Hvordan kunne nogle tegninger af profeten Muhammed i Morgenavisen Jyllands-Posten udvikle sig til den største diplomatiske krise for Danmark siden Anden Verdenskrig?
Det har mange medier forsøgt at svare på, mens krisen om Muhammed-tegningerne tog fart i begyndelsen af dette år. Med forlagenes stadigt kortere reaktionstid er de nu også på banen med bøger, som foregiver at grave et spadestik dybere end avisernes trods alt mere flygtige artikler. Den mest omfangsrige af bøgerne udkommer i dag og er skrevet af Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, og tidligere formand for Minoritetspartiet Rune Engelbreth Larsen. Et unægteligt umage par, som ikke overrasker voldsomt i deres konklusioner. "Karikatur-krisen – en undersøgelse af baggrund og ansvar" bygger med sine 336 sider på kendt materiale og når derfor også til kendte konklusioner. Under krisen har de to forfattere begge vedholdende kritiseret Jyllands-Posten og regeringen, og den kritik forstærker de i bogen.
Det usædvanlige makkerpar er ikke sandhedsvidner. De er debattører, og som sådan er de politiserende. På bogens flap beskrives Politikens chefredaktør helt usædvanligt også som "oppositionens egentlige leder". Så ved man, hvad der er i vente. Holdninger bliver til kendsgerninger, når Seidenfaden og Engelbreth Larsen drager på hellig mission.
Det er bogens bærende tese, at Muhammed-krisen kan anskues fra tre vinkler. Enten handler den om ytringsfrihed eller om civilisationssammenstød imellem islam og Vesten eller om frugten af en hård flygtninge- og indvandrerpolitik i Danmark. Det er det sidste, som de to forfattere ikke overraskende argumenterer for. Mange års stadigt mere islamfjendtlig retorik i den politiske debat har efter deres mening gødet jorden for, at der både herhjemme og internationalt er skabt en stemning, som kom til at betyde, at det ikke er tilfældigt, at det var i Danmark, krisen opstod.
Dansk Folkeparti er de to forfatteres foretrukne hadeobjekt. Venstre beskriver de som "et højrefløjsparti", og Bertel Haarder karakteriseres som en mand, der "har gjort sig til fortaler for den tankegang, at udlændinge simpelthen har en lavere natur end "den danske stamme'". Mere demagogisk kan det næsten ikke blive.
Helt overraskende er det derfor heller ikke, at de to mener, at krisen er regeringens skyld. Statsminister Anders Fogh Rasmussens balancegang i sagen, hvor han konsekvent nægtede at mene noget om tegningerne, beskriver de som fatal. Af indenrigspolitiske grunde var han ikke imod dem, og af udenrigspolitiske grunde ikke for dem. Hans afvisning af at mødes med de 11 ambassadører fra muslimske lande, som i oktober sendte ham et brev om sagen, tillægger de to forfattere en helt afgørende betydning for krisens eskalering.
Forfatternes grundige gennemgang af avisartikler og dokumenter, der vedrører sagen, er trods forudsigeligheden i holdningerne spændende læsning, og det mest troværdige kritikpunkt i bogen er efter denne anmelders opfattelse regeringens tilsyneladende systematiske undertrykkelse af information af Det Udenrigspolitiske Nævn. Et forhold, som måske kan forklare, hvorfor krisens eskalering også kom bag på så mange af Folketingets politikere.
En af bogens mere tvivlsomme konklusioner er, at de danske imamers to delegationer til Mellemøsten ikke på nogen måde var skyld i konfliktens hurtige spredning.
Man kunne så sent som i mandags læse en kronik i Politiken med den modsatte konklusion, skrevet af en medieforsker ved Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo, som må antages at vide, hvad han har med at gøre. Han beskriver i detaljer, hvorledes de egyptiske medier helt systematisk viderebragte misinformation om Muhammed-tegningerne og muslimers forhold i Danmark i kølvandet på besøget af imamerne.
Bogen, der foregiver at være en saglig beskrivelse af forløbet af Muhammed-krisen, er et uomtvisteligt dygtigt, men også manipulerende, holdningsindlæg i sagen. Her er ikke antydning af forsøg på at forstå regeringens håndtering af den, og her er ikke antydning af selvkritik over Politikens dækning af sagen. For selv Politiken forstod ikke dimensionerne af offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne. Først den 17. oktober – næsten tre uger efter Jyllands-Postens offentliggørelse af tegningerne – skrev Politiken sin første leder om sagen. Men det nævner bogen ikke et ord om.
Det er bogens store svaghed, at den alene drager sine konklusioner på baggrund af kendt materiale, og at den er forudsigelig i disse konklusioner. Selvom vi nu kan betragte sagen med bagklogskabens klarsyn, kommer der ikke meget nyt frem. Derfor fremstår forfatternes position om muligt mere fastlåst end før.
Hvis sagen om Muhammed-tegningerne en dag kan blive belyst mere uvildigt end her, ville vi måske få bedre blik for, hvad det betød, da direktøren for Det Danske Institut i Damaskus, Jørgen S. Nielsen, på et tidspunkt under krisen fastslog, at tegningerne blev brugt i interne politiske spil overalt i Mellemøsten, hvor yderligtgående muslimer havde haft fremgang. "Til dels var det helt tilfældigt, at det var tegningerne, der kom til at antænde bålet. Det hele var parat." Og supplerer man med det interview med stormuftien af Jerusalem, som vi bragte her i avisen i februar, hvori han sagde, at den eksplosive udvikling i Muhammed-sagen udelukkende skyldtes, at Danmark var en belejlig fjende og et let offer, så vil konklusionen på Muhammed-sagen være væsentligt mere nuanceret end den, de to forfattere leverer i denne bog. Deres forklaring på, hvordan en tændstik i Viby kunne sætte Mellemøsten i brand, er ganske enkelt ikke fyldestgørende.
Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen: Karikaturkrisen – en undersøgelse af baggrund og ansvar. 336 sider. 275 kroner. Gyldendal.