Selvfølgelig måtte det komme: genopdagelsen af Kaj Munk som dramatiker. Det er ikke for meget sagt, at de ni læsninger af Munk-stykker, som Per Lykke har redigeret, blæser støvet af Munk og viser ham som den store dramatiker, han var – og stadig er. I de år, da han næsten fik helgenstatus, var det personen Munk, man dyrkede, og hans meninger og holdninger. Det gælder også de velskrevne forsøg på at genopdage eller ligefrem rehabilitere ham, som hhv. Bjarne Nielsen Brovst og Per Stig Møller har foretaget, at de ganske vist inddrager det dramatiske forfatterskab, men netop anvender det til at karakterisere manden.
I den foreliggende bog er det kun dramatikeren, det drejer sig om – eller for at være helt præcis: det handler om de ni stykker, som redaktøren har udvalgt, og som en række forskere giver spændende og kompetente læsninger af. Selvfølgelig trækkes der forbindelser til Munks liv, og naturligvis har de enkelte forfattere været i arkiverne efter datidens anmeldelser. Men først og fremmest præsterer de forfriskende nye synsvinkler på Munks dramatik, fordi hovedvægten ligger på den konkrete tekst, som det karakteristisk hedder i Finn Stein Larsens læsning af "En Idealist": "Det skal først bemærkes, at den følgende læsning ikke er dramaturgisk, baseret på eksisterende opførelser, men en undersøgelse af den dramatiske tekst som litterært fænomen – med et vist hensyn til de sceniske muligheder – på grundlag af dens kunstnerisk-sproglige potentiel."
Lad mig kort nævne de medvirkende: Ud over Finn Stein Larsen skriver også Lars Peter Rømhild, Niels Jørgen Skydsgaard, Erik Skyum-Nielsen, Hans Hauge, Per Theil, Jørgen Elbek, Per Lykke og Rikke Rottensten. Og lad mig også nævne, at selv om der er tale om et fælles anliggende hos de ni i retning af at læse teksten litterært, så gør de det meget forskelligt. Hvad får læseren ud af bogen? Det er ganske klart: Kaj Munk er en stor dramatiker, der skriver stor dramatik. Shakespeare dukker op som perspektivering mere end én gang. Men der trækkes også flittigt linjer til folkekomedien. Hans Hauge får også en masse sprogfilosofi raget ind i gennemgangen og betoner yderligere inspirationen fra Hostrup. Skyum-Nielsen får karakteriseret "Ordet" som "refleksiv modernisme", men er skeptisk over for den teologiske holdbarhed, mens Rikke Rottensten læser "Niels Ebbesen" ind i den mobilisering af modstand, som også Martin A. Hansen stod for under besættelsen.
Hvad der først og fremmest imponerer ved denne bog er de enkelte forfatteres optagethed af teksten. Det er virkelig dramateksten, der udlægges øjeåbnende og provokerende. Man begriber, at var Munk ikke altid den største dramatiker, så var han altid en effektiv sådan. Og så har alle bidragydere i udpræget grad sans for den gennemgående humor i Munks dramatik.
Det er simpelthen fornøjelig og herlig læsning. Indvendinger? Næh, projektet er flot gennemført. Til overflod er vedføjet et udvalg af monografier om Kaj Munk, hvor jeg kun savner min gamle lærer Søren Holms lille bog fra 1961: "Kaj Munk. Den religiøse Problematik i hans Dramaer".
"Ordet på bordet – Ni læsninger i Kaj Munks dramatik". Red. af Per Lykke. Multivers Academic. 176 sider. 198 kr.