Prøv avisen
Boguddrag

Opstandelsen i Arne Haugen Sørensens kirkekunst

Opstandelsen med de store hænder er nok Arne Haugen Sørensens mest foretrukne motiv. Her ses kunstnerens fortolkning af opstandelsen til Lillerød Kirke. Billedet er malet i 2012, men blev først opsat i kirken i 2015. – Foto: Fra bogen ”Udfordringer til kirken. En debatbog”

For kunstneren Arne Haugen Sørensen, som har udsmykket næsten 30 kirker, er det en livsopgave at synliggøre det, der ikke umiddelbart er synligt. Han oplever at føre samtaler med de gamle mestre, når han maler sine religiøse motiver

Kunstneren Arne Haugen Sørensen (født 1932) anses i dag for en af vores betydningsfulde og markante kirkekunstnere. Han har haft et alsidigt kunstnerisk virke og har i sin kunstneriske løbebane bevæget sig vidt omkring i motivverdenen. Men i de seneste 35 år er det især kristne motiver, som han har haft fokus på og beskæftiget sig med.

Han har udført udsmykninger i foreløbig 28 danske kirker. Han maler figurativt, men ikke naturalistisk, og med sin særlige stil har han givet mange spændende og originale bud på, hvordan bibelske for-tællinger kan tolkes.

I september 2017 tilfaldt der ham den store hæder at få indviet sit eget museum. Det ligger i Videbæk vest for Herning i en bygning, Vestjyllands Kunstpavillon, tegnet af bysbarnet arkitekt Henning Larsen. Her kan man se et stort udvalg af hans malerier fra de sidste 20 år, som han har skænket til museet. Heriblandt det spændingsfyldte, mytiske motiv ”Leda bag svanens vinge” (2006), som han har udført mange versioner af.

Arne Haugen Sørensen oplever efter eget udsagn at føre samtaler med de gamle mestre, når han maler de religiøse motiver – i en erkendelse af, at han i sit arbejde er et led i en lang kæde og således står på andres erfaringer. Når han inddrager motiver fra kristendommen og de gamle myter og derefter maler sine egne versioner, giver det ham en følelse af en fælles referenceramme med de store mestre. Det er vigtigt, mener han, for det er som at tage del i en stor, ubrudt samtale om ”de største og mest sårbare ting”, som han formulerer det, som hver generation ser på med nye øjne og må tage stilling til. De menneskelige grundvilkår: liv og død, lys og mørke, kærlighed, had, begær, svigt og lidelse.

De bibelske motiver i hans kunst er mange. Men der er nogle, han vender tilbage til igen og igen. Det gælder motivet Abraham og Isak og lidelseshistorien med den sidste nadver, korsfæstelsen, nedtagelsen af korset og opstandelsen. Nærmest ikoniske motiver, som han bliver ved med at kredse om og ikke synes at kunne blive færdig med.

Det gælder ikke mindst motivet opstandelsen, som han har malet gentagne gange. Han fik sin første kirkeopgave i 1983, efter at han i 1981 havde slået sig ned i Spanien. Det var en glasmosaik til Immanuelskirken i Kolding. Motivet var opstandelsen. Dermed sprang han ud i det, han selv kalder ”det vel nok vanskeligste og farligste motiv, man kan forestille sig for en maler. Samtidig måske det allervigtigste i vor religiøse forestillingsverden”.

Opstandelsen – det vanskelige, men vigtige motiv. For det handler om døden, om vores forgængelighed og dermed det ultimative tab af kontrol. Alt det, som er svært at håndtere, når vi tror, at livet kun lykkes, når vi ikke slipper kontrollen, men har styr på det hele. Jesu opstandelse er centrum i den kristne kirkes forkyndelse. Salmedigteren K.L. Aastrup skriver i salmen: ”Det er så sandt, at ingen så/ vor Herre ud af graven gå” (DDS 238). Der var kun den tomme grav, men det er den, som ”kirken holder søndag på”.

