”Der er alt for mange døde, unge døde.” Faretruende konstaterer den tidligere rektor for Forfatterskolen Hans Otto Jørgensen, at der i hans portrætter af 13 digtere fra det moderne gennembrud synes at være død overalt.
Et fåtal af forfatterne dør en så at sige naturlig, men tidlig død, som eksempelvis helten over dem alle, J.P. Jacobsen, men der er flere selvmord. Af den brutale slags. Og selvom Hans Otto Jørgensen i indledningen hævder, at man i perioden stadig tror på livets muligheder, på dannelsen og på lys over land, virker han selv mere tiltrukket af mørkets gerninger. Især selvmordet, der altså overgår så mange af de portrætterede digtere. Det fungerer ret godt.
Tag eksempelvis Adda Ravnkilde, der tog gift, skar pulsåren over og skød sig selv - ”på én gang og i nævnte rækkefølge,” som Hans Otto Jørgensen dystert bemærker. Det kan selvfølgelig heller ikke gøres i ret mange andre rækkefølger.
I indledningen og det efterfølgende omrids af tiden mellem 1872 med J.P. Jacobsens ”Mogens” og 1912 med Marie Bregendahls ”En Dødsnat” viser Hans Otto Jørgensen, at det ville være skadeligt, hvis Georg Brandes egenhændigt fik lov at beskrive tiden efter sit eget gennembrud. Ifølge Jørgensen er han nemlig slet ikke moderne: Brandes er det modsatte, for det at være moderne forbindes af Jørgensens Brandes med ”hysteri, pedanteri, erindring og vemod”, mens det antimoderne ideal af helhed, styrke og fatning faktisk er det, Brandes dyrker - eksempelvis i sin vurdering af de litterære vidnesbyrd om Leonora Christinas lidelser.
Hvorvidt dette har ret meget at gøre med den historiske Brandes, kan vi her lade ligge og godtage det som et udmærket eksempel på Jørgensens ærværdige anliggende: At skildre det, han kalder en ”flueøjet modernisme”, hvor skikkelser som J.P. Jacobsen, Herman Bang og Olivia Levinson portrætteres som et opgør med det moderne gennembrud indefra. Det handler om at tegne en given tidsperiode uden at skelne til gængse lineære, litterære kasser. Virkeligheden er slet ikke lineær i den forstand, vi taler om det moderne gennembrud, men giver plads, som Hans Otto Jørgensen skriver, ”til alt muligt”.
Virkeligheden, også den litterært-historiske, om hvilken vi som litterater skal skrive, er ”flueøjet”, flimrende. Som alt andet i livet.
Til dette formål har Hans Otto Jørgensen altså 13 afrundede portrætter af nogle af tidens forfattere. De understøtter indlysende nok pointen om det skæve, tvetydige og altmulige og er samtidig en hyldest til det litterære essay. Biografi og værklæsninger blinker sammen i portrætter, der besynger og begræder skikkelser som Helga Johansen, Ingeborg Stuckenberg og Betty Borchsenius.
Problemet er, at det langt hen ad vejen ender med lange referater og endnu længere citater fra de mange værker; en slags salvelsesfuld genfortælling af en enorm mængde romaner - og dét endda i en stil, der ofte degenererer til forceret naivisme, hvor den ekstra fortællerstemme i form af Jørgensen bliver en overfølsom og alt for velvillig ven i nøden.
Når hans eget sprog så får lov til at folde sig ud i reelle karakteristikker af værkerne, er bundniveauet indimellem inkriminerende lavt. Han er ude af stand til at skelne mellem nutid og datid, og selvom han selvfølgelig i kunstens hellige navn har lov til at se bort fra slige småborgerligheder, skal det jo netop tjene kunsten, hvis det skal legitimeres.
Det er tydeligt, at Jørgensen her ser sig selv som en essayistisk kunstner mere end litteraturhistorisk forsker, og det er kun prisværdigt. Men så skal han også vurderes sprogligt, og her er udsvævende klicheer som ”at rage en høstblomst”, ”at tage noget på kornet” og mange flere ikke godt nok.
Det er de mange vendinger i tydeligt talesprog heller ikke.
Til gengæld er topniveauet som historisk-litterær kritik formidabelt. Særligt J.P. Jacobsen og de afsluttende portrætter af Johannes V. Jensen, Johannes Holbek og Helga Johansen funkler flimrende. I de forrige portrætter forekommer Jørgensens kunstneriske format ofte begrænset, fordi sproget mangler spændstighed, plasticitet, idet det ikke formår at ændre sig, selvom der skrives om vidt forskellige forfatterskaber og mennesker.
Men med særligt Johannes V. Jensen og Johannes Holbek viser Jørgensen sit værd. Johannes V. Jensen er ”rabiat af princip”, og de afsluttende bemærkninger om det berømte digt ”Paa Memphis Station” er stor kunst: ”Videre til det samme, samme rejse, samme udsathed over for tilfældet. Under den samme regn. [“] Ingen agrar-fascistoid tåbelighed.”
Johannes Holbek er en ”selvlært original”, der, som Jakob Knudsen, Ernesto Dalgas og Helga Johansen, ”raserer sig selv og sine omgivelser.”
Holbeks stil er en ”kæde af stinkende uddunstninger, afsondringer, alt menneskeligt nedværdigende, udposninger og vedhæng og kravl.”
Når dét er topniveauet, tillader læseren nok også, at denne anmelder træder i baggrunden med en lille kliché. Han letter nemlig gerne på hatten for Hans Otto Jørgensen.
kultur@k.dk