Prøv avisen

Opgør med brødrene Brandes

"Den store tid. Aftenlandet" er Michael Larsens første historiske roman. (Foto: Scanpix)

Bøger: Michael Larsens nye roman er et politisk opgør med brødrene Brandes og 1870'ernes kulturkamp

Med sin nye roman "Den store tid. Aftenlandet" har Michael Larsen forladt thriller-genren. En genre, han har vist, han mestrer til ug med kryds og slange, men hans nyeste bog er en historisk roman – Larsens første af slagsen – om kulturkamp, selvhævdelse og magtbegær i 1870'ernes København.

Det begynder på en gård i Nordsjælland. Her går romanens hovedperson, den 19-årige Lars Mikkelsen, omkring i landlige omgivelser og drømmer om at blive digter. Efter en række sammenstød med sin tyranniske far bryder den unge Lars med barndomshjemmet og drager til København for at realisere sine skrivedrømme. I rejsebagagen medbringer han første del af romanen "Mordet på kong Godfred", der skal være den håbefulde forfatterspires adgangsbillet til de bonede gulve i storbyens litterære etablissement.

Men så nemt skal han nu ikke have det, den gode Lars Mikkelsen. Det bliver klart, da han senere tager en dyb indånding og sender det færdige manuskript til tidens litterære bannerfører, doktor Nathan Cohen Adler (læs: doktor Georg Cohen Brandes) og får det retur med ordene: "De bør ikke spilde Deres tid på sligt, jeg forstår mig derpå og kan uden tvivl sige Dem, at der ikke er noget talent i de linier, De har fremsendt". Og det til trods for, at Lars Mikkelsen kan se, at forseglingen på manuskriptet ikke har været brudt, og doktor Adler således slet ikke har læst det.

Så er vi fremme ved noget, der ligner romanens hovedærinde: et opgør med brødrene Brandes. Lars Mikkelsen bliver rasende og kastes ud i en sindsoprivende kamp mod en selvhøjtidelig og magtsyg kulturelite, og Michael Larsen står brask og bram med sin forsmåede forfatteraspirant og indleder et frontal angreb på doktor Adler og hans medsammensvorne. Georg Brandes omtales blandt andet som en "lille, latterlig jøde med sine bulldogrynker og hjelmen af hår". Og hans hovedværk "Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur" er, ifølge Michael Larsen, "Den rene agitation. Der hvor man forventede en kritisk og æstetisk tilgang til litteraturen, fik man en tendentiøs behandling af franske forfattere og politisk betonet mishandling af den danske litteraturskat".

Lars Mikkelsen bliver godt og grundigt klemt i 1870'ernes verserende kulturkamp mellem de radikale og de nationalliberale. Ligesom brødrene Brandes bliver godt og grundigt klemt mellem ordene i Larsens roman.

Nu kan man jo være mere eller mindre enig i Michael Larsens syn på brødrene Brandes som storskrydende, selvpromoverende og magtbegærlige mennesker, der hærgede rundt i det litterære landskab.

Der er ingen tvivl om, at både Edvard og Georg Brandes var i besiddelse af et enormt ego, der ikke levnede megen plads til de mennesker, de omgav sig med. Der er heller ingen tvivl om, at Georg Brandes gjorde mange af sine store værker til små eksistentielle projekter med sig selv i en altoverskyggende hovedrolle. Men at skære Brandes og hans ideer ned til en "politisk betonet mishandling af den danske litteraturskat", er efter min mening helt galt.

Kravet om realistisk og problemorienteret litteratur, som Brandes indvarslede med sin berømte forelæsning i 1871, var i høj grad et tiltrængt løft til den romantisk prægede litteratur i det nordvestlige hjørne af Europa, der for længst var gået død i ranker og roser, ensomhed og vemod. Hér trådte Brandes i karakter og gjorde en forskel i dansk litteratur.

Hvordan fortælletrådene i øvrigt samles i Michael Larsens på mange måder spændende og anbefalelsesværdige roman, må vi have til gode i anden del af "Den store tid", som efter planen udkommer til næste efterår. Det skal blive interessant at se, om Lars Mikkelsen for alvor får realiseret sine digterdrømme og kommer helskindet ud af kulturkampen, og om opgøret med brødrene Brandes tilspidses yderligere.

Michael Larsen: Den store tid. Aftenlandet. Roman. 399 sider. 299 kr. People's Press.

kultur@kristeligt-dagblad.dk