Prøv avisen
Tale

Tale: Ove Korsgaards ord er vigtigere end nogensinde

Ove Korsgaard blev i fredags overrakt Selskabets Pris af Det Danske Akademi for sit forfatterskab. ”Med sine bøger og artikler har han slået sit navn fast som en af vore store nutidige historikere, rettere kulturhistorikere, endnu rettere dannelseshistorikere,” lød det i talen ved prisoverrækkelsen. – Foto: Leif Tuxen.

Professor Ove Korsgaard har for sit forfatterskab,hvor danmarkshistorien og blandt andet Grundtvig står centralt, modtaget en særlig hæder af Det Danske Akademi: Selskabets Pris. Ved prisoverrækkelsen i fredags holdt professor og akademimedlem Per Øhrgaard denne tale om Ove Korsgaards bedrifter og motivationen for prisen

Hvem Ove Korsgaard er, fortæller han selv i bogen ”Solskin for det sorte muld” fra 2013, hvor han kæder sin slægts og sin egen historie sammen med danmarkshistorien. Med sine bøger og artikler har han slået sit navn fast som en af vore store nutidige historikere, rettere kulturhistorikere, endnu rettere dannelseshistorikere.

Biografi og indsats hænger nøje sammen, så et par data skal meddeles, og dem henter jeg hos ham selv. Mod slutningen af den nævnte bog skriver han om en redegørelse, han gav i 2008, da han skulle tale om ”realkompetence”: Han skulle ”forklare, hvordan det kunne gå til, at den første eksamen, jeg havde taget i mit liv, var forsvaret af den afhandling, der gav mig ph.d.-graden i 1997. […] Jeg blev født ind i en landbokultur, som ikke var orienteret mod formel kompetence, men realkompetence. Jeg gik i Hvidbjerg Skole i syv år, på Galtrup Efterskole i fem måneder, på Askov Højskole to gange seks måneder, og på Den Frie Lærerskole i fem år uden at gå til eksamener. Jeg havde undervist i 21 år på Gerlev Idrætshøjskole og var blevet ansat som rektor for Den Frie Lærerskole uden eksamensbevis.”

Senere måtte Ove Korsgaard igennem endnu en eksamen, disputatsforsvaret, men så blev han professor på DPU, det vil sige Aarhus Universitet. Hermed blev realkompetencen forbundet med den formelle kompetence, og det er en af Ove Korsgaards kvaliteter, at han stedse kan tænke disse kompetencer sammen og ikke spiller dem ud mod hinanden. Folkelighed er for ham ikke det, der kryber neden under lærdommen, men det, der stiger ovenud af den. Den traditionelle gensidige mistro mellem den akademiske dannelse og højskoleverdenen er ikke noget, han dyrker.

I selvbiografien med undertitlen ”om slægt og folk” – altså ikke kun ”om mig” – sammenfatter Ove Korsgaard meget af det, han indtil da havde skrevet. Men dels standsede han ikke sit virke efter solskinsbogen, dels er også det tidligere virke mere omfattende, end et resumé kan illustrere. Titlerne på Korsgaards tre store bøger om Danmarks udvikling er ”Kampen om kroppen” (1982), ”Kampen om lyset” (1997, det er ph.d.-afhand lingen) og ”Kampen om folket” (2004, det er disputatsen). Den første er idrætshistorie, den næste har undertitlen ”Dansk voksenoplysning gennem 500 år” og den tredje ”Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år”.

Ove Korsgaard bevæger sig, som det hedder i et digt af Rilke, ”i voksende ringe”, så det kan ske, at man kommer forbi det samme sted igen og synes, at man har læst denne passage eller dette citat før. Det har man også. Det er den samme historie, men fortalt fra forskellige vinkler.

