Det kræver altid en eller anden form for gnist.
Det kan være en interessant akkord. Måske er det bare tre toner eller en særlig rytmisk figur. Ofte improviserer han gnisten frem ved tangenterne. Når den opstår, begynder Christian Præstholm at skrive.
Gløden skal forløses til et musikalsk bål – de tre toner til et stykke klassisk musik. Og selvom organisten ved Sankt Mortens Kirke i Randers næsten dagligt sidder ved et stort orgel, så skabes de efterhånden utallige værker på et elektronisk orgel i hjemmet. Med nodeark, kuglepen og høretelefoner på, så ikke engang hustru, børn eller undulaten Pit er med i processen.
At skrive musik er nemlig stadig blufærdigt for Christian Præstholm mere end 30 år efter, at han begyndte. Organisten har da også haft det svært med at kalde sig selv for komponist og sin musik for kunst – i hvert fald med stort K.
I Kristeligt Dagblads sidste artikel i serien "Kunsten at skabe" har avisen lagt vejen forbi komponistens skriveværksted i den randrusianske forstad Kristrup.
Analyserer værket frem
Over orglets to klaviaturer lyses et nodeark op. Her kæmper røde og sorte noder, symboler og streger om den hvide plads på det linjerede papir. Et kaotisk syn for uindviede øjne. Men Christian Præstholm ser en idé under udvikling. Musik, der er ved at blive til.
"Jeg begynder altid med at improvisere, altså lege med nogle melodier og klange. Der skal opstå et eller andet, der har en særlig gnist – noget helt unikt. Først når det opstår, begynder jeg at skrive noget ned i hånden," siger Christian Præstholm.
Snart er det stenografiske ark klar til en renskrivning på computeren. Hvad der i øjeblikket kan fremstå som kragetæer, rummer egentlig et værk for kor og orgel, som Vor Frelsers Kirke i København har bestilt. Her blev Grundtvig for 200 år siden indsat som præst, og det er i den anledning, at Christian Præstholm skriver et stykke med udgangspunkt i Grundtvig-salmen "O Kristelighed".
"Når jeg har kimen til noget større, så kigger jeg teoretisk på, hvad den lille gnist består af, og hvordan idéen kan vokse. Derfor har mine stykker oftest en særlig gennemgående lyd eller følelse, men stilarten og tonesproget varierer en del fra værk til værk," siger organisten.
Ordet "teoretisk" kan måske lyde som noget forudsigeligt, men for Christian Præstholm er det en øjenåbner. Ifølge ham har flere anerkendte komponister i historien haft en tydelig teoretisk tilgang til at skrive musik og på den måde skabt unikke værker.
"Det er som en maskine med en hel masse håndtag og knapper. I den ene ende hældes noder ned i en tragt, og så kommer musikken ud i den anden ende. En teoretisk tilgang handler om, hvordan man indstiller de forskellige håndtag, musikkens parametre, så noderne kommer ud som Bach, Beatles eller noget endnu uhørt," siger han.
Skaberprocessen hænger uløseligt sammen med Christian Præstholms uddannelse som organist og musikteoretiker ved Det Jyske Musikkonservatorium. Han blev i forlængelse af sin dimission underviser i selvsamme fag. Komposition er derfor et autodidakt sideprojekt, der har eskaleret. Men den teoretiske ballast slipper han ikke for.
"Jeg er ikke som de komponister, der skriver kunst med stort K. Man skal bestemt ikke holde sig på dydens smalle sti, men jeg er bevidst om spillebanen. Jeg vil hellere arbejde inden for grænserne end sprænge systemet, men jeg tror nu ikke, at menigheden i Sankt Mortens finder musikken konservativ eller kønsløs," siger Christian Præstholm.
Han fremhæver, at han i sin maskine ofte leger med det "grimme". De dissonerende og nærmest ubehagelige klange, der, når de forløses til rene og harmoniske akkorder, skaber en opløftende fornemmelse.
Benspænd spænder ikke ben
Værket til Vor Frelsers Kirke er blot en af en håndfuld ordrer, som primært kirker og kor rundt om i landet har lagt ind hos organisten. Fra maj har Christian Præstholm endda kunnet titulere sig som uofficiel kongelig hofleverandør, da han stod bag den introitus – den indgangsmusik – der blev spillet ved prinsesse Isabellas konfirmation i Fredensborg Slotskirke i Nordsjælland.
