Man kan sige, han er lige lovligt letfodet, kulturskribenten og forfatteren Niels Barfoed, når han spadserer gennem gaderne i det elskede København og skriver sine foednoter - med 'e' som i de gode, gamle dage. Vil man dybere ned i byens og livets voldgrave, må man gå andre steder hen. Her gås med bredskygget hat og spadserestok kun frem i horisontale linjer, skønt der kigges om hushjørner og ind gennem genboens vinduer.
Let er det. Også lidt for let i længden. Men når det er sagt, skal resten være lutter roser. For her er en skribent af den klassiske skole, der bærer sit sprog og sin alder (født 1931) med manér, ja, med en uimodståelig, flanøragtig humor. Bare beskrivelsen af artisteriet med at tage strømper på om morgenen, liggende i sengen med benene roterende som møllehjul, for slet ikke at tale om at afføre sig sine underbukser om aftenen, er ren musik for smilebåndet.
”Du siger noget” er 37 små noteringer fra Københavns centrum og tilstødende lokaler om dagen og vejen og om livet, der svinder, men alligevel hele tiden kommer os i møde, oh, gudskelov. Nogle er nye, andre er tidligere bragt i Politiken og Weekend-avisen. Hvad der er hvad, får vi ikke at vide. Men de er alle sammen skrevet med en veloplagthed, som var de lige kommet op af badet.
Han kan noget, ham Niels Barfoed, som vi vist er mange yngre skrivehoveder, der gerne ville lure ham af. Han kan på en gang være næsten demonstrativt gammeldags med brug af støvsamlende pudseløjerligheder som at ”absentere sig” eller være ”hjemadduvende”. ”Jeg er aldrig kommet længere end til den kolde krig”, slås det fast med hælen i asfalten. Og naturligvis er han Des med sin læser, hvad ellers?
Men samtidig er formen så ung og vilter som en ga-lophests. Vi tiltales medsammensvorent og direkte, små skæve fyndord sniger sig ind, gumlende lyde, dannede causerier, frække afbrud og et pludseligt ”nej, jeg orker ikke at fortælle det”. Så tages et sidespring, det sker faktisk temmelig tit. Der startes et sted og diffunderes derudaf. Til sidst lander vi på benene, dog oftest et helt andet sted.
Fremdeles hører vi om professoren, der kun gider snakke om egne skavanker og aldrig spørger til noteskriverens. Vi ser gennem vinduet de nøgne studiner bade i Kanalen i Nyhavn (desværre uden briller!), mens en svanefamilie nærmer sig med strakte halse. Vi er til tandlægen en dag for tidligt, blomster købes der mange af, rødhårede piger hyldes med kendermine, den urørte bil vækker så stor skamfølelse, at vores hovedperson vælger en anden vej hjem, for ikke at møde dens tunge blik. Og sokker tages som nævnt både af og på.
Er der aldersskavanker, og det er der, bæres de med munter distance. Er der strejf af melankoli, og det er der, viftes det væk med mild realisme: ”Det er muligt, jeg har set Paris for sidste gang”, hedder det, ”men ikke Berlin og ikke Skagen og ikke Prag”. Og til sidst i disse noter får sproget lov til at blafre i en øm sammensmeltning af levende stearinlys og ægte kærlighed. Der er alvor i luften.
Sådan går letfodetheden over i noget, der minder om flyv. Og sådan, mine damer og herrer, kan man være gammel og dog så fortvivlende ung.
Men hvordan gør han? Desværre er Niels Barfoed vist umulig at efterligne. For det hele hænger sammen med swing og schwung og klonk og klang. Hemmeligheden er tonen. Og tonen er manden, og manden er måden, og måden er livet. Og livet er nok en spadseretur værd. En gang mere. Og en til.
kultur@k.dk