Den nye Dicte - ★★★★★☆
”I’m your icon / I’m your religion,” sang Benedicte Westergaard Madsen sejt og noir-lækkert på debuten ”Between Any Four Walls” (1994). 27 år senere bekender hun, skrøbeligt og helt anderledes cool, at hun øver sig på at leve – og være nogenlunde tilfreds.
Duetten med Teitur, ”Seasick”, fungerer, og tilværelsens eksistentielle søsyge flimrer også i ”My New Jesus”.
Jonas Struck (Swan Lee) og Thomas Alstrup (Jonah Blacksmith) balancerer det elektroniske med en folket, håndspillet nerve. Personal Pain-sangerinden tager det sure med det søde, uden filter, og rammer helt plet.
Børn af Seattle - ★★★★★☆
Rocken er ikke længere det altdominerende medlem af den store, vildtvoksende familie af musik. Godt vi har Foo Fighters, der har spillet sammen i over 25 år, og i 2019 kom med stor rock til Horsens Fængsel. Fordi tre akkorder ikke (altid) rækker, har de før samarbejdet med popikonerne Rick Astley og Justin Timberlake, og på alt-rock-institutionens 10. album sætter Adele-producer Greg Kurstin spor af disco og gospel.
Men rock er det – guitaren dunker hårdt i ”No Son of Mine”. Dave Grohl & co. er de flinke fyre, der spiller musik, som vores Seattle-moder syltede den: frisk og upbeat, med bid, fede riffs og barske bekendelser på blot 37 minutter. Men fooooha-uha, hvilke minutter! Vi er alle børn af Seattle.
Ordentlig country - ★★★★☆☆
Er der noget mere country end sønderslidte støvler på en støvet landevej? Efter albummet ”Jericho Road” (2016) er sangeren og guitaristen CS Nielsen nået til ”Pilgrims” og skærer igennem i titler som ”Sinner Man” og ”Rebel Song”. Han synger om en grådig verden, svundne fede år og god manna fra himlen, og han minder konen om, at de er sammen om suppedasen, og at det vist er tid til at bede en stille bøn.
Nielsen kan både være monstermørk som den sene Scott Walker (producer Johnny Stage har arbejdet med Sort Sol), og han kan slentre med en tør vibrato som en tidlig Johnny Cash. Kunstner Lasse Krogh Møller står for cover og Svend-Allan Sørensen for linoleumssnit. Countryfolk går ikke ned på udstyr. Gå med Nielsen! Rejsen er lang og åndrig.
Blå bossa - ★★★★★☆
Ligesom Cassandra Wilson og Diana Krall har amerikanske Melody Gardot fundet mange lyttere inden for popjazzen. Debuten ”Worrisome Heart” (2008) gav hende stjernestatus. Gardots flair for bossanova med tropisk-brasilianske følelser og percussion flyder blødt igennem hele ”Sunset in the Blue” med fine arrangementer af Vince Mendoza. Gardot siger, albummet blev anderledes end ventet, fordi musikerne – blandt andet The Royal Philharmonic Orchestra – måtte optages på distance. Men altså: Solen skinner blåt, corona-ensomt i standards som Johnny Mercers ”Moon River”, og violinerne flyder uendeligt smukt i ”Ave Maria”, hvor hun ønsker at ”drink to life as if there is no end”.
Andet nummer hedder ”C’est Magnifique”, og omtrent sådan har jeg det. Men hvorfor er duetten med Sting, som Gardot udgav for nylig, ikke med?
Flot buket fra Octavia - ★★★★☆☆
Livet er kørt forbi aarhusianske Gurli Octavia Koefoed Nielsen, som i et par år har druknet sorgen over sin fars død og andet livsknas med rusmidler. Men imens skrev hun sange, hele 19 er med på dobbelt-vinylen ”I Could Be Blossoming Instead”. Hendes første fuldlængdealbum er overbevisende; man tror på titlen og den omtumlede rejse til dén erkendelse.
Sangerinden, der fik sit mellemnavn på grund af sin fødselsdato 8.8.88, binder en buket af klassisk jeg-gider-ikke-mere-vrøvl sat på vers med folk og intim pop. Kun sporadisk mister balladerne fokus. Især ”Drinks” og ”XRay” (med forårsbebudende mariachitrompeter) er meget smukke udsagn fra den unge sangerinde, der beviser, hun er kommet for at blive og blomstre råt.