Peter-Clement Woetmann er navnet på en lyrikdebutant, der kan en hel masse. I hans værk med titlen "Heldigvis er skoven blevet væk" ser man især to poetiske greb udfoldet. For det første anvender Woetmann grænsesprængende surreale billeder på en måde, der minder om, hvad man finder hos Morti Vizki og Simon Grotrian.
Et kærlighedsmøde skildres i en fin balance mellem absurdistisk humor og hudløs sensitivitet, og digteren formår på fornem vis at sætte ord på en situation, der unddrager sig normal betydningsdannelse: "Som et slips falder hænderne som/ hendes grammatiske balder/ på cyklen. Det regner/ og kæden står stille som os/ som om det gør forskel./ Vi kender hinanden."
For det andet udnytter Woetmann i sine digte det talte sprog i en stil, der har meget til fælles med, hvad man ser hos de to store stjerner inden for dansk lyrik på dette område, Pia Juul og F.P. Jac. Det sker med både charme og elegance i passager som den følgende:"Hun rører min pande og siger det er skægt/ jeg ikke er gået endnu/ og jeg er måske nok tabt bag en vogn/ men det er der så mange der er/ og nogle bliver også kørt over."
Digtene handler, som man fornemmer, i de fleste tilfælde om kærlighed og erotik. Det er befriende at læse en digter, der på dette område distancerer sig klart fra de stereotype attituder, som er udbredte i lyrikken, nemlig henholdsvis promovering af egne evner som erobrer og hengivelse med akkompagnement af hele kosmos.
Peter-Clement Woetmann: Heldigvis er skoven blevet væk. 64 sider. 169 kroner. Borgen.