Prøv avisen

Schlüter-bog er uomgængelig, hvis man vil studere ny dansk politisk historie

5 stjerner
Poul Schlüter ses her på Det Konservative Folkepartis landsmøde i 1982, samme år som han overtog statsministerembedet fra Anker Jørgensen (S). Poul Schlüter blev siddende som statsminister frem til 1993, hvor Poul Nyrup Rasmussen (S) overtog embedet. Perioden er omdrejningspunktet for bogen ”Poul Schlüters tid 1982-1993”. – Foto: Erik Holmberg/Ritzau Scanpix

Det er en stor arbejdsmæssig bedrift, Niels Wium Olesen sammen med Thorsten Borring Olesen har begået med ”Poul Schlüters tid”. Bogen er intet mindre end uomgængelig, hvis man vil studere ny dansk politisk historie, og vil blive brugt mange år frem

Da Poul Schlüter (K) i september 1982 overtog statsministerembedet fra Anker Jørgensen (S), regnede han med snart at blive forhenværende regeringsleder igen. Der var grunde nok til ikke at være optimistisk.

For det første stod regeringen over for massive økonomiske problemer med voksende udlandsgæld, underskud på betalingsbalancen, underskud på de offentlige budgetter, arbejdsløshed, inflation og en rente, der var løbet løbsk. Et af Schlüters bedste kort var, at han med store modydelser til Venstre havde fået partiets leder, Henning Christophersen, til at opgive statsministerposten for i stedet at tage posten som finansministerposten. Det skulle hurtigt vise sig, at det var den helt rigtige rollefordeling mellem to politikere, som kompletterede hinanden. Schlüter forbløffede med sine store evner til smidigt at navigere regeringen gennem oprørte politiske farvande. Han viste sig også som en fremragende politisk kommunikator. Henning Christophersen derimod var ikke en god politisk sælger, men han havde saglig indsigt og et stort overblik samt ikke mindst visioner, som Schlüter kunne bruge.

For det andet var det i 1982 første gang, der skulle dannes en regering med fire partier (når man ser væk fra regeringer i forbindelse med de to verdenskrige). Firkløverregeringen bestod ud over De Konservative og Venstre også af Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti. De to sidste partier havde ingen erfaring med at sidde i regering. At udvikle samarbejdet mellem de fire partier var en stor udfordring. Det blev et af Schlüters mange kunststykker, at han undgik alvorlige samarbejdsvanskeligheder i adskillige år. Tværtimod fik han stor ros for sin ledelsesstil af koalitionspartnerne. Men det hjalp også, at han i udgangspunktet var en pragmatisk, midtsøgende socialkonservativ.

For det tredje var regeringen trods de fire partier i mindretal, og regeringens parlamentariske situation så dybt besværlig ud. Den måtte regne med hård modstand fra Socialdemokratiet, som havde afgivet regeringsmagten i håb om, at vælgerne snart indså, at der igen måtte en socialdemokratisk regering til. Schlüters held blev, at Socialdemokratiet var så uvant med at være i opposition, at uenigheder om strategien over for regeringen førte til en slingrende kurs mellem samarbejde og modstand, som ikke øgede vælgertilslutningen under den ikke alt for stærke partileder, Anker Jørgensen. I 1992 drev regeringsabstinenserne socialdemokraterne ud i en hidtil uset magtkamp, hvor Anker Jørgensens ellers vælgermæssigt succesrige efterfølger, Svend Auken, blev væltet af Poul Nyrup Rasmussen.

Uden et trygt forhold til Socialdemokratiet måtte regeringen søge flertal ved at forene to tilsyneladende helt uforenelige størrelser, De Radikale og Mogens Glistrups Fremskridtsparti. Schlüter fik aldrig tillid til den uberegnelige Mogens Glistrup, som han i sin tid havde forhindret i at blive konservativ politiker. Men den besværlige Mogens Glistrup kom i fængsel fra 1983 til 1986 efter en dom for skattesvig, og Fremskridtspartiet var i den periode mere samarbejdsvilligt. Og så gik folketingsvalget i 1984 så godt for Schlüter, at regeringen indtil 1987 havde flertal alene med De Radikale. Valget gav De Konservative 23,4 procent af stemmerne. Det var partiets bedste valg nogensinde.

Det var fra starten Schlüters stærkeste kort, at han gennem flere år havde opbygget et tæt forhold til den radikale leder, Niels Helveg Petersen. Helveg samarbejdede i høj grad med Schlüter i den økonomiske politik. Der var dog folk i det radikale bagland, som var meget kritiske over for Helvegs linje. Helveg hverken kunne eller ville udfordre sit eget bagland ved også at slutte sig til den nye regerings udenrigs- og sikkerhedspolitik. Baglandet måtte have nogle godbidder i form af et alternativt flertals beslutninger, som til stor irritation for udenrigsministeren, Venstres Uffe Ellemann-Jensen, skulle dirigere regeringen. Det var yderst besynderligt, at en stor del af regeringens internationale politik indtil 1988 blev bestemt af oppositionen. Schlüter strakte her parlamentarismen til det yderste. Han spillede ikke bare spillet, han ændrede også ved dets regler.

For det fjerde var Schlüters magtbasis i sit eget parti ikke så solid. Han var blevet leder efter hårrejsende konflikter og tilbagegang for partiet, fordi han fremstod ret neutral mellem de stridende fløje og uden nogen særlig klar politisk profil. Han havde af de samme grunde ingen hird af partifæller bag sig på samme måde som den tidligere minister Erik Ninn-Hansen, der netop havde været en af hovedpersonerne i partiets interne kampe. Ninn-Hansen blev justitsminister (1982-1989). Det ville have været risikabelt at lade ham stå uden for regeringen som en stærk konservativ kritiker af den midtsøgende kurs, som Schlüter nødvendigvis måtte lægge.

På grund af dybe holdningsforskelle i retspolitik og udlændingepolitik blev det med tiden svært at skræve over at stå sig godt med midterpartier som Centrumdemokraterne, De Radikale og Kristeligt Folkeparti og samtidig tilgodese Ninn-Hansen og hans kernetropper. Men i 1982 så det ikke ud, som om disse holdningsforskelle var uovervindelige. Udlændingespørgsmålet dukkede kun op i medierne i forbindelse med småsager om enkeltpersoner. Først i 1987 blev det spørgsmål en tikkende bombe under regeringen. Da bomben med Tamil-sagen om Ninn-Hansens ulovlige forvaltning af tamilske flygtningesager eksploderede, ramte den også Schlüter, der i 1993 gik af.