Prøv avisen
Bog

Ujævn blanding af prædiken og samfundsanalyse

3 stjerner

Carsten Dalsgaard Hansens bog om troslivets tilstand i dag ender som en ujævn blanding af prædiken og samfundsanalyse

Carsten Dalsgaard Hansen er cand.theol., tidligere sognepræst i den danske folkekirke og nu leder af Hellig Kors Kloster på Dejbjerg Hede. Han præsenterer sig selv som en stor beundrer af Luthersk Missions stifter, Christian Møller, og som én af hans arvtagere. Dermed er det klarlagt, hvilken åndelig og teologisk horisont vi befinder os inden for i ”Et udelt hjerte – kristen spiritualitet i en splittet verden”.

Vi befinder os i en trosverden, hvor en fundamentalistisk, det vil sige bogstavelig, ikke historisk-kritisk bibellæsning er den eneste tænkelige.

Denne opfattelse giver naturligvis en række problemer for den læser, der som en selvfølge oplever de bibelske beretninger som myter og poesi, ja, som historiefortælling i bredeste forstand. Kort sagt: en almindelig nutidig bibelbruger.

Carsten Dalsgaard Hansen giver i sin bog udtryk for, at han gerne vil fremkomme med et wakeupcall til en verden, der befinder sig på randen af sammenbrud, eller som det bliver formuleret: en verden, der har skubbet Gud ud over kanten og derfor befinder sig i et trostomrum med etisk og moralsk opløsning til følge.

Carsten Dalsgaard Hansen fastslår gentagne gange og argumenterer også udmærket for, at han står på klassisk luthersk grund.

Lutherske grundbegreber som ”samtidig retfærdiggjort og synder” og ”troen alene” fastholdes, dog samtidig med at der med vægt tales om ”den dyre nåde” og Jesu kommen til verden (inkarnationen) og ikke mindst hans snarlige genkomst, som en genkomst til dom over en frafalden jord.

Ikke mindst dette sidste perspektiv fylder ganske meget i Carsten Dalsgaard Hansens fremstilling af kristenhedens fremtid.

Når Carsten Dalsgaard Hansen skal beskrive, hvordan han mener, kristenlivet rettelig burde udfolde sig, er det karakteristisk, at han igen og igen vender tilbage til tidligere tiders trospraksis i det miljø, som han er vokset op i.

Sætninger som: ”Mine bedsteforældre kendte til …”, ”På mine bedsteforældres tid …” og ”Min morfar var …” er hyppigt forekommende gennem hele bogen, som udtryk for et ideal i forhold til nutidens levevis.

Dengang var gudsfrygten dominerende, og troslivet fyldte hele horisonten ud. Der er ingen tvivl om, at Carsten Dalsgaard Hansen brænder for sit budskab. Han har meget på hjerte. Spørgsmålet er, om han er i stand til at brænde igennem til en moderne samtid, eller om de fleste vil finde hans budskab for eksotisk?

Carsten Dalsgaard Hansen befinder sig på afgørende punkter i et helt andet univers end de fleste danskere – også de danskere, der selvfølgeligt vil betegne sig selv som kristne og herunder givet også det meste af folkekirkens præstestand. Det er helt oplagt, at det er disse mennesker, der befinder sig ”udenfor”, som Carsten Dalsgaard Hansen med sin bog inderligt ønsker at få i tale.

Alligevel er det svært at blive klar på, hvem bogens målgruppe egentlig er, da det trossprog, som Carsten Dalsgaard Hansen i lange stræk benytter sig af, er meget indforstået.

Bogen udgør således en meget ujævn blanding af prædiken og samfundsanalyse. Men det er så afgjort som samfundsanalyse, bogen har sin styrke. Carsten Dalsgaard Hansen har et skarpt blik for det moderne samfunds økologiske og økonomiske problemer. Helt uden hensyn til hans teologiske tolkning af disse problemer, som udtryk for Guds direkte indgriben, eller måske rettere som udtryk for Guds vilje mod en vantro slægt, er Carsten Dalsgaard Hansens observationer nøgterne og sproget kritisk, ligefrem og ædrueligt til at forstå og tilslutte sig for enhver bare nogenlunde observant samfundsborger.

Et billede vil blive stående: ”Med os er det (mere som) med frøen, der blev puttet i en gryde med lunkent vand, og hvor der så stille og roligt blev skruet op for varmen. For sent opdagede den, at der var noget helt galt. Ingen havde advaret den, eller også mente den ikke, at den behøvede at tage advarslerne alvorligt. Vandet føltes jo dejlig behageligt.”