Opløftende nedtur i livets luftballon

Den lille essaysamling ”Vejen op, vejen ned” er en perle i Julian Barnes' forfatterskab, en moderne andagtsbog om sorgens betydning og livet efter døden

Julian Barnes sammen med sin afdøde kone, Pat Kavanagh, der også var hans litterære agent. Julian Barnes kommer til Danmark den 29. maj for at modtage en såkaldt ”Blixen” - en ny dansk litteraturpris - for ”Årets Novelleforfatter”, med hvilken der følger 100.000 kroner. Foto: Writer Pictures

Essaygenren lever en lidt stedmoderlig tilværelse i litteraturens have, men omhyggelige forfattere dyrker den stadig til glæde for os læsere og vores eksistentielle botanisering. En af de moderne forfattere, der excellerer i genren, er engelske Julian Barnes, der i dag udsender tre korte essays på dansk, ”Vejen op, vejen ned”. Det er en sigende titel, for bevægelsen fra jord til himmel er et gennemgående billede i alle tre tekster i bogen, der handler om kærlighed, sorg og tab.

Barnes var sammen med sin hustru i 30 år, og det er hendes død og savnet efter hende, som han forsøgsvist - ”essay” betyder forsøg - indkredser og sætter ord på i bogen. Det sker i de to første tekster ad en omvej til Frankrig og midten af 1800-tallet, hvor Barnes fortæller om fotografen Nadar, der stiger op i en luftballon og tager verdenshistoriens første billeder fra himlen. Bogens anden tekst handler om den franske skuespillerinde Sarah Bernhardt, der også rejste i luftballon og undervejs førte samtaler (forestiller Barnes sig i teksten) med den britiske oberst og opdagelsesrejsende Frederick Burnaby.

De to tekster baner vejen for bogens perle, som er en rørende og præcis selvbiografisk erindringsskitse af 30 års ægteskab.

Barnes får her i bogens tredje tekst med titlen ”Den mistede dybde” brug for de fint forberedte sproglige billeder fra ballonfærdene. Så når han på et spørgsmål om, hvordan det går efter hustruens død, svarer: ”Sådan lidt op og ned”, er det både et undvigende svar og en videreførelse af bogens centrale billede. Og tilsvarende, når han et sted filosoferer:

”Enlig lykke - det lyder som en selvmodsigelse, en usandsynlig konstruktion, der aldrig vil kunne hæve sig over jorden.”

Op og ned, hæve sig over jorden: Det er gennem ballonbilledet, at Barnes nærmer sig sin sorg, ikke ved at konfrontere den direkte og bogstaveligt.

En filosofisk forfatter som Julian Barnes kan naturligvis ikke skrive en bog om døden og himmelfærd uden at indtænke Gud.

Læsere af hans fænomenale erindringsbog ”Ikke noget at være bange for” ved, at han som tvivlende ateist før har skrevet om Guds mulige eksistens, et spor, han følger i de nye bog ved blandt andet at skrive:

”Da vi dræbte - eller fordrev - Gud, dræbte vi også os selv. Var vi i tilstrækkelig grad bevidst om det dengang? Ingen Gud, ikke noget liv efter døden, ikke noget os. Vi gjorde naturligvis ret i at slå ham ihjel, denne vores indbildte ven gennem så lang tid. Og vil ville alligevel ikke have fået et liv efter døden. Men vi savede den gren over, vi sad på. Og udsigten derfra, fra den højde - selvom det så kun var illusionen om en udsigt - var ikke så tosset.”

Det viser sig for Barnes, at han savner forne tiders forestillingsverden, når han skal sætte ord på sin sorg. Han savner at kunne tale om en underverden og en himmel, om spændingen mellem modsatte poler. ”Vi har mistet Guds højde ... men vi har også mistet dybde,” skriver han videre.

Han beretter om, hvordan han den første lange tid viderefører sine daglige rutiner som var hustruen stadig hos ham.

Han glæder sig til at komme hjem til huset efter en begivenhed og fortælle hende om det hændte. Ja, oplevelsen bliver først fuldkommen, når den er fortalt videre. Derfor taler han længe efter sin hustrus død stadig med hende, selvom omgivelserne ikke forstår det:

”Det er netop dette, som alle, der ikke har krydset sorgens vendekreds, ikke har forstået - den omstændighed, at nogen er død, betyder måske nok, at den pågældende ikke er i live, men det betyder ikke, at han eller hun ikke eksisterer.”

”Vejen op, vejen ned” er i kraft af bogens sidste essay en perle i Barnes' forfatterskab, en moderne andagtsbog om sorgens betydning og livet efter døden.