Prøv avisen

Schlüter-bog er uomgængelig, hvis man vil studere ny dansk politisk historie

5 stjerner
Poul Schlüter ses her på Det Konservative Folkepartis landsmøde i 1982, samme år som han overtog statsministerembedet fra Anker Jørgensen (S). Poul Schlüter blev siddende som statsminister frem til 1993, hvor Poul Nyrup Rasmussen (S) overtog embedet. Perioden er omdrejningspunktet for bogen ”Poul Schlüters tid 1982-1993”. – Foto: Erik Holmberg/Ritzau Scanpix

Det er en stor arbejdsmæssig bedrift, Niels Wium Olesen sammen med Thorsten Borring Olesen har begået med ”Poul Schlüters tid”. Bogen er intet mindre end uomgængelig, hvis man vil studere ny dansk politisk historie, og vil blive brugt mange år frem

Da Poul Schlüter (K) i september 1982 overtog statsministerembedet fra Anker Jørgensen (S), regnede han med snart at blive forhenværende regeringsleder igen. Der var grunde nok til ikke at være optimistisk.

For det første stod regeringen over for massive økonomiske problemer med voksende udlandsgæld, underskud på betalingsbalancen, underskud på de offentlige budgetter, arbejdsløshed, inflation og en rente, der var løbet løbsk. Et af Schlüters bedste kort var, at han med store modydelser til Venstre havde fået partiets leder, Henning Christophersen, til at opgive statsministerposten for i stedet at tage posten som finansministerposten. Det skulle hurtigt vise sig, at det var den helt rigtige rollefordeling mellem to politikere, som kompletterede hinanden. Schlüter forbløffede med sine store evner til smidigt at navigere regeringen gennem oprørte politiske farvande. Han viste sig også som en fremragende politisk kommunikator. Henning Christophersen derimod var ikke en god politisk sælger, men han havde saglig indsigt og et stort overblik samt ikke mindst visioner, som Schlüter kunne bruge.

For det andet var det i 1982 første gang, der skulle dannes en regering med fire partier (når man ser væk fra regeringer i forbindelse med de to verdenskrige). Firkløverregeringen bestod ud over De Konservative og Venstre også af Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti. De to sidste partier havde ingen erfaring med at sidde i regering. At udvikle samarbejdet mellem de fire partier var en stor udfordring. Det blev et af Schlüters mange kunststykker, at han undgik alvorlige samarbejdsvanskeligheder i adskillige år. Tværtimod fik han stor ros for sin ledelsesstil af koalitionspartnerne. Men det hjalp også, at han i udgangspunktet var en pragmatisk, midtsøgende socialkonservativ.

For det tredje var regeringen trods de fire partier i mindretal, og regeringens parlamentariske situation så dybt besværlig ud. Den måtte regne med hård modstand fra Socialdemokratiet, som havde afgivet regeringsmagten i håb om, at vælgerne snart indså, at der igen måtte en socialdemokratisk regering til. Schlüters held blev, at Socialdemokratiet var så uvant med at være i opposition, at uenigheder om strategien over for regeringen førte til en slingrende kurs mellem samarbejde og modstand, som ikke øgede vælgertilslutningen under den ikke alt for stærke partileder, Anker Jørgensen. I 1992 drev regeringsabstinenserne socialdemokraterne ud i en hidtil uset magtkamp, hvor Anker Jørgensens ellers vælgermæssigt succesrige efterfølger, Svend Auken, blev væltet af Poul Nyrup Rasmussen.

Uden et trygt forhold til Socialdemokratiet måtte regeringen søge flertal ved at forene to tilsyneladende helt uforenelige størrelser, De Radikale og Mogens Glistrups Fremskridtsparti. Schlüter fik aldrig tillid til den uberegnelige Mogens Glistrup, som han i sin tid havde forhindret i at blive konservativ politiker. Men den besværlige Mogens Glistrup kom i fængsel fra 1983 til 1986 efter en dom for skattesvig, og Fremskridtspartiet var i den periode mere samarbejdsvilligt. Og så gik folketingsvalget i 1984 så godt for Schlüter, at regeringen indtil 1987 havde flertal alene med De Radikale. Valget gav De Konservative 23,4 procent af stemmerne. Det var partiets bedste valg nogensinde.

