Ordenes kraft skaber fællesskab

Aalborg kommer i denne uge for alvor på det litterære danmarkskort, når mere end 50 forfattere deltager i egnens første store bogfestival nogensinde. Det må gerne være finkulturelt, men ikke elitært, og publikum skal have lov at blande sig, mener initiativtageren

Fra på torsdag og tre dage frem skal pengene så fyres af ved et stort og ambitiøst arrangement i Aalborg med titlen "Ordkraft".
Fra på torsdag og tre dage frem skal pengene så fyres af ved et stort og ambitiøst arrangement i Aalborg med titlen "Ordkraft".

I begyndelsen var ordet, og det er det stadig. Ordene er fælleseje og noget, der binder os sammen som mennesker på en helt anden måde end eksempelvis toner.

LÆS OGSÅ:Sorte sjæle og hvid dæmoni

Sådan tænkte Evanthore Vestergaard for nogle år siden, i en periode, hvor de skrevne ord trængte sig mere og mere på i hans liv. Han er uddannet komponist og har blandt andet skrevet kirkemusik og salmer, men han har også været mangeårig medarbejder i Danmarks Radio, ligesom han har skrevet anmeldelser og klummer i denne avis.

Ordene har altså altid haft stor betydning, men det var tonerne, der betød mest, indtil det vendte, og han blev fuldtidsforfatter og forlægger. I samme ombæring fik han idéen til at lave en messe for ord i sin hjemegn, Nordjylland, og i løbet af bare to måneder lykkedes det ham og hans samarbejdspartnere at skaffe 800.000 kroner fra Kulturministeriet, Aalborg Kommune, Region Nordjylland samt en række private sponsorer.

Fra på torsdag og tre dage frem skal pengene så fyres af ved et stort og ambitiøst arrangement i Aalborg med titlen "Ordkraft".

"På et tidspunkt så jeg en undersøgelse, der konkluderede, at interessen for litteratur i Nordjylland var markant lavere end interessen for musik. Nu giver vi nordjyderne noget, der kan skærpe deres opmærksomhed på ord og litteratur," siger Evanthore Vestergaard.

"Ordkraft" bliver et møde mellem forfattere, formidlere og læsere i alle aldersgrupper, og tanken er at præsentere litteraturen i alle dens genrer fra slægts- og erindringslitteratur over krimier til poetry slam og rap.

"Vi vil gerne være finkulturelle, men ikke elitære, og vi vil gerne være brede, men også dybe og høje," siger idémanden.

En af Evanthore Vester- gaards kæpheste er, at kommunikationen på "Ordkraft" skal gå mange veje. Der vil være såkaldte moderatorer til at samtale med forfatterne i stedet for de journalist-interview, man typisk ser på BogForum i København, og det skal altid være tilladt for publikum at blande sig.

Flere end 50 forfattere besøger Aalborg i løbet af de tre dage, og der er mange kendte navne imellem. Blandt andre Jussi Adler-Olsen, der for nylig modtog boghandlernes Gyldne Laurbær, Sara Blædel, Jens Smærup Sørensen, Kirsten Thorup, Hanne Marie Svendsen, Henrik Nordbrandt, Knud Romer, Jens Christian Grøndahl og den populære norske krimiforfatter Arne Dahl.

Åbningen af "Ordkraft", der har hovedscene i Aalborgs nye kulturhus, Nordkraft, kommer til at handle om den afdøde aalborgensiske forfatter Jakob Ejersbo, der fik sit gennembrud med romanen "Nordkraft". Her spiller Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, en vigtig rolle. Han arbejdede tæt sammen med Jakob Ejersbo i hans sidste levemåneder og færdiggjorde efter forfatterens død arbejdet med "Afrika-trilogien". På "Ordkraft" vil han fortælle om det arbejde og om Nordjyllands betydning i dansk litteratur.

Samtlige institutioner i Nordkraft deltager i festivalen med teater, musik, motion, kunst, gastronomi og film – men alle med arrangementer hvor ordenes kraft er i centrum.

"Omgangen med ord skærper vores intellektuelle opmærksomhed," fastslår Evanthore Vestergaard, der er spændt på, hvordan det nordjyske publikum vil tage imod det nye tilbud.

"Jeg har ingen fornemmelse af, hvor mange der kommer, men da det meste er gratis, håber jeg, interessen bliver stor. Mit mål er først og fremmest, at flere nordjyder kommer til at interessere sig for litteratur. Bliver interessen rigtig stor, kan Ordkraft forhåbentligt ende med at blive en årligt tilbagevendende begivenhed," siger han.

washuus@k.dk