Han er medstifter af Sheriffen, en workshopbaseret teaterkrig mod forudsigeligt teater og anderledes fortællinger. Og uforudsigeligheden er afgjort et karakteristikum ved dramatikeren Christian Lollike. Han har omskrevet Schillers klassiker "Kabale og kærlighed", han har skrevet et kærlighedsdrama, der foregår på et plejehjem og senest en morsom og holdningsfyldt fortælling om Afrika opkaldt efter et gammelt brætspil, "Afrikas stjerne".
Men med hans kommende "Dom over skrig" er Christian Lollike efter fleres mening gået for langt i sin uforudsigelighed. Stykket handler om en gruppevoldtægt, og da Lollike i en pressemeddelelse udtalte, at han med emnet "forsøger at beskrive vores iboende destruktivitet", og at det er en situation, "alle mænd potentielt kan havne" i, rullede lavinen fra Christiansborg. Dansk Folkepartis kulturordfører Louise Frevert ville have kulturministeren til at fratage Teatret Katapult, hvor stykket skal spilles, deres statsstøtte.
- Hvor gode er vi? Tjaa, se på torturbillederne fra Irak. Det er søde, pæne, almindelige mennesker fra almindelige hjem, hvis moral ændres, fordi de er i en situation, hvor en anden moral er tilladt.
- Der er ikke nogen fundamental godhed. Alle kan derfor potentielt begå voldtægt. Den menneskelige godhed er kontekstbestemt, siger Christian Lollike. Drengene, der voldtager og pigen, der er ofret, er i hans stykke ret almindelige unge mennesker, der kommer i en situation, de pludselig ikke kan styre.
I stykket bruger Christian Lollike et citat af den franske tænker G. Bataille "Er magtens paradis ikke det eneste, vi har tilbage af et jordisk paradis".
- Citatet handler om den fornøjelse, der er ved at beherske et andet menneske. Og her kan jeg jo igen gøre opmærksom på billederne fra Abu Ghraib. Soldaterne har det da herligt, imens de udøver toturen. Der er jo ikke noget bedre end at føle magt og endelig få lov til at bryde alle de regler, der findes for såkaldt normal opførsel. Man bliver høj af at udøve fysisk og psykisk magt. Og samvittigheden er jo blot en konstruktion, som man kan gøre sig fri af. Eller få nogle overordnede til at gøre sig fri af. Det er nogenlunde de samme mekanismer, der sker i skuret under voldtægten i "Dom over skrig". Handlingerne bliver retfærdiggjort.
Og da voldtægten er sket, er der da også primært ét spørgsmål, der trænger sig på hos ofret: synes kæresten stadig hendes bryster er pæne? Hendes krop er hendes magt.
- Hvor kloge vi end synes vi er, så er det stadig kroppen, det handler om. Især for kvinder. Det er hele tiden den, de bliver bedømt på. Både porno og reklame fortæller os gang på gang, at vi ikke er gode nok, at vi skal tabe os, spise anderledes, have større bryster, smallere talje. For det at være sexet er altafgørende - for dine muligheder for at blive lykkelig. Det er den ideologi, vi dyrker i vores samfund, mener Christian Lollike.
Og den i disse år så omdiskuterede pornoficering af det offentlige rum spiller også en rolle i stykket.
- Rent faktisk tror jeg, at pornoen kan have forebyggende potentialer og tage trykket ud af potentielle overgreb. Omvendt tror jeg ikke ligefrem, at pornoen - som den gennerelt tager sig ud - gavner kvindesagen. Den viser jo med al tydelighed, at det er kvindens job at tilfredsstille manden og spiller på en fantasi om, at kvinder i virkeligheden gerne vil underkaste sig mandens herredømme. Det tror jeg faktisk også, at mange kvinder er villige til, at det ligger dybt i deres natur. Men det betyder jo ikke, at deres natur ikke kan være anderledes, siger Christian Lollike.
