Oscar Wilde-forestilling fortaber sig i skønhed

Aarhus Teaters "En kvinde uden betydning" er meget smuk, men måske lidt for smuk og knap så relevant

Aarhus Teaters "En kvinde uden betydning" er meget smukt sat op, mener Kristeligt Dagblads anmelder.
Aarhus Teaters "En kvinde uden betydning" er meget smukt sat op, mener Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Aarhus Teater

Smuk, smuk, smuk. Så let kan den beskrives, den ekstravagante karrusel, som Aarhus Teater har opført i Scala-salen. En klassisk karrusel i fransk stil med spejle, stuk-dekorationer, rosetter og guldmaling.

I Nicolei Fabers iscenesættelse af Oscar Wildes ”En kvinde uden betydning” fra 1893 er karrusellen centrum for overklassens dekadence og et symbol på dens tomgang.

Karrusellen drejer og drejer, kommer ingen steder, men imponerende flot ser den ud.

Det samme kan man måske sige om forestillingen, der lader os fortabe os i æstetikken og lader sin pointe blive uvedkommende.

Stykket begynder med en lang satirisk præsentation af overklassen. I sin tid gik den til angreb på den victorianske overklasses dobbeltmoral – og generelt alle, hvis tåbeligheder og fordomme bygger på ugidelighed og uvidenhed. Og dem, som skjuler deres laster under et panser af pudder.

I en lille prolog møder vi butleren, spillet med fuldkommen komisk timing af Kjartan Hansen. Han fimrer omkring med sin støvekost, kvindagtig og overforfinet, mens han subtilt henleder vores opmærksomhed på scenografiens detaljer.

Hans hud er pudderhvid, og idet ”det gode selskab” indtager scenen, går han i et med baggrunden, sådan som en butler skal gøre.

Kvinderne er klædt i ekstravagante rober og vilde hatte. De er ulidelige at lytte til, men underholdende og fantastiske at se på.

Mest fabelagtig er Mette Døssings laksefarvede lady Caroline, helt snerpet og snøret ind i sine egne fordrejede fordomme.

Mændene er mere eller mindre ligegyldige, undtagen Bue Wandahls lord Illingworth, der leverer den ene vittige urimelighed efter den anden. Han viser sig også at være vægtig for den rigtige historie, da den først kommer i gang.

Mette Horn er kvinden uden betydning, fru Arbuthnot, som lever i hemmelig skam over at have ladet sig forføre af Illingworth 20 år tidligere. Resultatet blev en uægte søn, Gerald (Mathias Sprogøe Fletting), som hun desperat forsøger at lære ordentlige værdier.

Mette Horn spiller hende godt. Sammenbidt og udtørret. I sin sort-grå kjole skinner hun i hele sin tilknappethed mod det hysteriske farveorgie, hun skal kontrastere.

Det ironiske ved titlen er selvfølgelig, at netop denne kvindes historie er den eneste af betydning. Men vi drages mod satiren, ikke kun fordi den er sjovest, men også fordi det er der, vi lettest kan spejle os.

Deres panser er ikke meget anderledes end det filter, vi lægger på vores billeder, inden vi deler dem på Facebook. Vi har derimod ingen paralleller at trække til det puritanske moralkodeks, kvinden kæmper imod, og spørgsmålet om, hvad en ærbar kvinde og mand gjorde i 1890’erne. Satiren er relevant, men dramaet bliver for musealt, og dermed mister forestillingen sit bid.

De mest veludførte scener er også de satiriske. Overklassens overgearede overspil kan fungere i deres overpyntede omgivelser. Men genreskiftet lykkes knap, og dramaet mellem far, mor, søn og ny kæreste bliver ufrivilligt kluntet og utroværdigt. Anden akt er derfor noget sløv, men reddes på målstregen af en rammende slutning.

Tilbage til karrusellen. Scenograf Christian Albrechtsen, der skabte scenografien til Aalborg Teaters Reumert-vinder ”Beton” sidste år, har et sjældent øje for detaljen. Også her er kostumer og scenografi absolut gennemførte og en stor tilfredsstillelse for øjet. Man kan lytte til kvindfolkenes komiske tåbeligheder, mens man nøje iagttager butleren, der minutiøst anretter og serverer en række komplicerede slik-tapas.

Smukt, smukt. Men måske lidt for smukt og knap så relevant.