Benny Andersen: Hvad forbinder du med evigt liv?
Johannes Møllehave: Jeg kan slet ikke sætte det på en formel. Der vil jeg være lige så skræmt som dig, for hvis jeg skulle forestille mig, at jeg evigt skulle gå rundt i de samme shorts ...
Benny Andersen: ... så vil jeg sige Vor Herre bevares!
Ordballet som ovenstående er der dejligt meget af mellem Johannes Møllehave og Benny Andersen. Og sprogligt tankegods, som da de bliver enige om, at det »at have tyngde i tilværelsen kan betyde tab af frihed«. Men »at frihed i den forbindelse kan være det værste af alt«.
Journalist Karen Thisted har lyttet med på samtalerne og viderebringer dem i bogen »Det skal mærkes at vi lever«. At læse den er som at sidde med ved bordet i huset på Kreta, hvor de to folkekære venner mødtes hver dag i en uge for at tale om livet, døden og især kærligheden. Begge har inden for mindre end to år mistet deres livs kærlighed.
Præst, forfatter og foredragsholder Johannes Møllehave begravede Herdis Møllehave efter 40 års ægteskab, og forfatter, komponist og pianist Benny Andersens kone, Cynthia La Touche Andersen, døde på Barbados kort før deres 20 års bryllupsdag. Livet med og savnet af de to kvinder er samtalernes klangbund, men det gennemgående tema er Benny Andersens digte og sange.
Her folder Møllehave sig ud som den store formidler, han er. Med begejstring og indsigt udlægger han Andersen-digte fra nogle af de første i »Den indre bowlerhat« fra 1964 over Svanteperioden i 1970'erne til den sidste »Sjælen marineret« fra 2001. Han kan citere digtstrofer, som ophavsmanden selv har glemt, men får ad den vej sat den mere fåmælte Andersen i gang med at fortælle om sig selv, sin opvækst, sine ægteskaber, den lammende sorg efter Cynthia, men også om sin nye forelskelse i Elisabeth, som han mødte i et lyntog mellem Århus og København.
Johannes Møllehave: I renæssancen betragtede man enhver forelskelse som en influenza. Man kaldte ganske enkelt forelskelse - altså det, at man bliver besat af følelser - for influenza. En forelskelse er jo svimlende. (...) Men forelskelse går ofte over. Over i noget andet.
Benny Andersen: Jeg ved ikke, om det går over.
De gamle venner har meget tilfælles, deriblandt forkærligheden for H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. I digtet »Kierkegård på cykel« fra prosa- og digtsamlingen »Denne kommen og gåen« fra 1993 har Andersen skrevet om filosoffen som en mand, der sgu vidste, hvad han talte om. Og han beretter om, hvordan læsningen af Kierkegaard under en livskrise i 1950'erne hjalp ham til at overleve mentalt. Men så begynder Møllehave at decifrere »Sygdommen til døden«, og dér står Andersen af.
Johannes Møllehave: Lad os nu tage den sætning fra Kierkegaard, du selv nævner, nemlig at individet har sig selv uden for sig selv i sig selv. Kan du fortolke den sætning?
Benny Andersen: Overhovedet ikke!
- lyder det respektløst og meget morsomt.
Der er altså forskelle på de to. Møllehave tror på Gud, det gør Andersen ikke.
Benny Andersen: Noget af det, jeg for øvrigt blev mest forarget over i mine unge dage ved Bibelen - ja, undskyld, Johannes - var i forbindelse med min konfirmation. Jeg hørte Paulus' ord om, at den, der har meget, han skal meget gives, mens den, der intet har, dér skal selv det lidet, han har, tages fra ham. Jeg var så forarget. Det var fandme det mest sjofle, og det sårede min venstreorienterede sjæl meget, at Bibelen kunne nænne at skrive sådan. Først da jeg blev ældre, blev jeg klar over, at det var i overført betydning, for da havde jeg selv oplevet glæden ved at give. Man får jo nogle gange dobbelt igen.
Johannes Møllehave: Det er nu Mattæus i forbindelse med historien om de betroede talenter. Det har du selv skrevet et digt om engang.
Benny Andersen: Har jeg det? Det skulle ikke undre mig.
Møllehave kæmper mod ensomheden i sit aleneliv, men kan ikke forestille sig et nyt ægteskab. Andersen er ikke bange for ensomhed og nyder sin »hjertenskær«.
Benny Andersen: Jeg kender også godt til ensomheden efter Cynthias død, men den ensomhed følte jeg mindre, når jeg var alene. Det lyder selvmodsigende, men når jeg var ude og så andre par, følte jeg ensomheden. Så var det om at komme hjem og være alene.
Johannes Møllehave: Jeg må sige til dig, at jeg kæmper meget imod ensomheden. Jeg skælder mig selv ud. Der er sådan en dyrkelse af ensomheden i vores kultur. Der er i hvert fald mange, der taler om den. Så vi er altså flere, der er ensomme.
Rørende er Andersens udsagn om, at jalousi ingen rolle spiller mere for ham, i dag vil han gøre alt for at gøre sin elskede glad.
Benny Andersen: Man kan sige, at jeg havde gået i lære i mit første ægteskab og opdaget, hvad der ville være godt for begge parter. For eksempel ikke hver dag sige: »Åh, jeg elsker dig«, men i stedet at være i den tilstand, at man viser det. Igen det med at gribe nuet, carpe diem. En god ægtemand er ham, der lever i nuet sammen med hende, han er gift med.
En smule mandehørm går de ikke af vejen for; som for eksempel en af Møllehaves mange oneliners: Porno er for mænd, hvad komplimenter er for kvinder!
Man kan indvende, at for læsere af Jakob Kvists interviewbog »Møllehave - et liv har fem akter« byder denne på mere af det samme. Men fordi det, som i Møllehaves beskrivelse af sit ægteskab, også i denne forbindelse er ham, der har foden på speederen, får vi nyt at vide om Andersen. Og begge er ikke det værste, vi har.
De to herrers tilsammen opbyggelige tale om at elske og ære, om den horisontale nutid og lodrette højtid og om at gribe hinanden og nuet giver lyst til at gå ud i verden og gøre det samme. Altså: Carpe diem!
Karen Thisted: Johannes Møllehave & Benny Andersen. Det skal mærkes at vi lever. 280 sider. 249 kr. Politikens Forlag.