Hvis man siger ”opera” og ”Lulu” i samme åndedrag, vil de fleste nok associere til Alban Bergs posthumt opførte værk fra 1935. Berg (1885-1935) døde desværre, inden han havde nået at færdigkomponere sin opera, og den endelige version så først dagens lys i 1979, takket være Pierre Boulez’ indsats. Det forhold, at der også eksisterer en dansk ”Lulu”, har inspireret Det Kongelige Teater til at slå et slag for Friedrich Kuhlaus klassiker fra 1824, der senest har været opført i 1838 (!), og det er en ganske anden sag end Bergs krasse historie.
Vi er tilbage i en eventyrverden i begyndelsen af guldalderen, men med operagenren i dag kan man jo aldrig vide. Forestillingens tyske iscenesætter, Christian von Götz, har i programmet selv erklæret, at det drejer sig om at ”lukke huller” – i dette tilfælde hullet mellem komponistens tid og vores egen. Publikum skal have en oplevelse af at gå i teatret, ikke besøge et museum, mener han.
Iscenesætteren har med ”Lulu” lukket huller i en grad, så han nærmest har dænget dem til. Det ene indfald afløser det andet i en hurtig strøm. Prins Lulu – ja, titelpersonen er en mand, om end med tydelige androgyne træk – og Sidi, den kvindelige hovedrolle, bliver hvirvlet ind i en række stunts og gags, hvoraf mange nok ville blive kasseret i en middelgod dansk provinsrevy. Videoprojektioner er særdeles anvendelige til den slags. Man kan lege med tid og rum og eksempelvis lade sorte og hvide edderkopper kravle til tops på Gamle Scenes berømte Akropolistæppe.
De udvalgte medlemmer af Det Kongelige Operakor har som den onde Dilfengs håndlangere fået frie tøjler i denne iscenesættelse. De kommer hoppende ind på scenen i en slags sækkevæddeløb, og de nyder åbenlyst at kyle maden rundt i rummet under bryllupsfesten i anden akt. De synger godt, indstuderet af korsyngemester Jakob Lorentzen, men er mildest talt knap så gode skuespillere. Nogle af sangernes vilde overspil helt fremme ved scenekanten viser endnu engang, at fjollerier og humor er to forskellige fænomener – ja, dårligt nok to sider af samme sag.
”Lulu” er en trylleopera, der i flere passager kan minde om Mozarts ”Tryllefløjten” (men ikke er på niveau hermed) og endda har lånt elementer fra den mere end 30 år ældre forgænger. Kuhlau var en eminent fløjtekomponist, og det kan høres. Der er i musikalsk henseende ikke så lidt at komme efter takket været Det Kongelige Kapels livfulde spil under Sébastien Roulands direktion.
Desuden kan man glæde sig over fine sanglige solopræstationer med sopranen Dénise Beck som aftenens største oplevelse i rollen som en indtagende og yderst velsyngende Sidi. Rutinerede og altid adrætte Gert Henning-Jensen gør det godt i titelpartiet, men giver den enkelte steder i for høj grad som hulketenor. Henning von Schulman er i sin fantastiske røde dragt meget iøjnefaldende på scenen, men er måske den sanger, der er hårdest ramt af forestillingens fjol. Synd og skam for Kuhlau. Det trofaste operapublikum er efterhånden vant til mosten og kan i det mindste glæde sig over, at operakunsten har mistet sin forudsigelighed.