Ove Korsgaard er en tidligere professor i pædagogik ved Aarhus Universitet og har skrevet en række bøger om folkelighed, folkeoplysning, dannelse, Grundtvig, pædagogik og idræt. Han er uddannet i Ollerup og har tidligere været lærer og forstander på Gerlev Idrætshøjskole. Nu vender han som næsten 80-årig tilbage til emnet idræt og kropskultur i en stort anlagt bog om idræt, religion og askese fra oldtid til nutid. Og hvem ellers, om ikke han?
Korsgaard ser med bogen på vekselvirkningerne mellem religion og idræt, og når blandt andet frem til at kulturelle forandringer altid hænger sammen med et nyt syn på kroppen.
I Romerriget var kropskulturen en væsentlig side af "romaniseringsprocessen", altså den måde, hvorpå erobrede områder fik del i den romerske kultur. Der byggedes straks amfiteatre rundt omkring, og "gladiatorkampe fungerede som en slags 'melting pot'", som Korsgaard skriver, hvorved det multikulturelle rige kom til at hænge meget bedre sammen. Der skabtes en slags fælles brutal identitet hen over de etniske, sproglige og religiøse forskelle. Eller det var i al fald meningen.
Her kom kristendommen på tværs. Korsgaard gennemgår det kristne modspil til gladiatorkampene og den romerske kropskultur i det hele taget ud fra fire tænkere: Seneca, Paulus, Tertullian og Augustin. Under Nero blev de kristne smidt for løverne, men under Konstantin blev kejseren døbt. En vild historie. Blandt bogens illustrationer er der en modstilling af Colosseum og Peterskirken til illustration af dette: "fra Romerrigets kropskulturelle centrum til kristenhedens religiøse".
Bogens undertitel "fra oldtid til nutid" skal forstås sådan, at middelalderens tusind år springes over med samlede ben, hvilket måske er forståeligt nok på grund af en vanskelig kildesituation, men ærgerligt i sammenhængen, fordi det jo ikke mindst er der, kristendommens asketiske tilgang til kroppen folder sig ud.
Men lad os her i samme ånd springe det tidligt moderne afsnit over og gå direkte til den moderne epoke, hvor man oplever en genoplivning af de antikke olympiske lege.
Initiativtager til dette var Pierre de Coupertin (1863-1937), som af billeder at dømme vist besad den uofficielle verdensrekord i martialske overskæg. Han voksede op, præget af den meget mandige engelske kulturtendens, som kaldtes "muscular christianity" og forbindes med figurer som Tom Hughes, Thomas Arnold og Charles Kingsley. Her genoplivedes en middelalderlig forestilling om ridderlighed. Det førte Coupertin til at tage initiativ til at genstarte legene, under mottoet citius, altius, fortius - hurtigere, højere, stærkere.
Korsgaard ser med en vis ret Coupertin som en discipel af den ligeledes franske sociolog, Emile Durkheim, selvom han vist ikke havde læst ham. Durkheim fokuserede på religionens sociale dimension, dens virkning som sammenhængskraft i samfundet. "Sociologisk set virker religion integrerende via symboler, ritualer og kulthandlinger, hvor samfundsmedlemmerne periodisk samles og får en intens oplevelse af noget, som er større end dem selv," som Korsgaard sammenfatter ham.
Coupertin indså, at det ved slutningen af det 19. århundrede kunne knibe for kristendommen at løfte dette samlende hverv, men det kunne sporten. Resten er historie, som man siger.
Religion og sport er naturligvis ikke "det samme", men de kan sammenlignes med hensyn til deres samfundsmæssige funktion. Ingen er vel i dag i tvivl om sporten som nationalt samlingsmærke, Korsgaard peger på reaktionerne omkring det danske fodboldlandshold, ikke mindst som de manifesterede sig omkring Christian Eriksen sidste år. Nogle forskere har kaldt fænomenet "banal nationalisme", men der er vel ikke noget banalt ved det. Sport er krig med andre, for det meste mere civiliserede, midler.
Bogen handler også om askese, som kommer af det græske ord for øvelse, træning, der hvor en idrætsudøver udelukker alt muligt andet for denne ene ting, nemlig at blive bedre til den valgte disciplin. I vores selvrealiseringskultur har askesen en lidt tvivlsom klang, men Korsgaard vil gerne genoprette dens ry som vejen til "frigørelse og myndiggørelse".
Så i det sidste kapitel argumenteres der med henvisning til sociologer og filosoffer som Hartmut Rosa, Peter Sloterdijk og Hannah Arendt for askesens mulige betydning som del af en nødvendig økologisk holdnings ændring i retning af bæredygtighed. Det er nok mere en forhåbning end en fast tro, men Korsgaard ser i tiden en fornyet interesse for både stoicisme og kristendom. Man får se.
Korsgaard skriver afslutningsvis, at det tog ham 10 år - med pauser - at færdiggøre projektet, ikke mindst på grund af "vanskeligheder med at få struktur på stoffet". Det forstår man. På trods af bogens kritiske holdning til konkurrenceaspektet i sporten, fristes man til at kalde den for en tour de force, helt i den olympiske ånd, til kanten fuld af belæg, digressioner, tangenter, henvisninger, noter og anekdoter.
Her er det for eksempel nyt for mig, at Grundtvig i 1868 "for alvor" skal have udfoldet den vision, "at nu var tiden inde til, at Guds datter skulle fødes" og indtage sin plads ved siden af Guds søn.
Det er over 150 år siden, han skrev det, og endnu er datteren ikke dukket op som frelseplanke. Skønt - kan man være sikker på det?
Ove Korsgaard: Kropskultur. Idræt, religion og askese fra oldtid til nutid. 464 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.