Oscar-vinderen ”Nomadland” er en stor og blivende filmoplevelse

Den tredobbelte Oscar-vinder ”Nomadland” er en bevægende, men også velgørende usentimental skildring af livet som strejfer i et forarmet USA

Frances McDormand er overbevisende i rollen som Fern. Hendes venlige bestemthed, hendes rastløshed og også det mørklagte i hende fornemmes i McDormands ansigt og kropssprog og uden brug af de store følelsesudbrud, der normalt fører til en Oscar. – Foto: Disney+.
Frances McDormand er overbevisende i rollen som Fern. Hendes venlige bestemthed, hendes rastløshed og også det mørklagte i hende fornemmes i McDormands ansigt og kropssprog og uden brug af de store følelsesudbrud, der normalt fører til en Oscar. – Foto: Disney+.

”Jeg er ikke hjemløs, jeg er husløs. Det er ikke det samme, vel?”.

Fern har boet hele sit voksne liv i Empire, Nevada. Men da byens mine lukkede, forsvandt alle arbejdspladser og dermed alle indtjeningsmuligheder. Og altså også for Fern, der nu bor i sin ramponerede autocamper og kører rundt i landet og tjener lidt her og der.

Det er grundfortællingen i Chloé Zhaos ”Nomadland”, der ikke overraskende modtog tre af de mest prestigiøse Oscar-statuetter natten til mandag: Bedste film, Bedste instruktør og Bedste kvindelige skuespiller.

Når det måtte gå sådan, skyldes det både filmens kvalitet og tematik. For film om værdighed i svære tider har altid gode chancer ved prisuddelingen i Hollywood, men i tilfældet ”Nomadland” følger den kunstneriske kvalitet med, og Ferns færd rundt i et USA, hvor mange må bo i biler og arbejde kortvarigt i landbruget, i burgerbarer og på Amazons lagre, er en rørende, men aldrig sentimental skildring af et land, hvor der er faretruende kort fra huset til gaden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det har resulteret i en slags moderne nomadesamfund, hvor mennesker, der af forskellige årsager – økonomisk kollaps, sygdom, skilsmisse – rakker rundt og hjælper hinanden så godt som muligt, når de tilfældigt mødes på parkeringspladser eller samles i ørkenen.

Fern er en af dem. Men hun er ikke kun offer for omstændighederne. I samtalerne med de andre nomader træder konturerne af hendes forhistorie frem. At hun boede i huset med sin mand. At han døde. At hun, da byen med ét blev en spøgelsesby, følte sig frisat. At noget i hende altid havde villet være fri af hverdagens rutiner og af det, forfatteren og filosoffen Henry David Thoreau i ”Walden” kalder ”stille desperation”. Det blev hun, fri, og fik med den norske forfatter Tomas Espedals ord chancen for at ”leve et vildt og poetisk liv”.

Men når ”Nomadland” er så meget mere end en hjertevarm film om at favne livet, skyldes det dens mørklagte kerne. At vi som publikum nok lærer Fern at kende, men også mærker, at ”noget” driver hende ud på vejene, som ikke kun har med penge , ukuelighed og livslyst at gøre.

Et svar, der antydes, er driften mod naturen. Hun fortæller en anden nomade, at hun elskede vidderne og bjergene bag sit hus i Empire, og når hun ikke arbejder eller vedligeholder sin autocamper, sanser hun omgivelserne: de røde stenformationer, havets voldsomme brænding, det svale bjergvand, præriens vidtstrakte skønhed.

Naturen er dog ikke ladet med det guddommelige som i Terrence Malicks film. Den er heller ikke nådesløs som i Sean Penns ”Into the Wild”. Den er nærmere en form for hjem. Måske Ferns sande hjem, og på sin egen subtile facon diskuterer filmen, hvad et hjem er, og hvordan man skal leve sit liv.

”Nomadland” er baseret på Jessica Bruders dokumentariske bog af samme navn, og de mennesker, Fern møder på sin vej, er ikke skuespillere, men virkelige nomader. Det fornemmer man. På den gode måde. En autenticitet udgår fra dem, men sandelig også fra Frances McDormand, der er overbevisende i rollen som Fern. Hendes venlige bestemthed, hendes rastløshed og også det mørklagte i hende fornemmes i McDormands ansigt og kropssprog og uden brug af de store følelsesudbrud, der normalt fører til en Oscar.

Men netop i det tilbageholdte opstår det bevægende, og det samme gælder faktisk for hele filmen, som Zhao både har skrevet og instrueret. Her tys der ikke til episke naturbilleder, til voldsomme konflikter eller stor kærlighed. Det bliver ved det lavmælte, og også da Fern mod slutningen kører ind i Empire igen, hvor støvet har lagt sig overalt, og hvor hendes gamle hjem bare er en tom skal.

”Nomadland” er helt indiskutabelt en beskrivelse af de vilkår, der førte Donald Trump til magten. Nedlukningen af sværindustrien. Tabet af amerikanske arbejdspladser. Håbløsheden og armoden. Men med trykket et helt andet sted. På muligheden for et andet liv, hvor arbejde og penge og produktion ikke er alt. Hvor noget andet får plads. Måske ligefrem livet selv.