af den israelske bas Yuri Kissin, gør sin entré, sjoskende med en natpotte i hånden.

Han forfalder sjældent til de rene fjollerier – en risiko i mange Rossini-operaer – og det samme kan med føje siges om norske Christel Smith og danske Johanne Højlund som de to stedsøstre Clorinda og Tisbe. Den norske basbaryton Alexander Nohr gør i rollen som kammertjeneren Dandini glimrende fyldest både scenisk og vokalt, og i det hele taget er bundniveauet i forestillingen velgørende højt.

Men i centrum står naturligvis Askepot med dåbsnavnet Angelina (den lille engel), sunget af den engelske sopran Victoria Simmonds, og prinsen, sympatisk fremstillet af den uruguaisk-italienske tenor Leonardo Ferrando. Hun har sammenlignet med en sangstjerne som Cecilia Bartoli (Askepot er en af italienerens glansroller) en lidt anonym udstråling, men hendes karisma vokser i takt med prinsens utilslørede interesse for hende, og i slutningsscenen brillerer hun med et sandt vokalt festfyrværkeri, som det bestemt har været værd at vente på.

For væbne sig med tålmodighed skal man i denne opera, hvor Rossini spinder en meget lang ende over det populære eventyr, selvom han undervejs ofte accelererer i sin karakteristisk løbende stil.

Han komponerede operaen i slutningen af 1816 og var ikke alene inspireret af sit store idol Mozart, men lånte også lidt hos Beethoven – under uvejret i anden akt må han have skelet kraftigt til fjerdesatsen i Beethovens sjette symfoni.

Overordnet spiller også begrebet tilgivelse en stor rolle, akkurat som i Mozarts ”Figaros bryllup”, hvorfra Rossini også har lånt et godt tema.

Da Askepot til sidst får mulighed for at hævne sig på sine stedsøstre, synger hun: ”Tilgivelsen skal være min hævn.”

Skuespil og sang hænger godt sammen i denne iscenesættelse, som Oliver Platt og hans assistenter har stor ære af. Og foran scenen – der er ingen egentlig orkestergrav i Alsion – var Sønderjyllands Symfoniorkester i hopla, anført af den italienske dirigent Manlio Benzi.

Han kommer under turneen til at stå i spidsen for de øvrige landsdelsorkestre og vil formodentlig i lighed med denne anmelder sande, at Danmark er fint kørende på det punkt. Ligesom mange operainteresserede over det ganske land vil få en kærkommen mulighed for at nyde en traditionel iscenesættelse uden distraherende svinkeærinder.