Omkring årsskiftet 2004-2005 blev billetkontoret i Det Kongelige Teater på det nærmeste belejret.
De mest ihærdige operafans lå i telt for at sikre sig billet til den gallaforestilling, der den 15. januar 2005 skulle markere, at Danmark havde fået et nyt operahus af internationalt format og tilsnit.
Men bygningen var fra begyndelsen et omstridt projekt, og det er ingen hemmelighed, at der hurtigt opstod alvorlige gnidninger mellem arkitekten, Henning Larsen (1925-2013), og bygherren, Mærsk Mc Kinney Møller (1913-2012), der var den generøse giver.
De to ældre herrer så forskelligt på en række små og store spørgsmål, og hr. Møller var en mand, der i lighed med en anden berømt dansk bygherre (Christian IV) havde for vane at blande sig i selv de mindste detaljer.
Eksempelvis blev udformningen af de stole, operaens gæster skal sidde i flere timer ad gangen, underkastet grundige studier fra hr. Møllers side. En god stol er jo af afgørende betydning for at kunne overleve en af Richard Wagners maratonforestillinger.
Næsten fem år efter indvielsen af bygningen udgav Larsen bogen ”De skal sige tak!” (People'sPress, 2009), hvori han blandt mange andre ting harcelerede over, at bygherren havde ødelagt facaden mod Amalienborg, som ifølge Larsens planer skulle have været udformet i rent glas. Mærsk Mc-Kinney Møller, der ikke kunne døje glas, skal have ladet de involverede forstå, at Operaen var en gave - og ikke et gavekort, man kunne bruge efter forgodtbefindende - ligesom han havde insisteret på, at facaden skulle forsynes med de stållameller, der skulle få kritikere til at sammenligne fronten af bygningen med en brødrister. Den arkitekturkyndige journalist og superæstetiker Peter Olesen udtalte om Operaen, at den lignede ”en gravid papkasse med bowlerhat”.
Men det væsentlige er naturligvis, hvad der er foregået i rummet, hvad musikere, sangere og hele regissørholdet har formået at præstere i det forløbne tiår. Det Kongelige Kapel, der har status som verdens ældste orkester, er et fremragende ensemble at have siddende i orkestergraven, og Operaen råder desuden over en række fine solister og et glimrende kor.
Derfor har der været mange guldrandede oplevelser - eller udtrykt i anmelderjargon: fem- og seksstjernede forestillinger. Så mange gyldne stunder har været præsenteret i den omstridte bygning, at det kan synes urimeligt at fremhæve nogen opførelse på bekostning af andre.Men måske har den mest markante - og internationalt mest opsigtsvækkende - begivenhed været, da det i foråret 2006 lykkedes Kasper Holten at realisere sin drøm om en nyiscenesættelse af Wagners tetralogi ”Nibelungens Ring”.
Hans fantasifulde og grelle påfund vakte både beundring og skarp kritik, og han har i det hele taget i sin periode som operachef (2000-2011) stået som eksponent for det moderne ”opdaterende” opera-teater, hvor alle mulige påfund finder vej til scenen, og hvor man tilsyneladende ikke er bange for at slå en skævert eller to. Det har jaget en del af det traditionelle operapublikum væk. Da Holten i sommeren 2011 forlod Holmen for at drage til London og tiltræde stillingen som chef for Covent Garden, luftede Elisabeth Handberg, min kollega på N. Zahles Gymnasiekole og gennem et par generationer en passioneret operagænger, sin begejstring med ordene: ”Hurra, endelig får vi hævn over englændernes bombardement af København i 1807!”.
Men nu skriver vi 2015, og i morgen fejrer man jubilæet med en gallaforestilling, når Mozarts udødelige ”Tryllefløjten” går over scenen, instrueret af schweizeren Marco Arturo Marelli, der ifølge DKT har en ”særlig sans for at skabe medrivende og uforglemmelige sceneoplevelser”. Vi får se.
Det giver i hvert fald denne jubilæumsforestilling et særligt perspektiv, at det er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, der ved en særlig fondsdonation har muliggjort denne splinternye opsætning af ”Tryllefløjten”.