Når kunst vejes og vurderes, er et af de fineste skudsmål, den overhovedet kan få, at den er original.
Men at originalitet ikke altid er lig med kunstnerisk kvalitet, er Dag Johan Haugeruds ”Barn” et skoleeksempel på. For hvor filmens måde at skildre tiden efter et barns død på er ekstraordinær, så fungerer formen slet ikke i forhold til emnet, til grundhistorien.
På en boldbane på en skole et sted i Norge er to elever, pigen Lykke og drengen Jamie, kommet lidt på kant, og hun slynger sin taske mod ham. Tasken rammer så uheldigt – det forklarer hun i hvert fald bagefter – at han falder om. Da en gårdvagt omsider når frem, er drengen død, og nu indledes et forløb, hvor lærerne og kommunens folk forsøger at følge en ”procedure” for, hvordan man tackler sådan en tragedie, og hvordan man finder ud af, hvad der reelt skete i det fatale frikvarter.
Her bliver skoleinspektøren Liv et omdrejningspunkt, og da hendes bror også er lærer på skolen, bringes vi ind i deres politisk korrekte familie. Men det viser sig også, at Liv længe har haft et hemmeligt forhold til den døde drengs far, og det skaber rod i ”proceduren”. Det samme gør det, at drengens far er en fremtrædende højrefløjspolitiker, og som om dét ikke var nok, er pigens far en kendt socialdemokrat.
Vi følger dem alle i såvel private samtaler som under møder med termokandekaffe, Ikea-krus og bløde sweatre, hvor de under alvorsfulde miner og faglige termer ikke opfører sig klogere eller mere modent end, ja, børn.
Dén pointe spiller filmens norske titel på, for hvor ordet ”barn” på dansk kun rummer ental, rummer det på norsk både ental og flertal, kan altså både betyde ”barn” og ”børn”.
Scenerne, hvor de voksne opfører sig som børn, er uhyre velspillede, skuespillet er i det hele taget filmens store force, men manuskriptforfatter og instruktør Haugerud har uforståeligt nok valgt at indarbejde komiske elementer og stemninger i sin fortælling.
Det gør ”Barn” til en original film, men altså ikke til en god ditto, og det virker faktisk en smule usmageligt at bringe en ”The Office”-lignende humor ind i fortællingen om en død dreng og en ødelagt pige. At filmen skal vare 2 timer og 40 minutter, giver heller ikke meget mening, ligesom jeg ikke begriber, hvorfor Haugerud trækker det politiske ind i fortællingen.
Dens portræt af det nordiske velfærdsmenneske i det nye årtusinde bliver aldrig dybt eller interessant nok, sådan som det er tilfældet i for eksempel Ruben Östlunds brillante ”Force Majeure”, som filmen indimellem giver mindelser om.
Men ”Barn” har slet ikke samme format, selvom der gemmer sig et stærkt stof og en god historie inde i filmen. Det er bare svært at se for fejldispositioner og tvivlsomme kunstneriske valg. Desværre.