Ytringsfriheden er under pres fra religiøse hardlinere. Og presset bliver stadig tungere. Det konkluderer professor Frederik Stjernfelt, der sammen med sin forfatterkollega Jens-Martin Eriksen i bogen Adskillelsens politik udstiller den krænkelseskultur, som de mener, at religionerne har haft held med at udbrede i stigende grad.
Dødstruslen fra islamister mod forfatteren Salman Rushdie på grund af hans roman De sataniske vers for 20 år siden burde det omgivende samfund have opfattet som en advarselsgongong, som indledte et gigantisk pres mod ytringsfriheden. For det var reelt, hvad det var, mener Frederik Stjernfelt.
Siden Salman Rushdie-sagen har der dannet sig en hel krænkelseskultur, som er taget til i styrke og omfang, og krænkelseskulturen er sprunget fra islam til andre trosretninger, siger han.
I kronologisk rækkefølge opstiller forfatterne afgørende episoder i krænkelseskulturen. I et 70-siders appendiks bagest i bogen er nævnt alt fra truslerne mod Jyllands-Postens tegnere til en polsk kunstner, som i 2003 idømmes en bøde og seks måneders udrejseforbud for at udstille et værk med et foto af en penis på et kors.
Når man ser på eksemplerne, er der ingen tvivl om, at det er den hårde islamisme, som fører an i krænkelseskulturen, men der er heller ingen tvivl om, at kulturen er ved at brede sig. Den har inspireret hardlinere inden for andre religioner både inden for kristendom og hinduisme. Sikhere er nu også med på vognen og klar til at føle sig krænket på given foranledning, siger Frederik Stjernfelt.
Krænkelseskulturen er blomstret op, fordi kultur er blevet tillagt en alt for stor betydning som forklaring på alverdens problemer, lyder de to forfatteres pointe. Stjernfelt konstaterer, at visse politikere fra både Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Socialdemokraterne har begået den fejl, at de har tillagt forestillingen om et multikulturelt samfund så stor vægt, at de har lullet sig selv ind i det, forfatterne af bogen kalder en hård multikulturalisme.
Den er de eksponent for, når de siger, at kulturer har krav på at leve videre fuldstændigt uændret og uden hensyn til de andre grupper og enkeltpersoner, som også er i samfundet, siger Frederik Stjernfelt.
Ser det bedre ud på den anden politiske fløj?
Nej, her er problemet præcis det samme. Også her trives et overgribende, determinerende kulturbegreb, som man kan kalde kulturnationalisme. Det er, for eksempel, når man hævder, at danskheden udgør den kulturelle ramme, som alle danske statsborgere skal dele for at sikre sammenhængskraften. Det morsomme er, at kulturalismen er ens på begge fløje. De har en idé om, at kulturen går forud for og bestemmer individerne, som derfor må bøje sig for deres kultur.
Regeringen og Dansk Folkeparti har markedsført ytringsfrihed som en dansk værdi. Hvad er der galt i det?
Det er en galopperende historieforfalskning, fordi ytringsfriheden jo er et stykke internationalt importgods. Det er en størrelse, som er udviklet under stort besvær i løbet af 1600- og 1700-tallet i Holland, England, Skotland, Frankrig og USA, og som vi her først endegyldigt har implementeret i Danmark med Junigrundloven efter stor kamp mod kirken og enevælden. At sige, at ytringsfrihed er en dansk værdi som noget, Gorm den Gamle har opfundet, det er altså ikke rigtigt.
Som oplysningsforkæmpere slår I selv et slag for ytringsfriheden ved at bringe eksempler på karikaturer, der krænker religion. Men en tegning, som Politiken bragte kort før Jyllands-Postens Muhammed-tegning, undlod I at bringe. Hvordan ser den ud?
Det er Wulffmorgenthalers karikatur af Muhammed, der spiller på talemåden Vil bjerget ikke komme til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget. Tegningen hedder, Hvis Muhammed og bjerget havde haft deres problemer i dag. Den viser profeten og bjerget i parterapi, hvor der sidder en parterapeut mellem dem og siger henvendt til bjerget: Hvorfor vil du ikke komme til ham? Vil det betyde noget, hvis han i stedet kommer til dig? Vil det forbedre dit selvværd?
Hvorfor bragte I den ikke?
Politikens tegner, Anders Morgenthaler, sagde ligeud, at han var bange for sin families sikkerhed og nægtede os copyright til tegningen. Så det er et eklatant eksempel på selvcensur fra tegnerens side. Jeg synes ikke, at det er så mærkeligt, og jeg kritiserer dem ikke for det. For det var noget, der skete i sommer, mens vi arbejdede på bogen, og dermed skete det, efter at attentatplanerne mod Jyllands-Postens tegner var afsløret. Så man kan sådan set ikke sige noget til, at han var bange.
Hvad havde du selv gjort?
Det ved jeg ikke. Jeg håber, at jeg havde ladet den trykke, men jeg er ikke sikker på det. Det er altid lidt svært at vide, hvad man havde gjort, hvis man var i en anden situation. Jeg vil i hvert fald sige, at jeg kritiserer ham ikke for det. Jeg konstaterer bare, at presset mod ytringsfriheden er der.
Du er bekymret for det pres, som religiøse hardlinere lægger på ytringsfriheden men omvendt vil du ikke kritisere Morgenthaler, når han lader sig kue af præcis samme pres og censurerer sig selv. Hvordan hænger det sammen?
Det er jo ikke folks egen skyld, at de er bange. Problemet er, at der er et pres, for eksempel i form af dødstrusler. Derfor er det presset, man skal kritisere, snarere end at det er de bange personer, som man skal kritisere.
Men hvordan kritiserer man et pres, og hvordan får man det svækket?
Vi gør opmærksom på problemet og forsøger at argumentere mod folks accept af krænkelseskulturen. Det er vores ydmyge bidrag i form af denne bog.