Et hovedværk i Ida Jessens forfatterskab er den såkaldte Hvium-trilogi med romanerne ”Den der lyver” (2001), ”Det første jeg tænker på” (2006) og ”Børnene” (2009).
Bøgerne var specielle ved ikke at have nogen gennemgående hovedpersoner. Det var den lille, fiktive by Hvium ved Limfjorden, der bandt de tre bøger sammen. Og så nogle få bipersoner. Et samlende motiv var ”en fremmed kommer til byen”, og han eller hun skal så prøve at begå sig i det lille samfund, hvor alle kender alle, og alle er henvist til hinanden på godt og sandelig også på ondt.
Det går ikke stille for sig i de tre romaner, som man bør se at få læst, hvis man er så heldig endnu at have dem til gode.
Ikke den nemmeste trilogi at lave en fortsættelse på her 10-15 år efter, men det har Ida Jessen ikke desto mindre gjort med den lille roman ”Telefon”, der udkommer i dag. Og hun har gjort det på overrumplende vis, for ”Telefon” er en helt anden slags roman. Vi er så langt fra Hvium, som man næsten kan komme i Danmark, tæt på Rådhuspladsen i København. Og så er bogen bygget op omkring telefonsamtaler mellem mennesker, der er anonyme for hinanden. Altså det diametralt modsatte af det fortættede sociale rum i Hvium.
Der bygges meget langsomt op. Vi ved dog fra første linje, at en af de frivillige, der arbejder på telefontjenesten øverst oppe i en ejendom i en sidegade til Rådhuspladsen, er Lisa, der i sin tid var præst i Hvium og mistede sin dreng, Gustav, til en flugtbilist i ”Det første jeg tænker på”.
Mellem samtalerne, og når Lisa går en tur, får vi en fornemmelse af hendes (familie)liv i dag, 15 år efter tragedien. Hun og hendes mand Frederik blev sammen; de har fået en efternøler, datteren Dafne, og på den måde en ny tid sammen. Lisa er dog bekymret for den voksne datter, Marie, der i sin barndom stod i skyggen af Gustav og havde et handicap, der blev overset. Hun lever et vildt liv og drikker for meget i perioder.
Lisa er kun 51 år, men hun virker ældre. Hun har noget stilfærdigt og resigneret over sig i forhold til den emsige, idealistiske og hyperaktive Lisa, vi lærte at kende i den gamle roman. Hun stod midt i livet, følte sig hjemme i det og stillede store krav til både sig selv og andre. Tragedien slog hende selvfølgelig ud, men hun kæmpede sig trodsigt og næsten skræmmende tilbage. Hun ville ikke bare finde flugtbilisten, men også tilgive vedkommende og få alle bragt videre.
Den Lisa er helt væk. Hun skjuler sin skrøbelighed under en maske af ro, og i en rørende scene, hvor hun og Marie mødes og snakker på en café, viser det sig, hvor lidt der skal til (en tatovering!), for at Marie kan gøre sin mor bange.
Ida Jessen afdækker i en enkelt lille samtale den storm af følelser, der kan ligge under samværet mellem forældre og deres voksne børn.
Som frivillig taler Lisa i telefon med ensomme, udsatte, forvildede og fortabte sjæle. Bogen giver os en del af disse samtaler, der virker fint tilvirket og ”aflyttet”.
Den frivillige må udvise nænsomhed og omsorg, og i den anden ende af linjen vil man brokke sig, bede Fadervor, skælde ud, rable, være sjofel, true med selvmord. Det er virkelig den svære samtale. Det kan både være svært at holde den gående og at få den afsluttet på rimelig vis. Den frivillige må ikke give for meget af sig selv eller gå for dybt ind i tingene og slet ikke være formynderisk, men samtidig skal man jo være til stede, lytte i egentlig forstand, spørge ind og så videre. Lisa balancerer ofte på en knivsæg.