Det var fra starten Schlüters stærkeste kort, at han gennem flere år havde opbygget et tæt forhold til den radikale leder, Niels Helveg Petersen. Helveg samarbejdede i høj grad med Schlüter i den økonomiske politik. Der var dog folk i det radikale bagland, som var meget kritiske over for Helvegs linje. Helveg hverken kunne eller ville udfordre sit eget bagland ved også at slutte sig til den nye regerings udenrigs- og sikkerhedspolitik. Baglandet måtte have nogle godbidder i form af et alternativt flertals beslutninger, som til stor irritation for udenrigsministeren, Venstres Uffe Ellemann-Jensen, skulle dirigere regeringen. Det var yderst besynderligt, at en stor del af regeringens internationale politik indtil 1988 blev bestemt af oppositionen. Schlüter strakte her parlamentarismen til det yderste. Han spillede ikke bare spillet, han ændrede også ved dets regler.

For det fjerde var Schlüters magtbasis i sit eget parti ikke så solid. Han var blevet leder efter hårrejsende konflikter og tilbagegang for partiet, fordi han fremstod ret neutral mellem de stridende fløje og uden nogen særlig klar politisk profil. Han havde af de samme grunde ingen hird af partifæller bag sig på samme måde som den tidligere minister Erik Ninn-Hansen, der netop havde været en af hovedpersonerne i partiets interne kampe. Ninn-Hansen blev justitsminister (1982-1989). Det ville have været risikabelt at lade ham stå uden for regeringen som en stærk konservativ kritiker af den midtsøgende kurs, som Schlüter nødvendigvis måtte lægge.

På grund af dybe holdningsforskelle i retspolitik og udlændingepolitik blev det med tiden svært at skræve over at stå sig godt med midterpartier som Centrumdemokraterne, De Radikale og Kristeligt Folkeparti og samtidig tilgodese Ninn-Hansen og hans kernetropper. Men i 1982 så det ikke ud, som om disse holdningsforskelle var uovervindelige. Udlændingespørgsmålet dukkede kun op i medierne i forbindelse med småsager om enkeltpersoner. Først i 1987 blev det spørgsmål en tikkende bombe under regeringen. Da bomben med Tamil-sagen om Ninn-Hansens ulovlige forvaltning af tamilske flygtningesager eksploderede, ramte den også Schlüter, der i 1993 gik af.

Men inden da havde Poul Schlüter holdt på regeringsmagten i mere end 10 år. På flere måder fik Poul Schlüters regeringstid (1982-1993) stor betydning. Lønmodtagernes dyrtidsregulering fra 1914 blev endeligt afskaffet i 1987. Efter nogle år med stor modstand fra fagbevægelsen fik han et samarbejde med den op at stå. Det førte til et gennembrud for indførelsen af arbejdsmarkedspensioner for LO-området.

Danmark fik i Schlüter-årene på de fleste parametre bedre økonomi. Kun steg antallet af arbejdsløse til over 300.000. Der var gennemført en række reformer og mange vigtige tiltag. DR’s monopol var brudt, en Storebæltsbro var på vej, og Danmark var på vej ind i aktivistisk udenrigspolitik. Og trods danske forbehold var Danmarks medlemskab i et uddybet europæisk samarbejde fastholdt.

Uanset indædt modstand fra fagbevægelsens venstrefløj fik Schlüter sin bedste tid frem til 1987. Schlüter havde det held, at de internationale økonomiske konjunkturer i 1983 bedrede sig, og det lykkedes samtidig at få vælgerflertallets forståelse for regeringens økonomiske politik.

Men der kom dårligere tider for regeringen, uanset at forholdet til fagbevægelsen blev bedre. I 1986 indtrådte en international økonomisk forværring, som varede regeringstiden ud. Fra valget i 1987 gik det tilbage vælgermæssigt for De Konservative og regeringen. I 1989 forlod den socialkonservative finansminister Palle Simonsen, som var Schlüters mulige efterfølger, politik.

Henning Christophersen var blevet EU-kommissær allerede i 1984. Schlüter kørte derefter parløb med Uffe Ellemann-Jensen, den nye leder i Venstre. De to var et uperfekt par. Med årene talte man om, at Venstre var i regering og opposition på samme tid. Schlüters og De Konservatives energi blev i stigende grad opslugt af den ødelæggende Tamil-sag. I 1992 tabte regeringen folkeafstemningen om Maastricht-traktaten, og den måtte lide den tort, at det blev oppositionen, som med fire forbehold fandt den formel, der reddede Danmarks medlemskab af EU.

I en serie af bøger om de danske regeringer siden 1848 foreligger nu en grundig gennemgang af tiden fra 1982 til 1993. Niels Wium Olesen er hovedforfatter. Thorsten Borring Olesen har suppleret. I en tidligere bog behandlede de to gange Olesen tiden fra 1972-1982, hvor Anker Jørgensen var statsminister. Borring Olesen var her hovedforfatter.