Men for mange er opstandelsen, både Jesu og vores opstandelse, en anfægtelse, ja, anstødelig og svær at rumme. Vi ved, vi skal dø; men opstandelsen som livets sejr over døden er et troens paradoks.

For Arne Haugen Sørensen handler det endvidere om den problemstilling, som kunstnere, der har arbejdet med kirkekunst, ofte har måttet forholde sig til: Hvordan kan man synliggøre det, der ikke er umiddelbart synligt? Hvordan kan man visualisere troens paradoks, menneskets opstandelse, Helligånden, det evige? Hvordan kan man på et lærred, på glas eller andet materiale med farver og former synliggøre disse ting uden at begrænse dem med sine egne tanker, følelser og forestillinger, sine egne tolkninger? Svaret er vel, at det kan man ikke. Man kan give sit bud, sin tolkning med de forudsætninger, man nu engang kommer med.

Mange kunstnere søger at nærme sig opstandelsesmysteriet gennem et abstrakt billedsprog eller et symbol, for eksempel lyset. I Mørkhøj Kirke, hvor jeg var sognepræst, skabte den færøske kunstner Tróndur Patursson (født 1944) i 2010 en glasmosaik i alteret, hvor han fremstillede opstandelsen i form af en strålende påskesol, et motiv, vi også kender fra mange påskesalmer. Ifølge Arne Haugen Sørensen søger kunsten at synliggøre noget, der er større end os selv. At male motiverne død og opstandelse rummer modstand og kamp, uddyber han, hvor ”tro, håb og kærlighed er klangbundene… Man må finde grundmaterialet dybt inde i sig selv, helt nede i de glemte arketyper. For her hjælper ingen forbilleder. Man må zigzagge sig frem imellem håb og fortvivlelse, og det er op ad bakke hele vejen. Med den vildt overvurderede sunde fornufts iskolde og stride modvind i ansigtet… Det er voldsomme sager, man er oppe imod,” har han sagt.

En af hans inspirationskilder til opstandelsesmotivet har været Matthias Grüne-walds (1470-1528) opstandelsesbillede på Isenheimeralteret i Colmar. Men han kan ikke bruge Grünewalds fremstilling af ”den guddommelige, overjordiske Kristus. Den sejrende Guds søn”. Han forklarer: ”Til eget brug har jeg i al beskedenhed sat mig for at lave en lidt anden slags opstandelse. En, der er lidt lettere at identificere sig med for os små mennesker, der må leve vores liv med den triste viden, at vi en dag skal dø en helt almindelig og ganske uglorværdig død… Øjnene mangler et billede at finde ro og hvile i. Noget, der kan få os til at acceptere vores urimelige menneskelige lod og se den i en større sammenhæng. Give tro og tillid. Et billede, der siger: Frygt ikke, du er i gode hænder. Det er sådan et opstandelsesbillede, jeg igen og igen har forsøgt at male. En nutidig opstandelse, som moderne mennesker kan bruge uden at krumme tæerne i skoene.”

Haugen Sørensen bruger ofte hænder i sin kunst. For eksempel i motiver som Isaks ofring og Judaskysset. Hændernes udtryksfuldhed, bevægelse og rytme taler med i hans værker. Hænder har deres eget sprog, som giver en ekstra dybde i udtrykket.

Så når han skal give sit bud på en nutidig og ”anden slags” opstandelse, sker det gennem symbolet hænder. Store hænder. En original tolkning, som kun sjældent er set før i kunsthistorien. En ny og anderledes måde at udfolde kristendommens bærende håb på.

I Bibelen og salmebogen er Guds hænder et ofte brugt motiv. I kristendommen betyder opstandelsen livets sejr over døden, og at vi kan have tillid til, at Gud er en barmhjertig Gud. Så man kan bruge Guds hænder som et billede på, at Guds omsorg omslutter os. Vi er Guds hænders værk, og vi er i hans hænder, som Grundtvig digter i salmen ”Gud, vi er i gode hænder,/ dine hænder gode Gud!/ som alt ondt med visdom vender,/ så det godt må falde ud” (DDS 675). Sådan forstået er de store hænder i Haugen Sørensens opstandelsesbilleder et billede på Jesu og dermed menneskets opstandelse, men også et billede på Guds omsorg for mennesket.

