Vi har i skolen lært, at vores styreform er demokratisk og bygger på magtens tredeling. Det vil sige, at der en lovgivende magt (Folketinget), en udøvende magt (regeringen og embedsværket) og en dømmende magt (domstolene), og at de ikke er blandet sammen. Denne tredeling blev fremsat som en norm i 1748 af franskmanden Montesquieu.
Men ser man nærmere efter med et kritisk blik, som Mogens Herman Hansen gør hér, opdager man, at dette princip er gennemhullet. Det er den udøvende magt, der sammen med embedsværket forbereder og skaffer flertal for Folketingets love, og den kan afskedige Folketinget ved at udskrive nyvalg. Folketinget giver næser til ministre, når det ikke kan lide den måde, de udøver magten på. Ofte er love rammelove, som regeringen selv udfylder – alle undtagen Dansk Folkeparti ved, at man bestemmer meget mere ved at sidde i regeringen. Og endelig kan Højesteret omstøde Folketingets love, som det skete i det sjældne tilfælde med loven, der med navn nævnte nogle af svindel-imperiet Tvinds skoler. Ikke overraskende, at Mogens Herman Hansen kan konkludere: ”Tiden er løbet fra magtfordelingslæren.”
En af bogens styrker er forfatterens store kendskab til demokratiets og statsteoriens historie. Hans forskning i det klassiske athenske demokrati er verdenskendt, og netop i oldtiden finder Mogens Herman Hansen inspiration til et alternativ til magtfordelingslæren. Det er den såkaldt blandede forfatning.
Platon, Aristoteles, Polyb og Cicero behandlede den blandede forfatning. Den rummer det bedste fra de tre hovedformer monarki, aristokrati og demokrati og skaber en balance mellem de sociale klasser – de fattige har demokratiet, de rige og indflydelsesrige glæder sig over aristokratiske træk. Et eksempel er antikkens Rom. De to konsuler var et monarkisk træk, senatet et aristokratisk, og folkeforsamlingen repræsenterede folket, demos.
Nu kunne vi måske tænke, at vi har jo demokrati, så det vedkommer vel ikke os? Men se så lige her: Statsministeren er et monarkisk træk. Trenden de sidste valg har været mere fokus på lederen – vi taler også om, at vores folketingsvalg bliver ”præsidentvalg”, når valget reelt står mellem de to blokkes statsministerkandidater.
Valg er aristokratiske, fordi vælgerne altid peger på et folketing, der er bedre uddannet og bedre til at argumentere og tale end flertallet af danskerne. Samtidig er selve valghandlingen dog demokratisk, fordi hele folket, har mulighed for at ytre sig.
Domstolene er et aristokratisk træk, fordi dommerne er særligt uddannede og vellønnede. Men domstole har også demokratiske træk, både fordi der medvirker borgere som domsmænd, og fordi domstolene indimellem forsvarer den enkelte borgers rettigheder over for flertallet.
Lobbyisme er et oligarkisk eller plutokratisk (de rigestes styreform) træk, fordi lobbyisme er dyrt og derfor kun for de få.
Pointen ved den blandede forfatning er netop, at tingene skal være blandet sammen, så de forskellige dele af staten kan finde en balance. Hvis man accepterer denne præmis, giver den blandede forfatning os mulighed for at forstå tingenes sande sammenhæng og tale om dem på en reel måde. Hér fremmer bogen vores mulighed for en sundere debat om demokratiet i stedet for – som i dag – at nogle bare afviser det med den grove forenkling, at ”det alligevel er alle pamperne og levebrødspolitikerne, der bestemmer.” På den måde kan vi ikke diskutere vores aktuelle dilemmaer på en klog måde.
Et af disse dilemmaer kunne være dette: Retsstaten forudsætter, at den demokratiske domstol kan sikre hver borgers demokratiske rettigheder. Men det demokratiske flertal har også en legitim ret til at træffe beslutninger. Spørgsmålet er, hvor grænsen mellem de to hensyn ligger. Kan konventioner og menneskerettigheder give et ubegrænset antal flygtninge adgang til Danmark imod flertallets ønsker?
Bogen afsluttes med et kapitel om populisme. Under påskud af at forsvare demokratiet tillader populisten sig selv at formulere, hvad folket vil. Derved opnår han en monarkisk position, og den ledsages som regel af, at balancen i den blandede forfatning forskubbes til populistens fordel, konkret ved at parlamentet og domstolene svækkes som nu i Polen og Tyrkiet. Den tyske filosof Habermas har klogt påpeget, at folket aldrig er et ental, men en flerhed med mange røster. Derfor kan ingen tillade sig at sige, hvad folket i ental vil.
Mogens Herman Hansen har med denne bog vist den bedste side af humanistisk forskning. Indsigt i hele traditionen og velinformeret kendskab til nutiden lader ham pege på tidens misforståelser og dumheder og foreslå forbedringer af den måde, vi tænker om vanskelige emner på.