Ordet blev til kunst – og kunsten blev til ord

Fuglsang Kunstmuseum har givet udstillingen ”Teser – Danske samtidskunstnere i dialog med reformationen” en ekstra dimension ved også at udstille 95 nye teser, der er skrevet af både præster og lægfolk i Lolland-Falsters Stift

Museumsinspektør Susanne Bangert og sognepræst Jesper Bacher har en fælles tese om, at kunst og kristendom beriger hinanden. Og nu er de sammen aktuelle med udstillingen ”Teser” på Fuglsang Kunstmuseum med både kunstneriske og teologiske bidrag. –
Museumsinspektør Susanne Bangert og sognepræst Jesper Bacher har en fælles tese om, at kunst og kristendom beriger hinanden. Og nu er de sammen aktuelle med udstillingen ”Teser” på Fuglsang Kunstmuseum med både kunstneriske og teologiske bidrag. – . Foto: Leif Tuxen.

”Pas på, du er ved at gå ind i kunsten!”, griner museumsinspektøren Susanne Bangert på Fuglsang Kunstmuseum, mens sognepræsten Jesper Bacher rent faktisk er faretruende tæt på at gå ind mellem en række skrøbelige skulpturer på museumsgulvet, mens han bakser med at få slået sine ”roll-ups” op.

Dem har han båret adskillige af ind i særudstillingsrummet. For de store plakater er fulde af 95 spritnye teser, som både præster og lægfolk i Lolland-Falsters Stift har skrevet – inspireret af Luthers 95 teser, der allerede hænger inde i museumsrummet. Og nu skal de nye teser indgå i en samtale med de gamle teser og 25 markante kunstværker, der også allerede indgår i dialog med Luther i rummet, hvor man roligt kan sige, at det er en underliggende tese, at kunsten og kristendommen beriger hinanden.

Kirkerummet og museumsrummet har jo også det tilfælles, at man træder ind i dem for at få et nyt blik på verden udenfor.

På Fuglsang Kunstmuseum på Lolland er den pointe bygget helt ind i arkitekturen, så man ikke kun kan nyde værker inde på museet, men også skaberværket udenfor. For museet er i forvejen indrettet med et lille refleksionskapel med store vinduer ud til de samme smukke lollandske landskaber, som også inspirerede kunstnere til guld- aldermalerierne. Men nu er museet altså også blevet fyldt med både samtidskunst og teologiske tanker, der reflekterer over Reformationens betydning.

På særudstillingen ”Teser – Danske samtidskunstnere i dialog med reformationen” har 25 af landets mest betydelige billedkunstnere skabt 25 værker, der forholder sig til Luthers 95 teser. (Pilgrims)udstillingen, der i det nye år skal videre til Museet for Religiøs Kunst i Lemvig og senere selveste Wittenberg, har allerede været vist på Ribe Kunstmuseum og tidligere i Rundetaarn, men der var der ikke plads til det tungeste værk – Laila Westergaards smukt udsmykkede 750 kilo tunge døbefont i granit, som i stedet blev vist i Vor Frue Kirke. Men her er der blevet plads til det hele – plus de 95 nye teser fra Stiftet.

Præster og lægfolk fra Lolland-Falsters Stift har skrevet 95 nye teser, som man nu også kan læse på Fuglsang Kunstmuseum.
Præster og lægfolk fra Lolland-Falsters Stift har skrevet 95 nye teser, som man nu også kan læse på Fuglsang Kunstmuseum. Foto: Leif Tuxen

”Så!”, siger Jesper Bacher tydeligt lettet, da den første ”roll-up” er slået rigtigt op, så man blandt andet kan læse hans egen fyndige tese:

”Der er ikke måde med Guds nåde, men alene Kristus er Guds måde. Nåde kommer af korsets gåde, og den, som vil tro på sin egen måde, ender med sin egen unåde. Hvor Gud vil råde, må mennesker altså holde måde.”

Jesper Bacher smiler, da han forklarer sit ordspil:

”Det er jo lidt polemisk skrevet, men det skal ses som en kommentar til tendensen i tiden til at privatisere Gud, hvor mange vil lave deres egen gud på deres egen måde, men måske derfor ender i deres egen unåde. For det interessante er ikke vores egen måde, men Guds måde og nåde,” siger Jesper Bacher, der selv er sognepræst i Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe Pastorat og kendt debattør her i avisen, men han har også været tovholder på at samle de nye teser, som han har sat sammen med håndplukkede Luther-citater for at få en større samtale i gang.

Han tilføjer, at de 95 teser dog også peger i andre retninger og således viser ”folkekirkens mangfoldighed”, så andre altså udtrykker kristendommen på deres egen måde.