I en samtale med historikeren Leo Tandrup fortæller kunstneren om sit valg af hænder som symbol for opstandelsen. Som nævnt var han i 1983 sprunget ud som kirkekunstner med opstandelsesbilledet i Immanuelskirken i Kolding. Når han siden genså dette billede, blev han opmærksom på, at der i hver side manglede noget. Der var et tomrum. ”Det var, som om jeg havde gjort plads til noget, men det var der ikke. Der var noget fravær, og det gik op for mig, at der manglede noget lige på det sted.” På den måde kom hænderne ind i billedet. Der fulgte flere års arbejde med motivet hænder, Guds hænder og figuren i de store hænder. Hvem var det? I de første versioner var det Kristus med naglegab i hænder og fødder. Med tiden ændrede figuren sig gradvist og blev til et ganske almindeligt menneske. ”Os alle sammen. Dig og mig, der genopstår. Den genopstandelsestanke, som er så svær at håndtere i vore dage.”

Han kalder sine opstandelsesbilleder ”ren brugskunst”, som skal komme mennesker i møde og bringe trøst, når de har mistet og sidder i en kirke med deres tab og er i sorg, angst og fortvivlelse over dødens realitet.

For det med Gud og opstandelse kan meget let blive for abstrakt, mener han. Øjne og sind har brug for et billede at finde ro og hvile i. Hænderne gør det hele mere konkret, og det er vigtigt, at man bliver modtaget. ”Ligesom der er noget, der har sendt en af sted, er der også noget, der modtager en…Jeg tror, det er derfor, det er blevet til hænder. Du er i gode hænder, du kan have tillid. Det er mit lille budskab, parallelt med Bibelens. Gud tager vare om dig, selvom du dør,” forklarede Arne Haugen Sørensen, for hvem det med døden var en personlig smertelig erfaring, da han mistede sin datter Mathilde alt for tidligt.

Opstandelsesbilledet i Ringkøbing (1996) er det første resultat af de mange års overvejelser og arbejde. Nede i venstre hjørne skrev han navnet på sin datter, Mathilde. Sikkert fordi hun var i hans tanker, da han fremstillede billedet. Det ”lille budskab” var også møntet på ham selv. Med altertavlen i Ringkøbing havde han nået sit mål: at male ”en nutidig opstandelse, som moderne mennesker kan bruge uden at krumme tæerne i skoene”.

Det tomme rum på begge sider af den opstandne figur, som Haugen Sørensen havde bemærket efter gensynet med opstandelsesbilledet i Immanuelskirken, var nu fyldt ud.

Man ser på altertavlen i Ringkøbing Kirke et klippeplateau, der er omgivet af en dyb afgrund. Blå, gule, grønne farver løber som lysende striber hen over det flade område i forgrunden. En firkantet, brun grav fylder området midt i billedet. Men graven er tom. Det menneske, der har ligget i graven, er trådt ud af den mørke grav og blevet løftet op af et par store hænder, som varsomt tager imod den menneskelige figur. Mennesket knæler halvt foran det mørke rum mellem håndfladerne på vej op mod lyset. Ansigtet er vendt opad, og hænderne strækker tøvende op mod de store hænders ”favn”. Over mennesket flagrer en lille fugl – måske en due – som mennesket rækker ud efter. Fuglen flyver ligesom i forvejen og viser vej op mod den blå himmel øverst.

Altertavlen giver svar på, hvad en altertavle skal udtrykke. Den skal være kilde til frimodighed, glæde og håb og forkynde, at vi er i gode hænder, i både liv og død. Det ender godt.

Opstandelsen med de store hænder er nok Arne Haugen Sørensens mest foretrukne motiv, som siden Ringkøbing-altertavlen er blevet fremstillet til adskillige kirker. Udfoldelsen varierer, hvad angår farvesætning og menneskefiguren. Men fælles for alle versioner er motivet med de store hænder, som tager imod.