Ida Jessen undersøger detaljeret og nysgerrigt den særlige lille-verden omkring telefontjenesten. De forskellige rum, der hedder ting som Potten, Panden og Musestuen, de forskellige kolleger, hvoraf nogle er ret anonyme, og så er der Guggi, som Lisa i hvert fald ikke bryder sig om. Og så er det vigtigt at holde pause, alle skal have deres pause.
I lang tid tror læseren ikke, at vi for alvor kommer tilbage til det, der skete dengang i Hvium. Lisa taler flere gange i løbet af aftenen med en meget excentrisk kvinde, der lever på kanten af samfundet og det normale liv.
Man ville kalde hende en ”katte-dame”, hvis det ikke var, fordi hun har alle mulige dyr boende hos sig. På et tidspunkt nævner denne kvinde tilfældigt Hvium, og senere kommer hun med andre oplysninger, der uventet for Lisa – for denne kvinde synes så anderledes end den unge pige, hun kendte engang – afslører, at det er et menneske fra hendes egen fortid (og den mest gennemgående person i Hvium-trilogien), hun har fået i telefonen. Dette menneske kan også give hende afgørende oplysninger om påkørslen af Gustav.
Fortiden rejser sig i al sin vælde, og kan Lisa klare det? Det er jo kun et efterskælv fra dengang, siger Frederik beroligende i telefonen fra USA, hvor han er på rejse. Men Lisa taler videre med stemmen fra fortiden, blandt andet om sin egen skyld i det, der skete dengang, og hendes fortvivlede forsøg på at håndtere det ubærlige.
Og det bliver til ord, der forløser. Denne gang, for Lisa brugte også ord i tiden lige efter det forfærdelige, hun talte og talte og talte, men hun var oppe imod en mur i både sig selv og andre. Nu er hun et sted i livet, hvor hun også kan lytte, og meget længere rækker kræfterne ikke, men det er også godt nok. De får talt ud, og hvor den store filosof Ludwig Wittgenstein sagde, at ”det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”, konkluderer Lisa (og Ida Jessen) omvendt i romanens sidste ord, at ”det, man ikke kan tie om, om det må man tale”.
”Telefon” flytter ikke kun en dramatisk historie fra fortiden ind i et for historien meget fremmed miljø i nutiden. Romanen handler også om de største ting: livet, tiden, verden. Der er små passager, der blander poetisk skønhed med filosofisk dybde. En samtale eller en monolog kan brat løfte sig til en lille åbenbaring. Der er kommentarer til flygtningekrisen og de hjemløse, der ligger på fortovene omkring Rådhuspladsen.
Lisa føler, at verden er blevet tippet, den hælder nu til hendes side, og hendes plads i den føles ikke længere bekvem. Det gælder også i forhold til alder: De gamle begynder at lukke ned, de ved, at deres plads i verden snart vil blive besat af en anden, og at pladsen og verden betyder mere end dem. Men samtidig lægger tidens blidhed sig over den voldsomhed, der var over livet, da man var ung, og Lisa ser tilværelsens under, kærlighedens anstrengelse, i den mørke storby, da hun til sidst kører hjem i en taxa med en chauffør, der heldigvis ikke vil snakke.
Jeg skal ikke kunne sige, hvordan ”Telefon” vil virke på de læsere, der ikke har haft deres gang i Hvium, men har man det, er det stærk og bevægende læsning.
Ida Jessen har tidligere dyrket ikke mindst kvindelige hovedpersoner, der rev og flåede i verden, i tilværelsen; de ville ind til kernen, de ville ikke lade sig nøje. Og de kunne let komme til at gøre skade på både sig selv og andre.
Hun synes med alderen at have fået en vis distance til denne figur, der også kunne være et udmattende bekendtskab. Men den trodsige og kamplystne vilje er der stadigvæk. Nu er den blot flyttet renere over i værket som sådan. Tidens og tilværelsens mysterier skal ikke vide sig sikre for den forfatter, der har skrevet ”Telefon”. Hun vil ind til dem, rive og flå, springe mod det umulige.