Som det vil være gået op for de fleste, er det i dette forår 400 år siden, William Shakespeare lagde fjerpennen fra sig, og det kan være anledning til at genopfriske, hvad hans værker har betydet for os. Selv ved selskabelige sammenkomster vil han være et hit.
Allerede for mange årtier siden skrev Cole Porter en sang, hvis tekst begynder med ”Brush up your Shakespeare, start quoting (at citere) him now” og slutter med ”Brush up your Shakespeare, and they’ll all kowtow (falde på maven for dig)”.
Fra min gymnasietid husker jeg, at vi i engelsktimerne læste digte af romantikere som John Keats og William Wordsworth, men jeg mener ikke, at vi læste Shakespeare. Da jeg studerede engelsk ved Københavns Universitet, var han dog et must i pensum, og gudskelov for det. Til min afsluttende eksamen opgav jeg ”Julius Caesar” og ”Macbeth”. Det er bardens to korteste skuespil, men det var nu ikke kun derfor, jeg valgte dem.
Det første havde jeg set som film med Marlon Brando som Antonius, og fra den husker jeg især hans mindetale for Cæsar på Forum Romanum. Det er den, der begynder med ordene ”Friends, Romans, countrymen. Lend me your ears” (Romere, venner, landsmænd, lån mig øre). Fra det andet er jeg stadig i stand til at recitere Macbeths monolog, da han indser, at alt er tabt. Det er den, der slutter med at beskrive livet som ”a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing” (et eventyr fortalt af en tåbe, fuldt af klingklang og bulder, som betyder ingenting).
Shakespeare er så betydningsfuld, at formuleringer fra hans dramaer jævnligt er blevet brugt som titler på bøger af andre berømte forfattere, herunder William Faulkners roman ”The sound and the fury” (1929), Aldous Huxleys novellesamling ”Brief candles” (1930, fra ”Out, out, brief candle!” (Ud med dig, ud, du korte lysglimt! i Macbeth) og John Steinbecks roman ”The winter of our discontent” (1961, fra ”Richard III”). Endnu et eksempel er den britiske journalist Eric Knights beredskabsroman fra 1941 ”This above all”, på dansk ”Men dette frem for alt”. Det er en sætning fra ”Hamlet”, som mange briter kunne fortsætte: ”…to thine own self be true, and it must follow, as the night the day, thou canst not then be false to any man”. Oversat sådan af Niels Brunse: “Men frem for alt, vær tro mod dig selv, så følger det, som natten efter dagen, at du er aldrig svigefuld mod andre.”
Som studerende lånte jeg – blandt andet for at forbedre min engelske udtale – grammofonplader fra British Council. På den måde hørte jeg Laurence Olivier fremsige indledningsmonologen fra ”Richard III”, der begynder med ordene ”Now is the winter of our discontent made glorious summer by this sun of York” (Nu er vort mismods vinter forvandlet af denne York-sol til prægtig sommer). Men mit kendskab til Shakespeare stammer nu mest fra teater, film og læsning af hans værker.
På film så jeg Laurence Olivier som Othello, og i den rolle syntes jeg godt nok, han overspillede. I en London-avis var en anmelder da også utilfreds. Som jeg husker det, skrev han følgende: ”As any fan of Walt Disney could see at a glance, he had modelled his performance on Scrooge McDuck – combining a ducky look with a quacky sound” (Som enhver Disney-fan straks kunne se, havde han modelleret sin rolle efter Joakim von And – og kombineret et andeagtigt udseende med en rappende stemme).
På teatret har jeg efterhånden overværet mange Shakespeare-forestillinger. Af dem, jeg har set her i landet, husker jeg især en fin opsætning af ”Richard III” på Det Kgl. med Søren Sætter-Lassen som den vanskabte monstermonark og i 1992 ”Hamlet” på Betty Nansen Teatret. I sidstnævnte havde Niels Olsen og Søren Østergaard fået frie hænder til at spille graverne, og det gjorde de ustyrligt morsomt. Mens de smed rundt med lårbensknogler og kranier, talte den ene helt sort jysk og den anden fynsk. Nogle synes, at Shakespeare ikke er morsom, og jeg forstår godt, hvad de mener. Men han kan i hvert fald spilles morsomt.
Shakespeare er så stor, at han til næsten enhver lejlighed er leveringsdygtig med en tankevækkende formulering. Da jeg holdt afskedsforelæsning og gerne ville slutte med manér, citerede jeg Brutus’ ord til Cassius, inden de skilles: ”If we do meet again, why we shall smile! If not, why then, this parting was well made” (Hvis vi skal mødes mer, da skal vi smile; hvis ej, nu vel, så har vi taget afsked). Den tanke kan vel ikke udtrykkes bedre. Shakespeares ord lever.
Og Shakespeare tager man aldrig afsked med.