$SUBT_ON$Politisk teater for alvor
Men hvorfor overhovedet lave teater om gruppevoldtægt? Hvad er det, kunsten kan stille op her, som en dokumentarfilm eller nyhedsudsendelser ikke kan behandle meget bedre?
- Jeg holder meget af dokumentargenren - og synes den kan utrolig meget. Men jeg mener, at jeg som kunstner er bedre til at sætte ord på følelser og fornemmelser end ofre og udøvere. Grusomheder er svære at beskrive i andet end klicheer - det er der, at sproget blotter sin begrænsning.
Christian Lollike bruger dokumentariske greb i stykket, men selv om "Dom over skrig" tager udgangspunkt i en konkret virkelighed, er det som et afsæt til at beskrive indre tilstande. For realist er Lollike bestemt ikke. I dramaet spiller personerne flere roller, tidsfornemmelsen er opløst, og dommeren bliver under retssagen nærmest hjemsøgt af en kvinde. Christian Lollike har således med "Dom over skrig" virkelig lavet politisk teater. I sit emnevalg, i sin synsvinkel - og helt konkret. For det er sjældent, at en teaterforestilling ligefrem kommer op i Folketingets spørgetid. For Christian Lollike handler politisk teater primært om at angribe alle former for selvgodhed. Det er i sig selv en slags kritik af klassisk politisk teater.
- De såkaldte politiske forestillinger har det med at bekræfte de venstreorienterede i, at de er gode mennesker, og de højreorienterede er nogle egoistiske svin. Jeg forsøger hele tiden at skifte moralsk og politisk strategi i mine stykker og på den måde nedbryde en fastlåst forestilling om, hvordan verden hænger sammen, siger Christian Lollike.
Til foråret hedder hans radikale teaterprojekt "The Re-Mohammed-ty Show", som blandt andet kommer til at handle om "den iboende fryd, mange følte den 11. september 2002, da World Trade Center styrtede i grus". Men inden da er der i december premiere på Aarhus Teater på en forestilling om kommercialiseringen af kunsten. Det hedder "Faust og reklamekabareten - til dig, der tror teater gør en forskel".
Christian Lollike
Christian Lollike er uddannet fra Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater 1998-2001 og debuterede med stykket "Gensyn i Branau" på Århus Teater. I 2002 omskrev han Schillers klassiker "Kabale og kærlighed" til stykket "Operation Luise og Ferdinand", hvilket indstillede ham til en Reumertnominering som Årets Dramatiker. Senest er det blevet til dramaet "Undskyld gamle, hvor finder jeg tiden, kærligheden og den galskab, der smitter" på Odense Teater, "Afrikas stjerne" på Bådteatret i foråret og nu altså "Dom over skrig", der har premiere på Katapult i Århus 25. august og siden spiller på Café Teatret i København.
Dom over skrig
Sagen om "Dom over skrig" startede i marts i år, da det århusianske teater Katapult udsendte en pressemeddelelse om stykket, hvor dramatikeren Christian Lollike udtalte, at han ville "undersøge hvilke kræfter der udløser en gruppevoldtægt. Antagelsen er, at det er en situation, alle mænd potentielt kan havne i". Det fik i Folketingets spørgetid Dansk Folkepartis kulturordfører Louise Frevert til at spørge kulturministeren, om Katapult fik statsstøtte. Frevert fandt det urimeligt, at et teater for det offentliges penge kunne sætte et stykke op om mennesker med så "sygelige tilbøjeligheder". Katapult fik først statsstøtte i starten af juni, 300.000 fra Provinspuljen. Kort efter spurgte Louise Frevert Brian Mikkelsen om bevæggrundene for denne støtte. Kulturministeren svarede, at pengene var givet "til etablering af udviklingscenter for skabelse af ny dansk dramatik" og fastslog, at ministeriet ikke ville "blande sig i indholdet af stykker, der indgår i teatrets dramaturgiske udviklingsarbejde", og lukkede dermed sagen. Akterne kan følges på www.katapult.dk. "Dom over skrig" har premiere i aften på teater Katapult i Århus.