Instruktøren Paolo Sorrentino havde dårligt nået at sige tak for æren over at vinde en Oscar på scenen i Los Angeles forleden, før Italiens politikere faldt over hinanden for at komme først med et tillykke, og landets medier flød over i uhæmmet hyldest. Men glæden over at Italien endelig fik en af de eftertragtede priser igen er bittersød. For prisen har fået gang i en frustreret diskussion om virkeligheden bag filmens smukke kulisser.
Viva Sorrentino, erklærede landets kulturminister Dario Francescini, der mente, at det var en indsprøjtning af selvtillid til landet, og premierminister Matteo Renzi talte om national stolthed på Twitter og ringede til instruktøren og erklærede, at prisen beviser Italiens evne til at fostre store ambitioner og drømme.
Når vi tror på vores talenter og kreative evner, så kan vi endelig vinde igen, supplerede kulturministeren, underforstået, at der nu er en ny politisk ledelse, der vil føre landet ud af krisen efter alle årene under Silvio Berlusconi.
Paradoksalt er det Berlusconis selskab Mediaset, der har finansieret Den Store Skønhed, så hans tv-station Canal 5 kunne sætte den ekstraordinært på programmet, hvor den scorede et usædvanligt højt seertal i omegnen af ni millioner. For italienerne havde ikke set en Oscar-vinder siden Roberto Benignis Livet er smukt.
Efter 15 år kunne Italien endelig feste igen med håb om, at det ikke kun er en genfødsel for italiensk film, men for nationen, som nyhedsbureauet Ansa skrev. Der blev nemlig draget paralleller, som italienerne også gjorde, da krydstogtskibet Costa Concordia gik ned. Dengang talte man om, at skibets kujon-kaptajn var et eksempel på alt, hvad der var galt i Italien.
LÆS OGSÅ: 5 stjerner: Spændt ud mellem fortid og nutid i Rom
Nu bliver Sorrentinos film set som et spejlbillede på Italien, som kommentatoren Stefano Bonilli skriver, smuk og korrupt.
Sorrentinos film fortæller om forfatteren Jep Gambardella og den by, der har gjort ham til det, han er. Berømt på en enkelt roman, skrevet da han var ung. Nu er han 65 år og lever dagene, eller rettere nætterne, med fest og mondæn ligegyldighed, omgivet af misundelige venner og kolleger, som en konge, en slags førstemand i de desperates by, indtil han i en eksistentiel krise begynder at tænke over, hvad han har brugt livet til og hvordan det kunne have været.
En klar parallel til Italien, som en anden kommentator, Daniele Scalese, skriver, og til Rom, hovedstaden, der var engang, men nu insisterer på at spejle sig i en gloriøs fortid. Jep er den foretrukne søn i et mikrokosmos, tomt og degenereret, hvor han udgyder sine desillusionerede meninger. Symbolet og selve legemliggørelsen af nedturen i en by, der er korrumperet af sine egne.
Når det er så nemt at drage paralleller, skyldes det, at Rom i dag er en by på randen af sammenbrud. Hvor filmen viser en stor skønhed med smukke billeder og storslåede scenarier som udsigten over Colosseum, så er virkeligheden efter årtier med politisk ineffektivitet og korruption ikke så smuk.
En film, der er dedikeret til og inspireret af Rom vinder en Oscar netop som byen gennemlever sin værste tid, skrev avisen Corriere della Sera i en kommentar.
Og en læser konstaterede bagefter i en bemærkning på nettet, at det var en fortjent anerkendelse, men filmen er langt fra dagens realiteter.
Rom er beskidt, forfalden og flyder med skrald. Den er et trafikalt mareridt med hullede fortove og gader, en elendig offentlig transport og endeløse bilkøer, der forurener. Hvis det regner kraftigt, står store dele af byen under vand, deriblandt flere metrostationer, som så altid må lukke.
Det har givet borgmesteren Ignazio Marino øgenavnet sottoMarino (der betyder såvel ubåd som under vand).
Der er 30.000 ansatte i kommunen, som hvert år føjer omkring en milliard euro til underskuddet, og romerne betaler mere i kommuneskat end de fleste andre i Italien, men synes ikke, at de får noget for pengene. Byen er ved at gå fallit og kan kun håbe på, at den får den forventede hjælp fra regering og stat.
Avisen Il Fatto Quotidiano skrev forleden om de utallige byggerier, der også plager hovedstaden, men aldrig ser ud til at blive færdige. Som for eksempel en ny metrostation, hvor der ikke ser ud til at arbejde nogen. Så et vittigt hoved har sat en seddel op: Bare tag det roligt. For når I engang er færdige, så har vi allesammen fået kørekort. Venlig hilsen, Kvarterets Børn.
Romerne er omgivet af skønhed, men de ser den ikke, hævder Stefano Bonilli, for de har for travlt med at skælde ud på trafikken, skraldet og korruptionen, og de glemmer at veje ulemperne op mod skønheden.
Sorrentinos Rom er en pragtfuld metafor for hele landets nedtur i moralsk apati og en hel befolknings mangel på værdi og idealer, skælder Paolo Perazzolo ud i den katolske Famiglia Cristiana.
Man kan sige, at Italien har vundet en Oscar ved at vise den store grimhed.