Musikken skulle være for messingblæserkvintet, pigekor og orgel, maksimalt vare fire minutter og tilpasses en specifik tekst til lejligheden. Dogmer, der kan lyde hæmmende for den frie kreativitet. Tværtimod, mener Christian Præstholm.
"Jeg ser benspænd som et absolut plus. Der er ikke noget værre end at komponere ud fra et blankt stykke papir. Hvor går man i gang? Det er rart at have en mur at spille op imod. At idéerne møder modstand og kommer tilbage, når de kastes ud. Hvis de så holder, ender materialet ofte med at få sin egen vilje. Så skal jeg prøve at få musikken samlet, så den hænger sammen – lidt som at lægge et puslespil eller løse en sudoku," siger organisten.
At skrive musik efter anledninger knytter sig især til Christians Præstholms primære spillested. Ved kirkemusik er højtidens stemning og salmers budskab ofte rettesnoren. Et pompøst og ubekymret musikalsk udtryk vil langfredag næppe lede tankerne hen på Jesu lidelser. Tekst og melodi skal hænge sammen, og det er der faggreb for.
"Sørgelige melodier er ofte trinvise, med nedadgående melodiske linjer og i en mol-toneart. Skal værket være mere festligt og måske endda humoristisk, så laver man større spring i melodien og et hurtigere tempo. Der er forskellige parametre på min maskine, jeg kan skrue på, så det passer til anledningen eller en tekst," siger Christian Præstholm.
At skrive musik fylder mere og mere af den 50-årige organists tid. Børnene er blevet ældre og selvkørende, og lærergerningen er fortid. Derfor behøver han ikke længere at komponere i de ledige, sene aftentimer, når resten af familien er gået i seng.
I det seneste par år har der endda været flere ugelange ture i et nordjysk kunstnerrefugium, hvor kun den nordjyske natur, klaveret og måske en god flaske rødvin har krævet Christian Præstholms opmærksomhed.
Præstesøn i Bachs fodspor
Efter at have vist rundt i sit beskedne arbejdskammer i hjørnet af familiens hus, byder organisten på anden kafferunde. Klaveret i stuen bliver for sjældent taget i brug, mener han.
Egentlig var Christian Præstholm som ung opsat på at blive pianist. Opvæksten i kirkemiljøet som præstesøn og en bedre jobsikkerhed ledte ham dog ind på orgellinjen. Ikke ukendt farvand, da han siden konfirmationsalderen har spillet til gudstjenester.
Han nyder i dag den særlige stemning, som kirkerummet tilbyder, og her spiller musikken markant ind.
"Den kan sagtens redde en halvtynd prædiken," siger han smilende og fortsætter.
"Musikken rammer noget, ord ikke kan sige os. Det hele hæver sig, når musik og tekst supplerer hinanden."
Han fremhæver Grundtvig- og påskesalmen "Hil dig frelser og forsoner", salmebogens nummer 192, som et eksempel på melodiens kraft. Den synges nemlig både på en opløftende og en mere dyster melodi, som efterlader to vidt forskellige indtryk af den samme tekst.
Christian Præstholm har selv skrevet omkring 100 salmemelodier, hvoraf flere er optaget i enten kirkesangbogen eller salmebogstillægget "100 salmer" – ofte på digtning af sin søster, teolog Benedicte Hammer Præstholm.
Det er dog ikke salmer, Christian Præstholm primært tager op, når han ikke komponerer til bestemte anledninger. Og så alligevel.
Da han var 18 år, søsatte han nemlig et sandt livsprojekt. At skrive orgelkoraler – værker med afsæt i en specifik salmemelodi – over samtlige 568 numre i den danske salmebog.
Idéen har egentlig omtrent 300 år på bagen. Den stammer fra den tyske komponist Johann Sebastian Bach (1685-1750), som Christian Præstholm fremhæver som sin måske største inspirationskilde.
"Uden sammenligning i øvrigt," understreger han.
Der har dog været en vis målrettethed til forskel mellem de to organister, for mens Bach nåede 42 orgelkoraler, inden han afbrød missionen, så er Christian Præstholm i dag oppe på omkring 325, udgivet i 26 bind.
Ofte har komponisten gemt nogle af de gnister og idéer, han ikke kan få afsat i et forestående bestillingsværk, til sine orgelkoraler, der bruges til koncerter, præ- og postludier. Der skal nødig gå en god gnist til spilde.
Om projektet fuldendes tvivler organisten en smule på. Men så kan han altid trøste sig med, at det gjorde det heller ikke for Bach.