"Omsorgsmanifestet" er et opråb til alle i plejesektoren

Den senere tids voldsomme debat om forholdene på landets plejehjem får i en ny bog endnu mere næring, og så tilvejebringer forfatteren en helt ny vision

May Bjerre Eiby mener, at systemet har fejlet. Plejehjemsledere og mange af ”de varme hænder” er gået kolde.
May Bjerre Eiby mener, at systemet har fejlet. Plejehjemsledere og mange af ”de varme hænder” er gået kolde. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I Græsted i Nordsjælland ligger Dagmarsminde. Det er et plejehjem for svært demente mennesker, som har forsøgt at gøre tingene lidt anderledes end på andre af landets plejehjem. Stifteren og lederen hedder May Bjerre Eiby. Hun har skrevet bogen ”Omsorgsmanifestet”, der er et opråb til alle i plejesektoren.

Forholdene på landets plejehjem er til voldsom debat i øjeblikket. Sagen om den 90-årige Else Marie Larsen og de ydmygende billeder i TV 2 rystede mange af os. Kort tid efter kom også andre sager frem om pinlige og nedværdigende forhold. Debatten er foreløbig endt med en konstatering af, at der er brodne kar i systemet, og der mangler penge. Det er hørt før!

May Bjerre Eiby mener, at systemet har fejlet. Plejehjemsledere og mange af ”de varme hænder” er gået kolde. Der skal simpelthen en åndelig og praktisk revolution til. Derfor har hun i bedste revolutionær stil skrevet et manifest, der kalder til fornyelse.

May Bjerre Eiby er uddannet sygeplejerske og har en kandidateksamen i sygepleje. Hun startede Dagmarsminde i 2016 efter at have gjort sine erfaringer rundtomkring i plejesektoren. Hendes ambition er at skabe intet mindre end ”verdens bedste plejehjem”.

Der er noget galt på plejehjemmene, siger hun. De er blevet plejefabrikker, hvor der er dårlige ledere, der aldrig viser sig uden for deres kontorer, og de ”varme hænder” går meget op i pauser og ferieplaner.

May Bjerre Eiby kommer med en masse eksempler, som jeg godt kan genkende fra min egen næsten 40 års gang på forskellige plejehjem og samtaler med pårørende. Der sker ofte en reducering af det menneskelige, når man må flytte på plejehjem, og det er især slemt på demensområdet. Hun fortæller om den kraftige medicinering og overdrevne brug af alskens ny mekanik på plejefabrikkerne.

Hun vil en anden vej! Deri ligger bogens egentlige styrke. Hun har en vision om menneskelighed og værdighed, der bunder i kristne værdier. Hun er påvirket af filosoffen og sygeplejersken Kari Martinsens og filosoffen K.E. Løgstrups tanker. Det er ikke mærkeligt, at der på bogens sidste sider står en salme fra Kirkesangbogen.

May Bjerre Eiby vil have engagerede medarbejdere på plejehjemmene, som vil være sammen med beboerne fra arbejdstids begyndelse til slut. Ikke noget med at gemme sig på kontorer. Det drejer sig om beboerne.

Dagmarsminde skal være en ”omsorgs-oase”, siger hun. Den demente, der kommer til Dagmarsminde, har ofte været ude i ørkenen under sygdommens fremmarch, og nu skal der være fred og nærvær. Al unødig medicin skal væk, og mekaniske hjælpemidler begrænses. Mange demente er godt dopede, når de kommer til Dagmarsminde, og sover elendigt, fordi de aldrig bliver rørt. Der er en fast døgnrytme med for eksempel formiddagsgymnastik hver dag. Der er fælles måltider, hvor personalet spiser med. Efter middagen er der fællessamling i tv-stuen, hvor der serveres kaffe og dessert.

Der er fællesskab og opbyggende forståelse for hinandens svagheder. Selv svært demente kan forstå behovet for næstekærlighed. Der er levende lys i stagerne. På mit lokale plejehjem er det forbudt!

Værelserne på Dagmarsminde ligner ikke hospitalsværelser, og der dufter godt. Det skal være et kald at være på ”verdens bedste plejehjem”, skriver forfatteren.

Jeg ville dog gerne have haft, at May Bjerre Eiby gjorde lidt mere ud af det kristelige i afsnittet om ”Energierne”. Det er lige lovlig flyvsk for mig. Hun kunne have krydret energien med lidt salmesang eller højskolesang.

Dagmarsminde har kun eksisteret i fire år, men rygtet om det er nået ud i hele verden. Forfatteren holder foredrag om sin oase i international sammenhæng. Manifestet er på vej ud i verden. Det forstår man.

Håbet er så, at ”revolutionen” må ske her i landet, så plejefabrikker kan blive til oaser. Bogen vækker i hvert fald til en nødvendig debat. Mange af os ender jo der!