Hovedtitlernes fælles ”kamp” minder om, at al historisk udvikling, alt fremskridt – eller det, som gerne vil kaldes sådan – er konfliktfyldt. Selv i Ove Korsgaards vistnok seneste udgivelse, ”Strejftog i højskolernes idéhistorie”, udkommet i år i anledning af skolernes 175-årsjubilæum, hedder første kapitel ”Fronterne trækkes op”. Historien er ikke et teselskab, skønt der i Danmark har været kortere til tevandet end så mange andre steder i verden. Se blot ”Kampen om kroppen”s redegørelse for opgøret mellem de militære og de civile legemsøvelser i 1800-tallet: hvorledes bønderne først sent fik smag for gymnastik, og hvorledes officererne forbitret bekæmpede al gymnastik, som ikke sigtede på bedre våbenbrug. I ”Kampen om lyset” huskes man på, hvorfor Grundtvig fra første færd sigtede på en højskole og på et folkeligt akademi, altså brugte de samme ord, som brugtes om den akademiske dannelse. Højskolen skulle ikke være en niche, den skulle være selve den nye folkelige dannelse.

Endelig gør ”Kampen om folket” det klart for dem, der måtte have glemt det, at det danske demokratis gennembrud med juni-grundloven af 1849 var ledsaget af en borgerkrig, for det var, hvad Treårskrigen 1848-1850 var: ikke en krig mellem Danmark og Tyskland, men en krig inden for den danske helstat, som splittede familier, der hørte til det større fællesskab, som nu gik itu. ”Det er rigtigt, at folketoget foregik fredeligt,” skriver Ove Korsgaard om den 21. marts 1848 i København. ”Det er rigtigt, at kongen var venlig. Så det hele passer. Vel at mærke, hvis man undlader at inddrage den borgerkrig, der brød ud i umiddelbar forlængelse af det fredelige folketog.”

Efter de slesvigske krige var kampen om folket ikke længere en borgerkrig, men der var konfliktflader nok. Ikke blot mellem de ”dannede” og de andre, men også mellem de nye strømninger indbyrdes: Hvorledes skulle forholdet mellem stat og kirke være (det er aldrig blevet afklaret, og måske godt det samme?). Skulle skoler være offentlige eller private (det var godt med frihed, men den enkeltes frihed kunne undergrave fællesskabet)? Hvorledes kunne Danmark bedst forsvare sig i en farlig verden, med militær eller med et solidarisk samfund (Besættelsen gav et svar, som er ved at gå i glemmebogen)? Men også: Hvorledes kunne det, som før blev kaldt realkompetencen og den formelle kompetence, komme til at spille sammen – og hvilken realkompetence nød anerkendelse (der var jo andre end gårdejere til i verden, derfor fik vi også arbejderhøjskoler)? Men trods al talen om ”kamp” skal det fremhæves, at når Ove Korsgaard siger kamp, så mener han kappestrid, som er noget andet end åndløs konkurrence.

Fra de seneste år er Ove Korsgaards centrale værk ”Grundtvig rundt” fra 2018, som kaldes ”en guide”. I titel og undertitel ligger både, at forfatteren kan sin Grundtvig så godt, at han kan vise rundt i ham, og at der er tale om at vise forskellige sider af emnet, men ikke om at udtømme det én gang for alle. Guiden kommenterer også selv, og det er ikke den mindst vigtige side af sagen. Det drejer sig ikke om en museal Grundtvig, men om en diskussion med ham. ”Ligesom Grundtvig ikke ønskede at blive stående ved Luthers grav, kan vi heller ikke i et og alt blive stående ved hans grav,” skriver Korsgaard.

