Opgør med national kristendom

Akademisk anlagt bog om kirken i en multireligiøs periode

Kejser Konstantins dåb, der indvarslede "den konstantinske periode".
Kejser Konstantins dåb, der indvarslede "den konstantinske periode". Foto: Wikimedia Commons.

Omslaget på antologien ”National kristendom til debat” viser en buste af kejser Konstantin den Store. Da kejseren med Milano-ediktet i 313 legaliserede kristendommen, fik Europa et fælles grundlag. Det var begyndelsen på den ”konstantinske” epoke. Forfatterne til denne bog mener, at vi nu er på vej ind i en post-konstantisk tidsalder, fordi kristendommen ikke længere er den selvfølgelige ånds-magt for et Vesten i forandring.

Den norske dr.theol. Oskar Skarsaune begræder ikke udviklingen. Han håber i stedet, at det multireligiøse samfund vil grundfæste en ganske anderledes måde at være kirke på: ”Jeg tror, at en efter-konstantinsk kirke i et efter-konstantinsk samfund - læs: et religionspluralistisk samfund - vil have en unik mulighed for at finde tilbage til den form for kirke nedefra, som kirken var i sine tre første århundreder”.Hvordan vilkårene var for oldkirken, redegør den århusianske kirkehistoriker Jacob Engberg for. Her fremhæver Engberg det som en gevinst, at kirken kunne ”udvikle en martyrideologi og forsvare sig ideologisk” mod den romerske statsmagt. Jeg må tilstå, at det skærer mig i ørene, når en teolog omtaler kristendommen som en ideologi og antyder, at de kristne, der trodsede romerstatsmagten og betalte prisen for det, måske gjorde det af taktiske årsager.

Skarsaune er i øvrigt ikke bekymret for, at vi får tilstande, hvor den kristne martyrdød igen kan blive aktuel. Det bliver kirken bare stærkere af, understreger doktoren og peger på, at selvom kristne i Kina er blevet forfulgte, har det jo kun styrket kirken. På de præmisser kunne man selvfølgelig også argumentere for, at Danmark bør skrotte forsvaret, idet en besættelse af Danmark nok bare vil betyde, at vi igen får en tapper modstandsbevægelse.

Bogens redaktør, lektor på Menighedsfakultet Jeppe Bach Nikolajsen konkluderer i alt fald, at når der kommer kirkeligt selvstyre, vil det resultere i ”en revitalisering af kirken i den vestlige verden”. Og Nikolajsens kollega ved Menighedsfakultetet, Asger Christian Højlund, supplerer: ”Sikringen af kristen tro og etik må kirken virkelig selv tage ansvaret for.”

Udlagt meget forenklet vil forfatterne derfor nedlægge folkekirken med henblik på at frembringe en mere autentisk kirke. Nogen folkelig kirke bliver det dog næppe. Det er bogen heller ikke. Den henvender sig til et akademisk publikum. Citater på tysk og engelsk er ikke oversatte, og bogen er tætpakket med noter.

Forfatterne argumenterer både i historisk og aktuelt perspektiv for deres synspunkter. Det gør de for det meste nøgternt og altid grundigt, men efter endt læsning må man konstatere, at bogens titel lige så vel kunne have været ”Opgør med national kristendom”. Det er en totalt omkalfatring af de nuværende kirkelige forhold, bogen advokerer for, og her melder titlen på en bog af Martin Hall sig til eftertanke: ”Genopbyggelsen er større end selve skabelsen”.

kultur@k.dk