I 1974 charmerede Sidney Lumet og hans stjernehold verden med filmatiseringen af Agatha Christies klassiker ”Mordet i Orientekspressen”. Albert Finney var detektiven med de deduktive grå hjerneceller, Hercule Poirot, der rejste op gennem Europa med blandt andre Lauren Bacall, Sean Connery og Ingrid Bergman, som vandt en Oscar for sin kvindelige birolle.
Nu er tiden åbenbart fundet moden til en opdateret version af løjerne. Kenneth Branagh har instrueret denne charmeforladte parentes, der forsøger at pumpe Agatha Christie op til noget, hun aldrig har været: en kompleks kender af menneskelivets mørke sider.
Plot-ekvilibrist kan hun kaldes, men ikke psykolog. Så når fortællingen om opklaringen af mordet på mr. Samuel Ratchett forsøges flyttet til en moralsk kampzone, bliver den nødvendigvis alt for skurrende søgt.
Hverken Christies plot eller Branaghs Poirot tåler tidens trang til krimier med kontekst. Alle de penge, der er brugt på pragtfulde kostumer, skøn scenografi med den gamle verdens charme og skuespillergager kan ikke skjule, at denne film ingen akut berettigelse har.
Vi er stadig i 1930’erne. Kenneth Branagh spiller selv Hercule Poirot med en særegen blanding af martret modenhed og barnagtigt udtryk. Han rejser fra Jerusalem over Istanbul hjem mod London med Orientekspressen. En feriestund, håber detektiven, men som bekendt holder Poirot aldrig fri.
Så da gangsteren mr. Samuel Ratchett bliver fundet død i sin kupé, stukket med 12 knivstik, går jagten på morderen ind, og passagererne ombord i vognstammen er alle under mistanke. Resten er, ja, historie, og hvis man ikke allerede kender slutningen, skal den ikke røbes her. For så er der intet at komme efter.
Johnny Depp er egentlig klædeligt underspillende som Ratchett, og Judi Dench også indtagende som prinsesse Dragomiroff. Men så dygtige skuespilere som Penélope Cruz, Willem Dafoe og Olivia Colman har ingen glød, ingen gnist i den dydsirede detektivhistorie. Opklaringen strider sig frem bid for bid, mistænkt for mistænkt.
Manuskriptforfatteren Michael Green, der ellers med stor anerkendelse netop har opdateret ”Blade Runner”, er ikke lykkedes med at give dette mord en forfriskende tone. Puslespillets besnærende brikker bliver lige så tunge som Agatha Christies ferske sprog.
Det hele ender derfor som et udspekuleret pengeprojekt, der skal sælge billetter og lave opfølgere ud i det uendelige. Branagh er da også allerede i gang med ”Døden på Nilen”. Det er en gåde hvorfor.