Prøv avisen
Bog

Opfindsom bog om keltisk kristendom

4 stjerner
Hvis Gunnar Iversens nye bog holder vand, så skal den tidlige danmarkshistorie skrives om. Forfatteren hævder nemlig i al frimodighed, at det slet ikke var Harald Blåtand, der gjorde danerne kristne. Foto: Henning Bagger

Forfatteren og dramatikeren Gunnar Iversen kortlægger den keltiske kristendom i 800-tallets Danmark på opfindsom vis

Ét er vist: Hvis Gunnar Iversens nye bog holder vand, så skal den tidlige danmarkshistorie skrives om. Forfatteren hævder nemlig i al frimodighed, at det slet ikke var Harald Blåtand, der gjorde danerne kristne. Ifølge Iversen var kristendommen nemlig en realitet hertillands, længe før Harald satte sig på kongetronen: ”Mange var kristne længe før Harald Blåtand, andre troede på de nordiske guder, og andre igen var, hvad religion angik, både-og.”

Og denne kristentro var kerneevangelisk, for katolicismen, som Harald Blåtand indførte, var slet ikke så rummelig som den allerede eksisterende keltiske frikirke, hvorfor Iversens uforsonlige dom lyder: ”Harald Blåtand ophævede religionsfriheden i Danmark.”

Afgørende for forståelsen af Iversens påstand er årene 870-890. På den tid regerede nemlig kong Godrum over både Jylland og en region i England, og forfatteren kan ikke forestille sig andet, end at Godrum må have gjort sit kristne sindelag gældende og påvirket sine omgivelser derved. Iversen indrømmer selv, at det meste af bogen bygger på gisninger.

Kilder til belysning af slutningen af 800-tallet og begyndelsen af 900-tallet eksisterer stort set ikke.

Derimod kender vi en række folkesagn, som måske vidner om en tidlig keltisk-kristen missionsvirksomhed i Jylland. For Iversens egen hittepåsomhed fejler ikke noget, når det gælder om at favorisere det keltiske spor. I et sagn bliver der omtalt nogle ”røvere”, som Iversen mener i virkeligheden er irske munke, hvilket han har en forrygende forklaring på: ”Det skulle såmænd ikke undre mig, om de har kaldt sig selv for røvere. Thi som skrevet står: Den, som ydmyger sig, skal ophøjes. Og hvem var det, der fik den ophøjede ære at dø side om side med Jesus på korset? Røverne!”.

Sådan går det over stok og sten i denne komprimerede bog, hvor forfatteren allerede i forordet advarer mod at læse bogen i ét stræk på grund af de mange stednavne. Men det er dog også stednavnene og Iversens utrættelige botanisering i deres mulige keltiske oprindelse, der gør bogen interessant for læsere i blandt andet Thy, Thyholm og Mors.

For med sin keltiske ordbog i hånden går Iversen i gang med at løse nogle af de gåder, som sysselsætter forskere og folk den dag i dag.

Mon ikke mange kirkegængere har undret sig, når de passerer den ejendommelige sten i våbenhuset i Klim Kirke? I kapitlet ”Klimgåden” hævder Iversen, at stenen engang har rummet liget af Columcille (521-597), der som irsk missionær kristnede Skotland. Stenkisten befandt sig oprindeligt på den skotske ø Iona, men en dansk kongesøn ved navn Manderus skulle i 800-tallet have fragtet den til Danmark.

Og så omtaler Iversen i samme kapitel minsandten også Loch Ness-uhyret!

Så det er en vidtløftig bog, menogså en løfterig bog i den forstand, at den fremdrager nyt stof og belyser gammelt under nye vinkler. Bogen har et polemisk og teologisk ærinde, som Iversen trækker op i forbindelse med en pavelig formaning fra middelalderen, ifølge hvilken den kristne skulle dyrke Skaberen og ikke skabningen: ”Her har vi lige præcis forskellen på katolikkerne og så de keltiske kristne, for hvem det skabte, al naturen, var lige så hellig som Skaberen.

Hans guddommelighed var for dem i alt det, han havde skabt.” De keltiske kristne var altså en slags ”grøn kirke”, før den blev en trend. Man skal dog heller ikke se bort fra, at hvis forfatteren kan give fortællingen om den keltiske kristendom en ekstra trykseksten, gør han det med fornøjelse. Iversen udspartler de gamle stenmonumenter med sine historier, så det undertiden kan være svært at se, hvad der er bag facaden, og om beretningerne holder stik.

Men begavet tøjeri er bogen under alle omstændigheder.