Forud for disse bind ligger fire bøger om danske regeringer 1848-1972, som i sin tid blev skrevet af henholdsvis Svend Thorsen og Tage Kaarsted. Det er standardværker af høj kvalitet. Niels Wium Olesen gør meget for at nå det samme niveau. Især ved at inddrage referater fra partiernes folketingsgrupper kastes nyt lys over perioden. Ikke mindst belyser bogen, hvor helt afgørende forbindelsen mellem Poul Schlüter og Niels Helveg Petersen var. De Radikale fik en overvældende indflydelse på regeringens økonomiske politik.

Paradoksalt mistede De Radikale indflydelse, da de indtrådte i regeringen 1988-1990. Schlüter svingede nu til højre for i højere grad at tilgodese det konservative bagland. Samtidig lyttede Schlüter en del til Venstres coming man, den i grunden mere liberalistiske skatteminister Anders Fogh Rasmussen. De Radikale gik tilbage ved valget i 1990, og Marianne Jelved, der lettere orienterede sig mod Socialdemokratiet, efterfulgte snart Helveg som politisk leder. Og nu havde Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti ikke mod på en ny firkløverregering.

Men selvom bogen bidrager med meget, savner jeg adskilligt. Nok fortæller den, at da De Konservative fik deres bedst valg nogensinde i 1984, var der skuffelse i partiet! Mange havde håbet på, at partiet blev lige så stort som Socialdemokratiet. Men Olesen gør ikke nok ud af, at Schlüter i forbindelse med ministerrokader akkumulerede utilfredshed, fordi han ikke i tilstrækkelig grad tilgodeså den konservative folketingsgruppe. Desuden havde han den uvane at fyre ministre uden at takke dem for deres indsats. Herved stødte han unødigt voldsomt partifæller og især Centrumdemokraterne fra sig.

Niels Wium Olesen bidrager heller ikke til yderligere forståelse af Ninn-Hansens og Poul Schlüters ageren i Tamil-sagen.

Jeg er enig med Olesen, når han vurderer, at Schlüter blev en dårligere leder i 1988. Men han overser helt, at Lisbeth Schlüters død i 1988 også politisk var et voldsomt tab for Schlüter. Ingen anden statsministerfrue har politisk betydet så meget. Hun var ikke udpræget konservativ, og hendes sociale intelligens kompenserede for de begrænsninger, som selv Schlüters ledelsesstil havde.

Sammen med Thorsten Borring Olesen skifter Wium Olesen til sidst mikroskopet ud med kikkerten for at se de store linjer i perioden 1972 til 1993 (dermed inklusive Anker Jørgensens og Poul Hartlings tid som statsministre). Det bliver til en opsummering uden overraskelser. Men hvis den danske regering overhovedet påvirkede verdenshistorien, så var det ifølge Per Stig Møllers erindringer, da han som konservativ miljøminister i 1992 stod i spidsen for en FN-konference, hvor 145 stater enedes om en plan for at standse hullet i ozonlaget, en plan som fik succes. Bogen vurderer ikke det.

Poul Schlüters store politiske bedrift var at holde Socialdemokratiet fra regeringsmagten i flere valgperioder (politik drejer sig også om at hindre de andre at føre politik, men det er ikke så kønt at prale med det). Socialdemokratiet var et andet parti, da det endelig igen fik regeringsmagten i 1993. Partiets EU-modstandere var ikke til at få øje på, og man havde opgivet at kæmpe for økonomisk demokrati.

Schlüter var ikke så konservativ, at det gjorde noget, sagde han. Han fik også størst succes, når han ofrede konservative parti-interesser for at få sin regering til at fungere.

Hans ambition var at skabe et borgerligt alternativ til Socialdemokratiet i form af et stort borgerligt folkeparti. Men han fik ikke slået De Konservative sammen med Venstre, som han som yngre drømte om. Og nok efterlod han sig et parti med større vælgertilslutning, end da han blev leder i 1974. Men på hans vagt reduceredes partiets medlemstal til under en tredjedel. Schlüter som partileder kunne bogen godt have fokuseret mere på.

Den indholdsmættede bog er dog uomgængelig, hvis man vil studere nyere dansk politisk historie. Den er en stor arbejdsmæssig bedrift, og den vil blive brugt mange år frem. Men som Winston Churchill sagde det, så kan nye tider sætte fortiden i et helt andet lys, når proportionerne har forandret sig, og ”en ny værdiskala har indfundet sig. Historien med dens flakkende lygte vakler baglæns ned ad fortidens spor og forsøger at genskabe dens scener, opfange dens ekkoer og gentage de forgangne dages lidenskaber med sin blege strålekrans”.

Bedre kan det vist ikke udtrykkes, at fortiden hele tiden må nytolkes. Det gælder også ”Poul Schlüters tid”.