I begyndelsen var projektet slet ikke tænkt ind i Kunstmuseet Fuglsangs vandreudstilling, men Susanne Bangert greb straks idéen, da hun hørte, hvad der blev puslet med i stiftet. Og nu har hun selv været med til at sætte nogle af de nye teser sammen med de 25 kunstværker på udstillingen, så kunstværkerne ikke kun går i dialog med Luther, men også med hans lollandske arvtagere.

”Det er en stor samtale mellem kunst og teologi, mellem nutid og fortid, mellem Luther og hans arvtagere og de kunstnere, der er i vores samtid. Så det er virkelig en samtale, der går på tværs af tid og fagområder,” siger Jesper Bacher, mens museumsinspektøren nikker.

Under Kaspar Bonnéns værk, der tematiserer alt det jordiske ”gods”, man kan slæbe med sig, kan man således blandt andet læse den lille teologiske tese, at ”det er befriende og aflastende at vide, at Gud bærer alt det, som man ikke selv magter at bære”. Og sådan giver kunst og teser hinanden mening og ekstra lag. Men de forskellige kunstværker taler også til både præsten og museums-inspektøren, mens vi går gennem udstillingen.

Kasper Bonnéns værk leger med tanken om, hvad et menneske bærer med sig.
Kasper Bonnéns værk leger med tanken om, hvad et menneske bærer med sig. Foto: Leif Tuxen

Trine Søndergaards værk ”I min Faders hus er der mange rum” viser for eksempel kirken backstage, så det bliver klart, at kirken både er et rituelt rum og en arbejdsplads.

”Det viser kirken som et almindeligt hus, hvor det eneste uundværlige faktisk er Ordet,” siger Jesper Bacher, mens Susanne Bangert funderer over, at billederne blandt andet viser en åben dør, hvor man kan skimte en stige i det inderste rum.

”Det er virkelig godt set af hende,” udbryder museumsinspektøren:

”Ja,” siger Jesper Bacher, der også ser en slags forkyndelse i fotokunsten:

”Det er ligesom i Johannes’ Åbenbaring, hvor der står: ’Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i.’ Det er jo et meget stærkt udsagn, fordi alle andre døre lukker sig, ligesom kistelåget også lukker sig, men her står vi altså foran en åben dør med en fri adgang til en stige til himlen,” siger sognepræsten, som også er glad for kunstneren Peter Callesens opslagstavle, der giver associationer til porten i Wittenberg. Men i Callesens værk er skriften, der stammer fra kunstnerens egen dagbog, enten skåret ud eller visket ud, så der kun er spor af skrift tilbage.

”For mig står det som et billede på, at alt er tilgivet, men at der alligevel er spor efter det, der er tilgivet. Synd kan være tilgivet, men sporene er der stadig, men det er ikke længere et anklageskrift. Det synes jeg er stærkt,” siger Jesper Bacher, der også kommer til at reflektere over paradokset i den almægtige Gud, som alligevel udviser miskundhed eller kærlig glemsomhed.

Sådan vækker værkerne masser af tanker, og det eneste, der samler de 25 værker, er også, at de reflekterer over Reformationen med både værker, der lyser af kritik, lovsang og undren.

Lise Harlevs har lavet seks silketryk (på billedet ses de tre) med forskellige ornamenter og budskaber, der skal ses som serie af meddelelser, hvor billede og tekst indgår sammen. Kunstneren idé med værket er at forholde sig spørgende til tanker om selvjustits, selvkritik og kollektive og private værdimønstre.
Lise Harlevs har lavet seks silketryk (på billedet ses de tre) med forskellige ornamenter og budskaber, der skal ses som serie af meddelelser, hvor billede og tekst indgår sammen. Kunstneren idé med værket er at forholde sig spørgende til tanker om selvjustits, selvkritik og kollektive og private værdimønstre. Foto: Leif Tuxen

”Jeg synes også, at det er sjovt, at kunstnerne ikke kun har valgt så forskellige vinkler på Luthers teser, men også har brugt så forskellige materialer. De har brugt alt fra plastik til bronze, og her er også alt fra fotokunst til mere klassiske skulpturer. De forholder sig alle til noget tekstligt, men det er blevet til noget ikke-tekstligt i alle mulige former og materialer,” siger Susanne Bangert, inden præsten igen tager ordet.

”Vi kender Johannes’ udtryk om, at Ordet blev kød, men her er Ordet blevet til kunst, ligesom kunsten bliver til ord. Det går begge veje,” siger han, inden Susanne Bangert tilføjer, at der ikke er en rigtig vej gennem udstillingen, som der også er mange veje ind i.

Men stærkest er det måske at begynde bagfra, hvor Maja Lisa Engelhardts bronzeskulptur både står som en port og en stopklods til indgangen. På portens ene side – set fra indgangen – slynger mørke og gyldne folder sig ind og ud af hinanden og bliver til et kompliceret net af strukturer. På den anden side hersker en større ro og klarhed. Og sådan kan man også se livet før og efter Reformationen – set gennem kunstens port.