Pia Juul har siden debuten med "levende og lukket" i 1985 om nogen stået som en digter, hvis tekster ikke på nogen måde ligner, hvad man normalt forbinder med lyrik. Mens Juul i 1980'erne sammen med andre skæve digteriske eksistenser som F.P. Jac, Bo hr. Hansen og Morti Vizki stod ret alene med sine aparte tekster og ikke havde megen bevågenhed i den litterære offentlighed, er det ganske anderledes nu. Kikker vi på en række af tidens bedste yngre lyrikere såsom Naja Marie Aidt, Katrine Guldager, Mette Moestrup, Lone Hørslev og Dy Plambeck, mærkes aftrykket fra Pia Juul tydeligt. At mesterinden har sin særegne stil og til stadighed går nye veje fornægter sig dog ikke. Dette ses tydeligt i det nyeste værk, der bærer titlen "Helt i skoven", der udkommer i dag.
I samlingen optræder der tre forskellige afsnit med titlerne "Ord i skoven", "Fra min dagbog" og "Mord i skoven", og der er i disse tale om tre forskellige typer af tekster med hver deres genremæssige ophav.
Begynder vi med det sidste afsnit, drejer det sig om noget så usædvanligt som en mordhistorie berettet i en række digteriske sekvenser, der i hovedsagen er udformet som monologer fra de forskellige implicerede i en historie om en forfatter ved navn Peter Jyde, der er blevet myrdet. Det er ganske elegant fundet på, men der er absolut ikke tale om noget af det bedste, man har set fra Juuls hånd. En sekvens med en for Juul ikke helt vanlig vandet humor lyder:
"OVERSKRIFTER: / Lig fundet i en bæk / Mand fundet død i en skov / Små piger fandt lig i skov / Børn fandt skudt mand i bæk / Kendt forfatter myrdet / Forfatter skudt / Det ville have moret ham selv, måske, at se disse variationer? Han kunne / have fundet på nogle bedre. / Forfatter omsider fjernet fra jordens overflade! / Hvem læste denne mands dødssyge bøger? / Peter Jyde endelig død."
Anderledes kvalitet er der i bogens to første afsnit. "Ord i skoven" er en række ironiske metapoetiske digte i forhold til den traditionelle naturlyrik. En pragtfuld tekst indledes for eksempel: "Jeg gruer / for kirsebærblomsternes skønhed / den vil tigge mig om et digt som fra / de gode gamle dage / med dug i græsset (blinkende) / og rim (funklende)."
Ikke mindre indtagende og suveræn er Juul i digtsamlingens midterafsnit "Fra min dagbog", hvor man møder erindringsdigte med grotesk-surrealistiske motiver i den klassisk juulske stil. Som i meget anden stor kunst kan man her gå rundt om disse svært afkodelige tekster, der med deres virvar af referencer til fortrængt seksualitet, sociale ritualer og religiøs mytologi emmer af fascinationskraft, uden at man på nogen måde er i stand til at give en entydig forklaring på, hvad der foregår i digtene. Et digt lyder for eksempel:
"En rødhåret kone bøjer sig over / min udstrakte krop på kirkegulvet. Hun er / knækket sammen af grin. Hun skeler. Hun er ikke ædru, / jeg heller ikke. / "Jeg har i al fald en god røv", siger hun. / Alle hendes veninder giver hende ret."
Der er kort og godt – især hvis man glemmer bogens lidt for fjollede sidste del – tale om en samling tekster fra Pia Juul, der viser at hun stadig tilhører den absolutte top inden for dansk lyrik.
Pia Juul: Helt i skoven. 60 sider. 148 kroner. Tiderne Skifter. Udkommer i dag.