Ordrupgaard kaster lys på en modernistisk pioner med ny særudstilling

Ny seværdig udstilling på Ordrupgaard kaster lys på alle aspekter af modernisten Vilhelm Lundstrøms værk

Vilhelm Lundstrøm er blandt andet kendt for sine monumentale og stiliserede skildringer af kvindelige modeller. Her er det værket "Model" malet i 1928-29.
Vilhelm Lundstrøm er blandt andet kendt for sine monumentale og stiliserede skildringer af kvindelige modeller. Her er det værket "Model" malet i 1928-29. . Foto: Kunstmuseum Brandts.

Mange danskere kender Vilhelm Lundstrøms (1893-1950) ikoniske malerier fra Louisiana, Statens Museum for Kunst, ARoS og en mængde andre museer. Det drejer sig blandt andet om de orange appelsiner, der får den blå-grå opstilling af strengt stiliserede kander, skåle og bøger i overstørrelse til at gnistre af nærvær. Det er 30 år siden, at man i Hovedstadsområdet sidst har kunnet se en større udstilling med Lundstrøms værker, men nu blænder Ordrupgaard i Jægersborg Dyrehave nord for København op for en meget seværdig udstilling.

Lundstrøm er især kendt for sine monumentale opstillinger med husgeråd og bøger og for sine lige så monumentale og stiliserede skildringer af kvindelige modeller, der er malet med betoning af det geometriske i form af cylindere, trekanter og cirkler. Hans motiver er nærmest hyperreelle eller overvirkelige på grund af den stærke forenkling og de markante egen- og slagskygger, de tydelige konturlinjer samt lysets spil i objekternes overflader. De robuste nøgenmodeller fremstår arkaiske – på én gang klassisk-monumentale og hypermoderne. Ofte spændes kontrastrige kølige farver op mod glødende varme farver, så det synger på fladen, ligesom objekterne er lutret af de skiftende, stærke lyskilder, der på illusionistisk vis lader formerne træde stærkt fysisk og tredimensionelt frem på fladen.