Den foreløbig sidste version er opstandelsen i Lillerød Kirke. Billedet er malet i 2012, men blev først opsat i kirken i 2015. Det adskiller sig fra andre versioner ved, at graven ikke er tom. Der ligger en død person, ja, et skelet i graven. Graven med den døde i billedets forgrund er større og mere markant end i tidligere udgaver. Det giver billedet et virkelighedspræg, som kan virke pågående, ja, næsten brutalt. Døden er her en helt uomgængelig virkelighed.

Arne Haugen Sørensen var opmærksom på dette, da han i 2012 om dette billede udtalte, at han næppe kunne sælge det, fordi præster ikke kan lide, at der ligger ben i graven. Han mente selv, at billedet ville være ”fantastisk som alterbillede. Det ville trøste de efterladte, vække til refleksion og give præsterne noget konkret at tale om… Men præsterne ville have en tom grav,” som han har sagt her i avisen.

Menighedsrådet i Lillerød Kirke lånte billedet, og efter en kort prøveophængning blev man så glad for det, at det blev erhvervet til kirken som altertavle.

Der er sket en iøjnefaldende udvikling siden Ringkøbing-altertavlen, hvor hænderne i dramatiske farver tog imod en opstigende, let knælende person over en tom grav i et klippelandskab. Lillerød-altertavlen er mere enkel og let i udtrykket med pastelblå/turkis farvesætning, og samtidig er den dramatisk og spændingsfyldt med den døde i graven. De to motiver eller faser i billedet er trukket skarpt op: døden og opstandelsen. Den mørke, brune grav i forgrunden over for opstandelsen, som fortoner sig opad i lysende – ja, himmelsk – blå og turkis farver. Alt overflødigt udenomsværk er skåret væk. Der er kun mennesket – død og opstanden – og Guds hænder. Ud over graven er det kun de meget store hænder, som fylder billedfladen ud. Hænderne er blot antydede og nærmest abstrakte i udtrykket.

På håndfladen står et menneske, et mere rankt og resolut menneske end i andre versioner af motivet. Han står rygvendt i forhold til beskueren, i tydelig bevægelse fremad med faste skridt, og om et kort øjeblik vil han forsvinde ind i billedet.

Hvem er dette menneske, og hvor er det på vej hen? spørger man uvilkårligt. Er det Kristus, der går i forvejen til Galilæa? Eller er det modernitetens myndige menneske, som ranker ryggen og med sorg, tab og død som integreret del af livet går ind i en åben fremtid?

Med sin fremstilling af dette bud på en nutidig opstandelse i Lillerød Kirke er det efter min opfattelse endnu en gang lykkedes kunstneren at visualisere det usynlige håb, som han peger på i sine altertavler: ”Frygt ikke! Du er i gode hænder.” Det udspringer af tvivl og uro og ender i tillid og trøst, som han sagde i en samtale. Du kan have tillid, så slip bare kontrollen. Hans håb er, at hans altertavler kan bidrage til, at det må ske for mennesker, som ser altertavlerne.

Menigheden i Lillerød Kirke, en middelalderkirke fra 1100-tallet, har med ”den blå opstandelse” fået en anden slags altertavle, som med sit enkle, men virkningsfulde udtryk og med udgangspunkt i evangeliet om påskens opstandelsesbudskab tolker kristendommens bærende håb på en ny måde.

Det er en pågående altertavle, som rammer beskueren og næppe lader nogen uberørt. Den fører ind i tilværelsens eksistentielle lag og giver beskueren mulighed for at fordybe sig og selv reflektere over, hvad det kommer an på i livet. Den taler til det intuitive i os, til vores erindringer og følelser, og vil bevæge og røre sindets dybere lag. ”Frygt ikke! Du er i gode hænder.”

Teksten er en let redigeret udgave af artiklen af samme navn fra bogen ”Udfordringer til kirken. En debatbog”, redigeret af Henning Nørhøj, der udkommer på forlaget Eksistensen senere på måneden.