Ove Korsgaard kan redegøre både for Grundtvigs holdningsskift og for den kontinuitet, der er i dem. Enevældens fortaler bliver i 1848 tilhænger af folkestyret, ikke fordi han pludselig mener noget andet, men fordi det går op for ham, at hans højeste idealer i fremtiden vil være bedre varetaget dér – det er næsten ned til mindste detalje samme transformation, som Thomas Mann gennemgik efter Første Verdenskrig, da monarkisten blev republikaner. Republikaner er også det, Grundtvig bliver, hvad der er noget andet end liberalist. Liberalismen og marxismen har materialismen tilfælles, men Grundtvig taler stedse om ånden – rigtignok i pagt med kroppen, med sjælen som bindeleddet. I Korsgaards fortolkning er Grundtvig den, som mere end de fleste har insisteret på det kødeliges ret. Vel er ordet begyndelsen til alt, men uden kødet er det virkningsløst – ligesom troen kun kan blive virkelig, hvis der er et folk, den kan slå rod i.

Vi mangler i dag, som Ove Korsgaard vemodigt skriver, ”sans for kulturens betydning” for samfundets udvikling, ligesom vi mangler den borgerlige konfirmation, som Grundtvig talte for: en bekræftelse af tilhør til et fællesskab, som man vel at mærke er forpligtet til at tænke over, men uden religiøs tvang. Lige så lidt som man tidligere burde lovgive om, at folk skulle være kristne, bør man i dag lovgive om, at de skal være demokrater. Men Ove Korsgaard mener, at man i hvert fald nok burde undervise i demokrati, så der skabtes en mere kvalificeret forståelse af, hvad det er for en størrelse. Det er jo da også paradoksalt, at i takt med et formelt højere uddannelsesniveau er niveauet i debatten generelt blevet lavere.

Som slutning på ”Kampen om folket” skrev Ove Korsgaard (2004): ”Som noget nyt er vi langsomt – forhåbentlig ikke for langsomt – ved at blive bevidst om, at vi nu indgår i et skæbnefællesskab, der rækker ud over nationen. Og forestillingen om et sådant fællesskab kommer altid, før det er muligt at lave om på verden. Ingen ejer folket. Folket er en forestilling, der kan iklæde sig mange skikkelser. Fremtiden afhænger af de forestillinger, vi gør os om folket.”

15 år efter, hvor man reverenter talt er ved at brække sig over den vamle snak om ”danskerne”, ”vi danskere”, ”dansk identitet” og ”danske værdier”, er der mere grund end nogensinde til at minde om disse ord. Også om, hvad Lars Bjørnbak i 1856 skrev, og Ove Korsgaard citerer i ”Kampen om lyset”: ”Bliver man altfor forgabt i Dansk, Danskhed, dansk Fortid, Nutid og Fremtid, saa bliver Nationalitetsfølelsen til en tom Ordskvalder, et tomt Føleri, en for andre modbydelig Forgabelse i sig selv, der føder Nationalhad, indskrænket Bedømmelse af andre Nationer og det gode, der er hos dem.”

Folket er ikke noget, der bare er der, og som man så at sige kan læne sig tilbage i. Det folkelige er et projekt, altid uafsluttet, altid til diskussion, og folkelighed er at tage del i den diskussion. Folkelighed er ikke en eller anden før-demokratisk essens eller noget mytologisk, men selve demokratiet. Eller med Ove Kors-gaards egen formulering: ”Følelser er ikke bare irrationelle størrelser, der ikke står til diskussion, de er tværtimod måder, vi kan forstå og misforstå verden på. Derfor skal følelser ikke negligeres, men kultiveres, så vi kan lære at forholde os refleksivt til dem og bruge dem i erkendelsesprocesser.”

Grundtvig sagde det kortere: ”Og den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.” Det er en af Ove Korsgaards mange fortjenester at minde os om det, og det igen er en vægtig grund til, at et akademi, der er stiftet med henblik på at virke for dansk sprog og ånd, gerne vil give ham en pris. Endnu bedre er det, at prisen går tilbage til ”Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse”. Skønhed og nytte – lige vigtige.

Per Øhrgaards tale til Ove Korsgaard blev holdt i fredags ved Det Danske Akademis årsfest, hvor Ove Korsgaard blev overrakt Selskabets Pris.