Prøv avisen
Bog

Over stok og sten og med lækre citater

3 stjerner

Carsten Jensens nye bog er hans anden udgivelse på to måneder. Meget nyt og interessant er der ikke i den

Jeg ved ikke, hvordan man skal forstå denne bog. Et stykke ad vejen ser det simpelthen ud, som om Carsten Jensen er ved at gå ind i politik. Han roser Jeremy Corbyn, Jean-Luc Mélenchon, Bernie Sanders og andre venstrefløjspolitikere, der har opnået forbavsende vælgertilslutning, skønt de repræsenterer politiske programmer, der af deres modstandere beskrives som urealistiske drømmerier.

Jensen er åbenlyst indtaget i den omstændighed, at disse senblomstrende, politiske aktivister alle er ældre end han selv, hvilket gør, at den nybagte folkepensionist (født 1952) stadig kan se sig selv som en repræsentant for det, der skal komme. Det forklarer også, hvorfor Jensen gør så meget ud af, hvordan han i et møde med repræsentanter for Kommunistisk Parti måtte stille sig selv det tunge, eksistentielle spørgsmål: ”Er jeg borgerlig?”.

Han har tydeligvis brug for at markere, at der er en del af venstrefløjen, som han ikke kan identificere sig med, og selv Carsten Jensen kan finde et hår i suppen hos stalinisterne. Han har dermed bestået den lille ledvogtereksamen i dansk politik (den store ledvogtereksamen dumper han. Den kræver nemlig blandt andet, at man ikke trækker fascismekortet hele tiden.)

Jensens politiske program er antikapitalisme og klimapolitik. Og han ser renselse i den ild, der kommer: ”Der er ingen nødudgang, når først den globale temperatur stiger over de fire grader, og kloden forvandler sig til en bageovn. Ildstorme vil feje gennem selv de bedst beskyttede af de riges naturreservater og forkulle finansverdenens bestyrelsesformænd i et stort iltsugende gisp.” Tag den, Danske Bank.

Carsten Jensens største politiske problem er hans stadige flirt med populismen, med hvem han især deler foragten for den politiske elite og en diffus appel til vælgernes utilfredshed med tingenes tilstand.

Hypotesen om, at Jensen er ved at gøre sig lækker over for en lokal vælgerforening, lider et knæk, da der pludselig optræder et langt handlingsreferat af tv-serien ”Skam”. Den er vist lidt vanskelig at instrumentalisere til politiske formål. Det har så noget med fællesskab og forældrerollen at gøre, og de sociale mediers fortrædeligheder, og nu vi er i Norge, kobles det så til Utøya-forbrydelsen: Breivik hører ikke hjemme i Norge, mener han.

”Han er en hjemløs i det cyberspace, der på en gang befinder sig alle steder og ingen steder. Han er ikke en voksen mand på 33 år i krig, men en teenager iført mange skiftende uniformer i et karneval af død, og uniformerne er alle sammen hjemmesyede, ligesom Spider-Mans dragt er det. Han er ikke en genganger fra fortiden, men et sindbillede på den populærkultur, vi alle sammen lever midt i.”

Det er skrevet med Jensens velkendte sans for retorisk schwung, men det er netop også Jensens problem, at han skriver så godt, at han uden besvær kan male hen over sprækkerne i tankegangen. Det går over stok og sten. Carsten Jensen sidder ved sin egen skærm og iagttager verden. Sommetider skubber han stolen tilbage og hiver en bog ud af reolen og smider et lækkert citat ind af Rimbaud, Sloterdijk eller Tocqueville. Han har også set flere film. Men det bliver bare til enetale, namedropping og sound bites. Og han bliver ved med at tage nye emner op fra den politiske pamfletists stan-dardrepertoire: Obama, Snowden, Afghanistan, Cambridge Analytica, ”fake news”, WikiLeaks, konkurrencestaten og det repræsentative demokratis fallit. Et gennemgående træk er Jensens beundring for ungdommens idealisme og trang til at forandre verden. Og så er der måske alligevel en linje i bogen, for det var den idealistiske ungdom, der stemte på Bernie Sanders og Jeremy Corbyn, så hvorfor ikke på Carsten Jensen? Bogens afsluttende fanfare kunne i hvert fald godt lyde som en tale til ungdommen på den næste partikongres:

”Du har ikke en chance, grib den, sagde BZ’erne engang. Det samme paradoks gælder i dag, blot med den forskel, at det er os alle, der forenet i et nyt fællesskab sammen må gribe chancen, og kun ved at række ud efter den skaber vi den. Vi skal tænke stort. Når faren er størst, må drømmene også være det. Vores fælles rejse må gå mod stjernerne, ikke dem, der ubønhørligt blinker på himmelhvælvingen lysår borte, men dem, vi selv er i færd med at tænde.”

Bifald, tæppe, fremkaldelse. Jensen er valgt. Der er jo altid aftagere til lidt veldrejet godtkøbsidealisme uden egentlige handlingsanvisninger. Denne bog kommer ikke engang to måneder efter den forrige af Jensen. Det ville nok have været at klogt at vente med at udgive noget fra Carsten Jensens hånd, indtil han havde noget interessant at sige.

Læs uddrag fra bogen på