Prøv avisen

Ormeord, drømme og en lillebitte flamme

Hanne Marie Svendsens nye roman "Bølgernes Skum" er hendes 13. i rækken. "Man genkender forfatterens særlige alfelette, finurlige udtryk, men aftrykket er denne gang foruroligende tyndt," mener Kristeligt Dagblads boganmelder Liselotte Weimer.

Hanne Marie Svendsen skriver med tyndt blæk og en skrøbelig konstruktion i sin 13. roman

Der er intet nyt under solen. Alt er tomhed og jagen efter vind, skriver Prædikeren som bekendt i sin . Og netop det citat med al den flygtighed, resignation, tomhed og lethed, der følger med, klinger som en lille, trist klokke i baghovedet, når man læser Hanne Marie Svendsens seneste roman med den på én gang legende og forstemmende titel Bølgernes skum.

Sjældent har jeg set en så skelettynd roman fra Hanne Marie Svendsens side. Tynd i sproget, i de bærende konstruktioner, tynd i sit udsagn til verden. Ja, i hele sin egen indbyggede tro på fiktionens kraft.

LÆS OGSÅ: Lavmælt og indsigtsfuldt

Vi er kun skum på bølgetoppene, lader hun sin skrivende hovedperson sige et sted. Og lidt senere: At skrive fiktion er at huske noget, der aldrig er sket.

Og herefter flyder vi på bølgernes øverste tandrækker, vipper som en båd uden årer mellem fortællingens to lag.

I det første, som man kunne kalde det virkelige, møder vi den skriveblokerede ældre forfatter, der staveligt sidder over sin oversvømmede kælder, hvor vandet har taget både fortid og manuskripter, mens hendes mand ligger på hospitalet, måske er han døende. Der er fragmenter fra aviser og tv. Dagens politiske rummel. Finanskrise og verdens uretfærdighed.

I det andet, det fiktive, opstår brudstykker af hendes kuldsejlede roman og alle dens personer, hvoraf den psykisk syge Maryon spiller hovedrollen. De to verdener smelter drømmende ind i hinanden. Noget oplevet i den virkelige verden bliver til en flig af en begivenhed i romanen. Og de fiktive personer repræsenterer naturligvis en del af forfatterens eget liv. Hvis der er et liv. Og hvis da personerne overhovedet kan skrives frem, så de lever. Selvom det netop er det, hun vil. Skrive en fejlmedicineret død kvinde tilbage til livet.

I det virkelige lag bliver det september og oktober, håndværkerne arbejder i kælderen, og manden udskrives fra hospitalet. Og vi er vidner til verdens spinkleste kærlighedshistorie, smuk i sin skrøbelighed. Han er min flamme, skriver hun, skønt han af og til brænder svagt.

Men er han til stede som andet end en hånd om natten og et mirakel til sidst? Vi ved det ikke, og denne skridende fornemmelse på kanten af livet, både det konkrete liv i den ældre kvinde og det liv, hun måske, måske ikke kan skrive frem i sine bøger, er romanens egentlige ærinde. Efterhånden overtager den pilleovervægtige og depressive Maryon store dele af scenen. Jeg er et misfoster, siger hun, når hun ser sig selv i spejlet.

Maryon er omgivet af sine veninder og forelsket i den hjemløse Valentine, måske også han blot en fantasi i fantasien: Hans navn skal være Valentine, det har Maryon besluttet () Alt bliver til, når man giver det et navn. Som sin forfatter har Maryon mistet evnen til at udtrykke sig. For der er kun ormeord tilbage, små sorte ormeord, der piler væk fra det sted, hvor de skulle ligge i hendes hjerne.

Hvis det virker diffust, er det et udtryk for selve romanens grundtone. Drøm og virkelighed, fiktion og realisme smelter ind i hinanden som syner bag øjenlåget.

Bølgernes skum er Hanne Marie Svendsens 13. roman. Og nok genkender man forfatterens særlige alfelette, finurlige aftryk. Men aftrykket er denne gang foruroligende tyndt.

kultur@k.dk